Forhelvede da også. Glad er jeg ikke. Det hele er bare... Jeg kan ikke koncentrere mig. Tankerne bliver ved med at falde tilbage på hvor lang tid vi mon bliver sammen. Hvor længe vi kan holde ud at være sammen. Jeg er ved at være skør allerede over alt det her. Og har været det mange gange før. Ked af det og bange. Og så går det over og jeg forelsker mig endnu mere, men det går over. Det ender. Så begynder det igen. frygten for afslutningen. Han er så sød og dejlig, men det hele er bare ufatteligt hårdt.
Jeg kan ikke undvære det nu. Det at han skriver, det at han er der, det at jeg bliver holdt om og kysset. Det hele, det gør ondt når jeg tænker på det. Det gør ondt når han siger at han elsker mig. Det stikker helt ind i hjertet, fordi jeg ved at det er sandt. Fordi han ikke lyver, fordi det rent faktisk er sådan. Det er jo ikke som alle de andre, der har sagt det i fuldskab, for at se om de ikke kunne få lidt fisse.
Th har fisse, han har det hele. Jeg stopper med at hænge sammen. Hvis det ender bliver jeg revet i tusinde stykker. jeg har ingen anelse om hvordan jeg kommer til at reagere. Slet ingen. Gråd, og ligge alene på mit værelse mens jeg føler mig fortabt. Eller ud, ud at score, ud at lave så meget. Det kan jeg sikkert ikke. Må vente. Det var det der med ikke at være så skide bekymret. Jeg ved de kun er venner. Og det er ikke så meget det, det iakjepoijlatewshofvjadg jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Jeg ved bare at jeg bliver ked af det. ajiegjkajgjagkjdfjidfpakagjeji fucking ked af det.

Det er jo ikke mere end en uge siden at jeg var den mest forelskede pige i universet (ja ja i ved hvad jeg mener så) og at det var os to forevigt osv. Jeg sku aldrig have taget den telefon. Fortryder det. Det ville have været lettere hvis jeg ikke vidste noget, for der er egentligt ikke noget at vide noget om. Vel? Tror jeg ikke. Det kan ikke passe. . . . . . . .