Kære dagbog, nu bliver jeg nød til at skrive igen. Beklager.

Men uhhh man bliver så klog af det her og det blev jeg også i går. Mere end jeg havde været rigtig klar over, i de sidste par år. (1½ til 2 år.)

Det gjorde så ondt, så ondt, AT BLIVE KONFRONTERET MED DET, ANSIGT TIL ANSIGT, men jeg tog det mega pænt, skød brystkassen frem og smilede. Men nu hvor jeg sidder og skriver det her, daler humøret og jeg kan mærke jalousi, smerten og de tåre jeg ikke vi lade træde frem. Godt, at jeg ikke viste det i går, for det vil have været pinligt.
Suk. Undskyld.

Men jeg har lært at man skal snakke om tingene, men da jeg ikke kan sidde ansigt til ansigt med en og fortælle om det her, må det gå ud over dig kære Fyldepenne ven...
(Jeg bliver mega rød i hoved over sådan noget- og især personlig ting, som det her.)

Desværre kan og VIL jeg ikke gå helt i detaljer, for det vil også være mega pinligt.