Skriver en sætning. Sletter en sætning.
Ved ikke hvad jeg er her for at sige

Jeg har det... fint, tror jeg. Tom, jeg føler mig tom. Og en smule kold indeni.
Smerten lurer for enden af mine fødder. Så jeg tramper den væk. Jeg har løbet, 2 gange i dag. Været ude at spille fodbold, og ud over det, har jeg bare været.
Afsluttet endnu en bog. Men nu er der ikke mere. Der er ikke mere jeg har lyst til at læse.
Jeg er ikke færdig med vilde svaner endnu og der går nok også tid. Jeg kan ikke rigtigt komme igang igen når jeg pludseligt stopper midt inde i en bog.
Morgens og Karen - Juncker sangen kører og jeg bliver gladere. "Livet triller på larvefødder og alt det sure bliver sødere"
"Bag lukkede døre finder jeg lyset alene i mørke rum...." mit bedste (det synes jeg i hvert fald) digt runger i hovedet på mig. Jeg tror ikke jeg har lagt det ind nogle steder. Det lægger vist bare i skuffen. Der har det det godt, i skuffen, og mit hjerte.
Åååh min roman... hvordan går det? spørger jeg mig selv...
Fint nok tror jeg. Jeg skriver, får nye ideer og sådan lidt, men det er fint. Nervøs for at det aldrig bliver godt nok. Meget nervøs...
Ved ikke hvorfor. Jeg kan jo bare kassere den hvis det går galt. Jeg kan bare gemme den væk. Sige det aldrig har fundet sted men det er bare vigtigt for mig at det gør godt. Det er vel mit eget bevis på at jeg kan. At jeg er god nok. Hvis det lykkes altså. Hvis jeg nogensinde bliver tilfreds. Det håber jeg på engang. At jeg kan bevise over for mig selv at jeg ikke er et sort får. Et sort forfatterfår.