Kan jeg mon lære at elske...
Neola
3 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
9 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
12 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
6 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
10 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Stilhedens nåle
Tine Sønder ...
11 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
7 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
7 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
7 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
12 år siden
Xhristmas fxxx special
Martin Micha...
4 år siden
BILEN BLEV MIN I DAG :-))...
Flemming Tri...
11 år siden
De første dage
Michala Esch...
15 år siden
Påske
Hanna Fink (...
10 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
8 år siden
Forsvundet novelle! Hvad ...
Bella Donals...
8 år siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
5 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
3 år siden
Er det noget eller det fo...
Maria jayash...
1 år, 8 måneder siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
11 år siden
Der bliver snart stille :...
Kellany Bram...
11 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
9 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
8 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
10 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
10 år siden
Meningsforladt tankemylde...
Kasper Lund ...
9 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
7 år siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
3 år siden
Bare endnu en torsdag
Barepernille
10 år siden
"Min far sagde altid"...begynder denne dagbogstekst og minder faretruende om en ældre dames beretning eller flosset anekdote, der er blevet ytret til hudløshed.
Men det gjorde han jo! det fjerner ikke realiteten og det faktum at han faktisk SAGDE det, måske ikke altid, men tit.

Men det han sagde var at det er sundt at kede sig. Det har jeg lært meget af og det har været med til at jeg hygger mig i mit eget selskab. MEN!! og der er tit et men......lidt for tit, synes jeg...men tiden og alderen ændrer ikke meget på dette udsagn og måske skiller jeg mig ud på dette plan ifht. resten af verdenen eller størstedelen, fordi jeg har aldrig haft brug for en timemanager, at sige forpustet "Puha, nu har jeg lige en halv time til mig selv", inden hverdagen og stresset igen griber fat i mig og river mig afsted.
Men jeg har dog heller ingen børn, hvis det da kan bruges som argument, jeg er ikke sikker endnu, der er noget der lugter, men jeg har ikke identificeret det.

for at opsummere og skåne alle for de dræbende detaljer, så er jeg begyndt at kede mig. Og det keder mig. Ar være arbeitslos og have alt den tid man ønsker, for så kun at arbejde engangimellem, har været en ønskedrøm i langt tid, men som sædvanlig viser det sig at det har jeg svært ved at administrere.
jo, jeg får læst bøger, ja, jeg får skrevet, men det keder mig også på et tidspunkt. Er det mon dovenskaben der har meldt sig...nej, det tror jeg ikke, men jeg har da set den luske omkring med det der sleske blik og se mig an...Jeg kan berette om gentagne tilfælde hvor lejligheden er blevet omdekoreret, men nu er jeg nået til det punkt at den ikke kan omdekoreres mere, fordi så lander jeg i samme felt fra start og acepten af at jeg ikke kan bestemme hvornår folk gider at se og købe vores lejlighed er igen ved at skrumpe ind. Mine diktatorgener skriger og råber op i en endeløs march, men der er ingen til at marchere. Surt!

og jeg kan mærke ming hjerne smelter lidt i kanten, ikke meget, men bare lidt. En hjerne som er vant til at blive udfordret, underholdt, presset og som nu ikke vil nøjes med krydsogtværs og ikke synes at rengøring på steder, som er blevet rengjort utallige gange, ikke er dens form for "a good time".

Min bog hygger sig og skal ikke presses. Jeg får skrevet...og det er nok. men jeg skal ikke skrive bare fordi jeg keder mig.

Der findes et mønster, som jeg gentager igen og igen og som jeg ikke kan tilsidesætte som værende et levn fra mine tidligere år. Nej...det sidder fast...og mønsteret viser en pige, som åbenbart ikke kan fatte det at nyde situationen. Som altid er ifærd med at kravle over hækken, så hun kan æde det græd der gror hos naboen.
Eller måske ikke hos naboen, mere hos fremtiden. som er godt klar over at dette liv er det eneste hun får og det skal fandeme udnyttes og nydes, men som i alt sin hast med at drømme og planlægge, glemmer at være i nuet.

Den fejl begik jeg inden min far døde og lur mig om jeg ikke er ved at begå den igen. Min erfaring siger mig at på et eller andet tidspunkt bliver livet træt af mig og giver mig en opsang. en regulær skideballe!
Så jeg vil helst ikke. Men jeg er sat sådan sammen at jeg ikke kan se begrænsninger, en øjenfejl, jeg er fuldt overbevist om at man kan hvad man har lyst til og når man har lyst til det, men det passer egentlig ikke. Man kan sgu ikke gøre det når det passer een. Fordi alle omstændigheder hænger sammen og man kan ikke bare rive et stykke af i midten og sætte sig selv ind på pladsen. Der er noget der hedder"ting til sin tid", hvilket altid har skurret i mine ører, og "tålmodighed", hvad det så er for en fætter?!

Min fantasi er ved at være udtømt og det begyndende hul nærmer sig min accept af magtesløsheden. Det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker for kontrol, især overfor mit eget liv, og jeg er ikke tilfreds med at andre skal bestemme far, men det er akkurat den situation jeg sidder i nu. Og jeg fornemmer at der er en grund, for der er altid en grund....men jeg kan ikke gennemskue hvilken grund det er, hvad er det jeg skal lære, gøre, vide. At være tålmodig?
Jamen det er jeg da!!!!!!!Men kun fordi jeg skal.
Arrrrghhhh.......følelsen og udråbet er noget slattent når man ser det på skrift, gør ikke meningen nogen retfærdighed, eller styrken.

og jeg kunne blive ved med at skrive om min frustration, men det gider jeg ikke. Det er begyndt at kede mig!!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Kedeligt. er publiceret 05/08-2004 09:52 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.