Kan se at det i morgen vil være 2 år siden jeg sidst har skrevet herinde. Meget er sket eller gået galt siden...

Jeg har godt nok ikke skrevet meget dagbog de sidste 2 år, end ikke i min papirudgave... Jeg har ikke orket det, hvilket kan undre, når jeg altid har brugt denne måde at udtrykke mig på.

Det er måske derfor, jeg ikke har haft det godt de sidste par år og at det bare er gået den forkerte vej og at det kulminerede i påsken, hvor mine veninder gjorde mig opmærksom på at jeg "ikke var mig selv"...


Jeg har ikke tænkt mig at ridse de seneste år op, det kommer nok strømmende undervejs i min "afhandling".. Jeg har heller ikke læst tidligere dagbogsnotater, men det vil nok heller ikke hjælpe mig.

Jeg har da lige godt aldrig været så opgivende overfor alt og alle, som jeg er i øjeblikket. Mon det er en slut-30 års-krise..?

Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at det skyldes noget eksistentiel..
Snart 38 år, stadig single ( og tro mig, jeg har virkelig gjort et forsøg), ingen børn og livstræt...

Det er nu kommet så vidt, at jeg har kontaktet en psykoterapeut for evt at få noget hjælp. Hun har svaret tilbage på min forespørgende mail og opfordret mig til at bestille en tid hos hende. Det er MEGET grænseoverskridende for mig, for jeg fortæller ikke mine venner, hvad der fylder i mit hoved, så hvordan skal en jeg ikke kender være i stand til det. Det vil virkelig kræve noget energi fra min side og en session hos hende varer halvanden time

Men jeg bliver nødt til at gøre det! Kan jo godt mærke at det mørke rum jeg har bevæget mig rundt i en periode (og har gjort mange gange før) er blevet svære at komme ud af... og at jeg oftere tænker negative tanker.

Jeg er så bange for at blive en gammel, bitter og ensom dame, der risikerer at blive 100 år...En gammel, rynket kone, der sidder for nedrullede gardiner og bider af alle, så kommer ind i hjemmet for at forsøge at hjælpe og muntrer mig op..! Så vil jeg heller dø ung, med fred i sindet og et smil om læben...

Det er ellers ikke fordi jeg tænker destruktive tanker. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ku gøre skade på mig selv, men jeg har ofte spekuleret på, hvem der ville dukke op til min begravelse... Det er sgu da heller ikke normalt..!