Nej….. bare rolig. Jeg flytter ikke fra min dejlige mand og det lille hus i marsken, men jeg flytter til et andet neurologisk ambulatorium i landet. Herom senere
Der har været stille omkring min dagbog den sidste uges tid. Lige pludselig mistede jeg gejsten til at skrive – ja, til noget som helst. Jeg dovnede bare dagene væk og følte mig ubeskriveligt træt hel ind til marven. Det er som om det er blevet lidt bedre. Jeg tror simpelthen, at jeg har brugt for mange kræfter og oveni har jeg fået en portion stress over alt det, som jeg selv mener, at jeg skal nå – så jeg gik helt i baglås og fik slet intet lavet. Jeg er begyndt at tage nogle vitaminer og jeg glæder mig over hver lille ting, som jeg når – så må resten vente.

Jeg er lige kommet hjem. Jeg har været hos neurolog i dag – MIN neurolog, som jeg kommer så godt ud af det med. Når jeg er til konsultation, føler jeg mig som den vigtigste patient i hele verden. Han lytter til mig, forklarer og interesserer sig for mig og min Parkinson. Jeg skal begynde på et nyt præparat, fordi den medicin jeg får nu, har de kloge læger fundet ud af, har nogle bivirkninger, som kan give dårligt hjerte.
Min neurolog fortalte mig, at der har været en del politiske beslutninger og diktering om livets gang på neurologisk ambulatorium i Esbjerg og det har fået den dårlige konsekvens at tre overlæger og 5 reservelæger rejser derfra – deriblandt min neurolog.
Jeg vil ikke undvære min neurolog – så jeg vil snarest gå til min egen læge og blive bedt om at få en henvisning til Sønderborg og til Min neurolog – så det er altså på den måde jeg flytter. Der bliver noget længere til Sønderborg end til Esbjerg – men heldigvis er der rimelig gode busforbindelser mellem Ribe – Sønderborg, så jeg er alligevel godt stillet den dag jeg evt. ikke er trafiksikker i en bil længere. Ak ja, sådan kan det gå ----- godt vi har frit sygehusvalg.

Nu vil jeg se, hvad resten af dagen bringer. Om jeg har lyst og energi til at få noget fra hånden eller om jeg bare dejser om på sofaen.
For resten der er også liv i den gamle Nisse Jul. Han har godt nok listet på strømpefødder i de sidste dage, for han ved, at når jeg trænger til fred og ro – så mener jeg det. Jeg har blot sørget for det risengrød hver morgen og så har jeg ikke hørt voldsomt meget mere til ham. Nissepige træskoene står stadig i baggangen. Tager jeg ikke meget fejl, tror jeg, at der er gået brand i et gammelt nissehus.

Det var altså en lille pip fra mig. For resten jeg glæder mig --- på fredag får jeg besøg af en kær penneveninde.

Hyggehejsa fra en flad Nellemor.