Hun snakker om alt og intet. Fortid, nutid, fremtid og hvad ved jeg af ligegyldigheder. Jeg hører ikke et ord, men jeg kan se hendes mund bevæge sig i en lang uendelighed, mens hendes dovenfulde udtryk efterhånden dækker hele hendes ansigt. Diskoteksmusikken overdøver hver en vokal, der udspringer ved hendes tungerod. Jeg prøver at holde fokus ved at tvinge mig selv til permanent øjenkontakt, men udfordringen kan ikke overvindes. Ikke nu. Min irritation er blevet for stor. Min ligegyldighed for magtfuld. Dels lukker jeg øjnene eller lader blikket flyde væk, mens mine tanker bevæger sig rundt om evt. potentielle piger i blikkets radius. Drømmende siver helt bort fra nuet. Dels flakker mine øjne lidt for voldsomt i en eftersøgen på flere piger, end dem jeg lige umiddelbart har fået øje på, så jeg er sikker på at nyde synet, hvis en smuk pige skulle liste sit ego forbi. Bla bla bla - holder hun da for fanden ikke snart kæft og går sin vej. Min interesse kan da ikke vises mere segnende. Jeg begynder at fokusere på hendes svagt markerede bildæk, hendes lidt for store røv og hendes kiksede, men rå, tøjstil. Jeg væmmes til sidst over hendes blotte tilstedeværelse. Klokken er kun 3.30, så der er stadig tid til at møde i hvert fald een mere. Jeg beder hende gå, så jeg kan komme videre. Hun begynder at græde, fordi hendes følelsesliv er blevet for involveret i mig gennem den sidste måneds weekender. Typisk piger. For helvede, hvor spild af tid på denne sidste bytur i ugen. Bare stå og høre på en fuldstændig ligegyldig pige, der fortæller om enormheden af ens egen umenneskelighed. Heldigvis når jeg at gå min vej, inden hun rent faktisk får skallen skrallet af og når ind til mig og mine egne problemer. Jeg slipper for den dårlige samvittighed og for at forholde mig til mit eget kaos. Ja jeg når faktisk en mere, og mit sind falder til ro.