Ja, jow..det skulle jo ske, og jeg vidste det faktisk allerede inden stanken naaede mine vidstrakte naeseborer, som har udvidet sig ekstra hernede i heden(ikke den jydske!).

Hjemveen! En smertefuld ve efter hjem. Men hvad er hjem egentlig? Ja, du maa ikke spoerge mig, fordi jeg er blevt rykket saa voldsomt rundt i manegen af saa mange forskellige haender og mine egne 8kan man have flere saet haender?), at jeg er blevbet saa rundtosset, at det er blevet permanent. og nu troede jeg lige......

Nuvel, naar man regner med noget, saa kan det ikke komme som en overraskelse, eller ...er det fordi man regner med noget at det sker...eller...kunne jeg for een gang skyld ikke bare faa een til at slukke, bare ti minutter, for alle mine tanker...nej, man skal passe paa...maaske er der nogen der hoerer det og slukker...for altid....saa...

Alt bliver hjem, alt bliver hverdag og naar et fremmede sted bliver hjem, finder man ud af at de ting, de mennesker der har vaeret med til at forme ordene og opbygge ´foelesen, ja..de er her ikke. De selvsamme mennesker man flygtede fra, fordi hjem blev for haardt.

Okay..saa langt..saa godt..men saa er det min forvirring indhenter mig og spinder mig rundt saa jeg lander paa roedt.
Det vil altsaa sige at jeg ikke har noget hjem. Mit hjem ligger i min fortid. Mit rigtige hjem. og man burde jo tro at blot fordi jeg har erkendt det, hvilket er noeglen til mange sjaelefredninger, ville jeg faa det MAJET BEDRE. Men nej....skaebnen har set ondt paa mig, nej, den var unfair...jEG har set ondt paa mig selv. Det hele er min egen skyld og skulle jeg give mig selv en opsang, ville jeg sige. " Slap sgu da af og nyd det!!!Din droem er gaaet i opfyldelse. Lad vaer med at piv!"

og jeg piver skam ikke. Jeg havde bare ikke regnet med at man ogsaa kan vaere ked af det hernede, at man ogsaa kan savne, at man ogsaa kan blive triviel og kedelig.
ja, jeg var naiv, og ved at jeg altid vil vaere det. Jeg tror at droemme og virkelighed er det samme, skaaeret ud af det samme vaev.

Det er de ikke. der er os selv. Det er mig selv der oedelaegger det her og hvorfor har Gud eller naturen givet os saadan en besvaerlig hjerne??? Hvornaar holder den fri?
og holder den overhovedet fri? Det er derfor jeg altid har elsket at sove, at droemme, naar virkeligheden bliver for mareridtagtig. naar virkeligheden minder mig om at jeg faktisk holder af, savner og faar hjemve efter netop, NETOP det som jeg rejste vaek fra.

DET er sgu en ve der ve´noét!!!