Den fylder, men på den gode måde.
Den kradser, men behageligt og rart.
Og noglegange titter tvivlen frem og piller lidt i motivet, prøvere på at fjerne lagene lidt efter lidt for at undersøge hvad der gemmer sig bag og under.
Men den kan kradse alt det den vil!

Det eneste den vil finde er flere ensartede lag, lag der beviser at der ikke ER flere lag. og inden jeg fltter mig ind i flere forvirrende ord, tænker jeg kærligt på min elskede lille babybog, mit æg, min endnu underudviklet knop som har højre tanker om trætoppe og grene der rækker langt, langt ud i skoven.

Jeg ved godt hvorfor. Den er ikke bare en del af mig. Den handler om forskellige dele af mig, derfor skal det gøres ordentligt.
Jeg opdrager den langsomt, ingen hast, skønt utålmodigheden tripper nervøst rundt og har efterhånden fået tillagt sig mærkværdige tics, som jeg synes lægen skal kigge på.
Men jeg ignorerer den og grunden til dette er at min lille baby har fået en rigtig god start på livet. De få mennesker som jeg har haft nok tillid til at vise den frem til, har været ovenud begejstret og måske er det det der gør at jeg ved den bliver god.

Fordi jeg ikke viser den frem til alle og enhver.
Jeg er ked af det, har jeg sagt til mit første barn. Jeg er ked af at jeg ikke lagde samme kræfter i dens opdragelse, som jeg gør her. Men jeg var også ny og nu ligger du der på skrivebordet, uforstående, og fortæller mig med frustration i stemmen og de planer vi havde, minder mig om de kampe og de sejre vi fik sammen og at fremtiden var vores.
Men jeg har forklaret at jeg har udviklet mig og det kan den ikke. Ikke mere. Jeg kan godt forstå at den er bitter. Det ville jeg også være. Men slaget er ikke tabt endnu. Jeg skal nok sende den.

Det må være surt at være færdigskrevet. At vide at man ikke kan udvikle sig. Derfor er jeg glad for at jeg ikke er en bog eller en novellesamling.

Motiverne ændrer sig, naturen ændrer sig og det gør vi også. lige nu ændres og formes et lille nyt individ, men på et tidspunkt vil også den være færdig.
Det er grimt at være gud på denne måde, men sådan er livet. Og det er mig der bestemmer. "Skræmmende", tænker jeg og en lille ny knop titter frem i mit hoved. måske skal den fødes, måske ikke.
Det er mig der bestemmer.

Det er nok godt nok. Tænk på alle de ord og mennesker der skulle findes plads til hvis vi ikke bestemte. Tænk!

Jeg skulle købe et helt kontinent for at kunne huse dem alle. Og det ville ikke være alle der havde noget at sige, noget formål.
Så der er en grund til at jeg bestemmer hvad der skal ud.