Dagene flyver og nu er vi allerede i februar. I dag har vi kyndelmisse, men vejret ser jo helt tilforladeligt ud og hvad det får af betydning for den fremtidige vejrprognose, ved jeg ikke, men det er sådan set også ligegyldigt. Vi tager vejret, som det kommer, men forhåbentligt med et varmt og smukt vejr.

Herude på landet sidder det i vor næsebor, at vi er gået ind i februar. Bønderne har travlt med at køre gylle ud, som har været oplagret i deres gylletanke vinteren over. Fra 1. februar må de igen køre gyllen ud på marken
Det er konsekvenserne ved at bo på landet og vi må bare skynde os ud efter vasketøjet, når de store traktorer kører med de store gyllevogne i pendulfart over markerne og spreder den stinkende substans efter sig.

Nu skal dagbogen her jo ikke kun handle om det rene gylle, så jeg skynder mig videre til andet og måske mere appetitlig læsning.
I aftes øvede vi dilettant, som jeg igen er med til i år. Stykket foregår på plejehjemmet (M)åsen, hvor jeg spiller en halvdement gammel kone, der skal gå nede blandt publikum og lave rav på en sød og uskyldig måde. Det skal nok blive sjovt.
I slutningen af stykket kommer en bakkesangerinde på scenen og synger. Jeg vil prøve at sy en kjole til hende af gardiner eller hvad jeg ellers kan finde af billigt stof på Genbrugsen. Det bliver en spændende udfordring men jeg sætter lid til mine evner og håber på et godt resultat. Det behøver jo ikke være så perfekt syet - bare det ser sådan ud.

Sytøj - jeg græmmes - jeg har lige klippet og syet en lækker sort jakke og så er den for lille. Øv bøv. Jeg syr den færdig og så vil jeg forære den til Jette, min gode veninde.

I går kom jeg på et spontant besøg hos hende og hendes mand, som netop er flyttet ind i deres nybygggede træhus. De får det rigtigt dejligt i huset, men mangler stadig en masse småting.

Det var så dejligt at se hinanden igen - sidst vi snakkede sammen, var da Jette var på fødselsdagsvisit hos mig i november måned. Sjovt nok havde hun lige gået og tænkt på mig om formiddagen og fortalte også, at hun var helt bange for, at jeg helt havde glemt hende, fordi jeg havde fået så meget andet indhold i livet.
Men nej, jeg kunne ikke drømme om at svigte gode, gamle Jette, som jeg har kendt, siden hun og hendes familie flyttede hertil egnen for godt 10 år siden.

Grunden til at vi kom ind på det, var fordi vi snakkede om mit sygdomsforløb og hvad der er sket i de forløbne år. Med tiden er der dukket en ny Nellemor op med Parkinson og den gamle Nellemor er væk.

Det har da haft sine omkostninger og kostet masse af tårer, bekymringer og frustrationer, for der er da meget af mit livsindhold fra før, som jeg har skippet. Der er også venner og bekendte, som ikke længere siger mig noget. Deres og mine veje skiltes - istedet har jeg med tiden opbygget et nyt netværk, så jeg er i dag rustet på en god måde.

Dermed vil jeg sige, at det er træls og smadderirriterende at have fået en kronisk sygdom at slås med, men samtidig har sygdommen og den uudgåelige krise, som fulgte med i kølvandet, også givet mig en masse godt i bagagen.

Så intet er så skidt at det ikke er godt for noget.

Carlo er hjemme i dag, så nu vil jeg forkæle ham med lidt frokost.

Jeg ønsker mine læsere en rigtig god dag.

Hyggehejsa fra skribenten Nellemor.