Kan alle mennesker elske med hele deres sjæl og hele deres hjerte?
Jeg undrer mig tit over netop det spørgsmål, da jeg aldrig har elsket vildt og inderligt. Jeg har været forelsket – men det varer kun ganske kort, og så går det over.
Med min nuværende kæreste mærkede jeg suget i maven de første tre uger, så går det over. Jeg ved godt, at lang de fleste mennesker ikke bliver ved med at være forelsket, men at den følelse man har, går over til at være kærlighed, og at det er det, man skal gå efter.
Spørgsmålet er i virkeligheden nok, at jeg er i tvivl om, hvor stærke følelser, jeg i virkeligheden har for min kæreste. Jeg nyder at tilbringe tid sammen med ham, og jeg savner ham, når jeg ikke er hos ham. Og vi passer så godt sammen – på alle punkter. Vi har det sjovt, han er intelligent, kan noget med ord, kan spille musik, og så ser han godt ud (ikke modelagtig, men helt almindelig, som jeg vil have det, og han har de smukkeste øjne) – kort og godt, vi passer perfekt sammen og gør et rigtig godt par. Jeg kan godt se os blive gamle sammen.
Men måske mangler jeg alligevel noget lidenskab – noget ild, der konstant vil brænde og gøre det hele hedt. Noget fuldstændig skørt, fx at han ringede kl. 3 om natten, fordi han bare vil høre min stemme.
Men han er så fornuftig…..
Er det at forlange noget umuligt? Er det ikke realistisk – sker sådan noget overhovedet ikke, andet end i min lille fantasiverden?
Og er det så i virkeligheden det, jeg vil have? Ville jeg blive sur, hvis han virkelig ringede kl. 3 om natten?
Jeg ved det ikke. Jeg ved virkelig ikke, om jeg elsker H eller jeg elsker ideen om ham. Jeg tror, jeg elsker ham, men så er spørgsmålet vel, om det er nok?
Jeg kender en anden mand, som der aldrig ville kunne blive noget med. Han har kæreste, som han er meget glad for. Men vi har altid talt om, What if? Hvad nu hvis vores veje havde krydset hinanden et år før, de gjorde. Ville det så have været os? Det ved jeg ikke, men der er noget specielt ved ham – jeg er slet ikke forelsket i ham - men han kender mig så godt. Han kan høre på min stemme, hvordan jeg har det, og jeg taler så godt med ham. Jeg taler bedre med ham, end jeg gør med min kæreste, og jeg ved også, at han taler bedre med mig, end med hans kæreste. Og vi kan være 100 procent ærlige. Jeg elsker det faktum, at jeg kan sige alt til ham, at jeg ikke behøver at tænke over at pakke noget ind, for vi siger tingene lige ud. Kun i selskab med ham føler jeg, at jeg kan være helt mig selv. Men ham elsker jeg jo ikke. Findes der en derude til mig, der indeholder kvaliteter fra både H og J, smeltet sammen til en perfekt person?
Kan man forlange betingelsesløs kærlighed og lidenskab på én gang? Er det ikke at presse ballonen så den brister?
Jeg tænker meget over det her for tiden. Til gengæld bliver jeg gladere og gladere for H som tiden går. Han kommer mere og mere ind under huden på mig, så måske er det hele bare et spørgsmål om tid. Men hvad nu hvis den lidenskab aldrig bliver en del af vores forhold? Hvis vi ender som et par kedelige, fornuftige oldinger, der aldrig træder ved siden af? Der altid holder sig indenfor den lige linje?
Men jeg kan også mærke på mig selv, at jeg ændrer mig i hans nærvær. Vi har mange fælles venner, og når vi er sammen med dem, er jeg ikke så fremme i skoen, som jeg har været. Jeg har altid ”the life of the party”, men jeg er meget mere nedtonet, når H er der, men med det samme han går, er jeg tilbage i den gamle rolle. Men er det godt eller skidt? Måske er det i virkeligheden ikke H eller vores forhold, der er noget galt med. Måske er det mig?
Arrghh – jeg ved ingen ting. Jeg ved bare, at den stemme inde i mit hoved der siger, at jeg ikke skal ende alene – den banker mig gul og blå lige nu. For jeg holder jo frygtelig meget af ham, og han af jeg. Jeg må lade tiden give mig mine svar. Jeg kan jo åbenbart ikke selv….