Kære Dagbog!
Det jeg nu vil skrive her er et gammel digt. Det var et jeg skrev i starten af sidste år. Det passer godt på mig nu, og det gjorde det også på det tidspunkt. Jeg holder mig som min egen fange. Jeg vil jo gerne have ham og han ved ikke hvad han vil, men som jeg har sagte til Holgerline og en anden veninde, at hvis han nu spurgte mig om vi skulle komme sammen, så vil jeg stikke halem mellem mine ben og løbe min vej. Jeg ELSKER ham, men aligevel, er jeg så hunde angst for hvad der vil ske. Suk, hvad skal jeg gøre?
Her kommer mit digt:
Min egen fange:
Se frygten i øjerne
Bryd ud af dit net
Bred dine arme ud
&
tag for dig af livet
Fanget i et net jeg selv har spundet
Sidder jeg her som min egen fange
Af mine egne løgne er jeg nu bundet
og nu kan jeg ikke slippe taget i trådene
Se frygten i øjerne
Bryd ud af dit net
Bred dine arme ud
&
tag for dig af livet
Mit hjerte har været indespærret alt for længe
Hvor er han som skal befri mit hjerte?
Oh, kom og befri det, før det er forsendt
Ellers ville mit hjerte briste og gå i 1000 stykker
Se frygten i øjerne
Bryd ud af dit net
Bred dine arme ud
&
tag for dig af livet
Tråde som man kan spinde til drømme
Som man bliver fanget af
Men lad nu vær med at dømme
Det kan ske for selv det bedste
Se frygten i øjerne
Bryd ud af dit net
Bred dine arme ud
&
tag for dig af livet
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.