Jeg har lige pludseligt fået mange planer denne weekend... I går havde jeg faktisk kun 2 - hygge hos M og Gymnastikopvisn.

Nu kommer min veninde (RM)i dag og en anden veninde (AB) i morgen, så står den på svømmehal, bytur og gym.opvisn. Fedt der sker noget...

Skal jo rigtigt nyde det, da det jo er sidste uge jeg går hjemme... På mandag starte jeg op på arbejde igen på en delvis sygemelding...

Troede faktisk jeg havde en aftale med AM i aften, men han gider ikke "lege" med os tøser, så kan han da også blive fri! Jeg vil til enhver tid vælge mine veninder, som kommer langvejsfra. De er der jo også, hvis han en dag ryger ud af døren...!

Jeg havde ellers håbet, han havde lyst til at vise sig fra sin ædru side, som jo faktisk er meget dejlig. RM har ikke mødt ham. Sidste gang (første gang) han mødte AB var jo ikke nogen succes!! Men gider heller ikke have ham her, hvis det ikke er det han har lyst til, så må han vente til på søndag med at "lege".

Jeg forstår ikke hvorfor jeg altid falder for fyre, der er enspændere. Det pisser mig faktisk lidt af...! De bidrager ikke til at øge vennekredsen, men skal kobles på min. Hvilket er okay for mig, men min kreds består altså af flest piger og det giver ingen ligelig fordeling og det betyder også, vi altid skal være sammen med mine venner...

Måske var det derfor jeg var så fascineret af A, han rumstrerer stadig meget i min hjerne/hjerte. Han havde en stor vennekreds. Jeg var ikke midtpunktet i hans univers, det skulle der kæmpes for. Han oplevede så mange ting, som han kunne fortælle mig om. Det føltes mere ligeværdigt. AM har på intet tidspunkt fået mig op at ringe på samme måde som A. Det betyder ikke at jeg ikke er glad for AM, men det er på en helt anden måde...

Vi er også altid her i min lejlighed, hvilket selvfølgeligt er bekvemmeligt for mig. Men jeg bliver også nogle gange irriteret, når han bare smider tingene alle steder... Fx da han kom i aftes, da gad han ikke hænge sin jakke op i entreen, men smed den i en stol i stuen. Det er små ting, det véd jeg.... Måske er det bare mig, der er pernippen...? Jeg har ikke lyst til at kommentere alt med det samme han træder ind i stuen, så jeg forsøger at tage en stor dyb indånding og fortrænge det... Jeg kan godt høre, at dette her lyder pernippen, når jeg læser, hvad jeg selv har skrevet. Men det er sådan jeg har det...