Jeg sad i min amerikanske high school i dag og kedede mig gevaldigt. Amerikanere hoerer efter i deres timer, og der er ikke nogle der gider at snakke, for de hoerer rigtig meget efter. Der er saa meget koncentration paa laereren, det er til at blive syg af..
Jeg skrev et brev til mig selv, mens jeg oenskede, at jeg kunne sige sandheden til min mor.

Skrevet i Global DP:
Jeg synes det amerikanske teenageliv er meget svaert at leve. Jeg forstaar ikke hvorfor det hele ikke virker for mig. Mit syn paa amerikanere er meget daarligt for tiden, for jeg synes ikke, at de er hverken sjove eller vilde nok til mig. Jeg vil gerne hjem - og maaske kunne jeg goere det efter et semester altsaa et halvt aar. Jeg er bare ikke sikker paa, hvordan mit liv i Danmark ser ud. Dengang jeg rent faktisk boede der gik jeg i 9. klasse, og jeg havde mine venner lige ved haanden.

Jeg ved, at jeg savner min mor helt vildt meget, men hvad har jeg virkelig med hende? Vi skaendes vel ogsaa -ligesom alle andre mor og teenagedoetre. Hvis jeg tog hjem, saa ville jeg tage et job, og eftersom min mor ogsaa arbejder, saa ville vi helt sikkert have begraenset tid sammen.

En af de tanker der ogsaa rumsterer i min hjerne er, at folk hjemme i Danmark ikke har en levende chance, for at vide, hvaf der sker herovre, jeg ville derfor sagtens kunne lyve om hvordan det virkelig er.
Jeg har helt sikkert ikke lyst til, at tage hjem og fortaelle, hvor kedeligt det hele er.
Jeg kunne jo lyve, ligesaa tosset jeg vil.

Jeg vil saa gerne kunne bruge mit udvekslingsaar som noget udviklende, men som det ser ud nu, er det kun mit sprog, der bliver bedre.

Jeg er ogsaa bange for, at hvis jeg tager hjem, saa vil jeg ende med, at fortryde det rigtig meget.
Jeg keder mig bare, og jeg hader at kede mig! Jeg har konstant en klump i maven, fordi hele valget blive/skride er et kaempe problem for mig. Jeg foeler ikke, at jeg kan tage det rigtige valg, uanset hvad jeg vaelger.

Jeg kan ringe til min mor i dag, fordi hun er kommet hjem fra Tyskland. Jeg har bare ikke lyst til at indroemme problemet overfor hende. Vi havde begge to rigtig store forventninger til det her.
Hun ville sikkert forstaa det, men hun ville ogsaa blive skuffet over, hvor jeg endte - i midten af ingenting. :(
Vi har betalt omkring 50.000 kr. for det her, og aerligt talt saa stinker det!
Hvad goer jeg hvis hun siger, at jeg godt kan tage hjem!?
Jeg vil gerne vaere hjemme, men jeg vil ikke tage hjem.

Det ville vaere den stoerste aendringm jeg ville have taget nogensinde, hvosd jeg skred fra det her, men jeg synes, at jeg har mistet modet!

De andre udvekslingsstudenter jeg kender, de keder sig ogsaa! Jeg proever virkelig at finde nogle vilde venner herovre, men jeg bliver konstant skuffet over amerikanerne hver dag, dem jeg har kontakt til de virker tilfredse med deres tilvaerelse. Deres liv, i en vigtig del af deres ungdom ser saaledes ud:
Staa (fucking tidligt) op, tage i skole, have (for det meste kedelige) timer (fordi man ikke snakker sammen i loebet af timerne herovre), tage hjem, slappe af, lave husarbejde, slappe af, lave lektier, tage et bad og i seng! Hvilket liv er det?!
______________________________________

Jeg ringede til min mor, og hun er rigtig ked af, at jeg keder mig saa meget. Hun mener, at det er stedet her, det er saa langt ude i midten af ingenting, at der ikke er noget at lave. Det er en ting, men teenagerne, de kan ikke engang finde ud af, at haenge ud sammen og have det sjovt! Her er saa fucking kedeligt! Det var rigtig rart at snakke med hende, selvom jeg graed hele tiden.. Jeg endte med at gaa i bad og graede ud, og lave ingenting, jeg har en kaempe hovedpine fra at graede, og jeg er virkelig pissed-off!

Hvad fanden skal jeg goere? Fuck, fuck, fuck..