22 år siden

Hende og mig for altid - i historiebøgerne

Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
8 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Nyt land
Christian Ba...
10 år siden
Ny Picanto
Peter
11 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
10 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
10 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
10 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
17 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
8 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
4 år siden
Tiden i Perspektiv
Rebecca Rahb...
4 måneder, 22 dage siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
9 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
12 år siden
På vej mod overfladen
Thor Rosenbl...
3 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
8 år siden
ulovligheder
Sincedawnofm...
11 år siden
Den ufrivillige frigørelse blev virkeliggjort med hendes frosvindende skygge i trappeopgangen. Det sidste, jeg gørte, var min og hendes gråd og døren, der lukkedes i opgangen, mens selvsmækkerlåsens klik beseglede afslutningen på vores tid.
Tomheden er altoverskyggende og danner et cacuum, der suger tårer ud af tårekanalerne i en blid uendelig strøm. Jeg havde glemt smerten, der opstår, når kniven stikkes dybt ind og vrides grundigt rundt i hjertet i et uopmærksomt øjeblik. Men smertens intensitet vækker i høj grad erindringerne til livs igen, og selv hun overraskes af tomheden i hendes argumenter, når man sammenligner med følelsernes styrke og den uundgåelige smertes voldsomhed, når man, med logik, forsøger at trodse dem. Men hun holder principfast beslutningen opperejst og endeliggør den treårrige epoke om os, og hun efterlader den til erindringer og historiebøger. En epoke, jeg aldrig troede skulle slutte, og som jeg håbede skulle fortælle til mine ivrigt lytttende børnebørn med astmaspray og kørestol. Måske siddende i min yndlings klunkehjemslænestol med familiens små samlet foran i en halvcirkel.
Absurditeten fuldendes den efterfølgende morgen, hvor min uforklarlige intuition tvinger mig til at fastholde hendes beslutning fra den foregående aften.
Det begynder at falde mig ind, at jeg ikke ønsker at være lykkelig, og at mit indre syn på mig selv er altstyrende, hvilket efterlader mig i en rolle, der spilles som ulykkelig, forsømt og ramt af al mulig modgang. Det er råbet om opmærksomhed, som kun kunne høres af hende, jeg netop har begravet på min indre kirkegård, hvor hun blot ligger som et navn i en snart uendelig mængde. Hvor mange lig skal jeg mon begrave, førend jeg forstår, at det er mig selv, jeg ønsker at begrave??!
Flere genfærd går igen, selvom jeg har forsøgt at begrave dem, og de skræmmer mig væk hver gang, jeg har lyst til at kigge til en af mine kære og mærke på historien. På den måde afskæres jeg fra alle mine oplevelser og sidder blot tilbage - præget af sindsforsnævrende og smertelige, men helt urørlige ar. Alt indvendigt er gråt og dødt og stinker som en stor cancersvulst, der bare venter på at fuldføre sit arbejde. Cancersvulsten er mig. Skræmt af genfærdene. Forsømt. Fordømt.
Hvor jeg dog savner hende...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hende og mig for altid - i historiebøgerne er publiceret 23/09-2002 00:56 af Jes Jessen (Jessen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.