Jeg huskede, at takke Gud i dag ...og min far.
Jeg huskede at være ydmyg , men stadig uden alt for meget dramatik.
Og angsten har holdt sig væk indtil videre. Den har prikket til mig, som en emsig diletant, men jeg huskede at ignorere den.
og den opgav, og jeg huskede at nyde øjeblikket, nuet og gemme dette her i mine porer, som er blevet renset.

skulle jeg tro på astrologien (hvilket jeg ikke gør, men jeg tror på min skæbne) ville mine stjerner stå på rad og række og klappe i deres små glimtende hænder. Prise min tilstedeværelse og at good things come to those who are humble.

Det drejer sig ikke om falsk beskedenhed, jeg kan med stolthed i stemmen sige at det er sådan jeg ER..endelig..at vide, at jeg faktisk ER sådan...dette er konklusionen, konsekvensen på min eksistens og fødsel.
At jeg er et godt menneske. At jeg er landet sikkert på den anden side ude at vide at jeg faktisk havde falskærmen på ryggen (jeg troede det var en fjellræv!!!)

Der er en grund til at folk lyser op når jeg kommer ind i et lokale. Der ER f...en grund...og det har intet med min fysik at gøre, intet. Heldigvis. Om det er min udstråling eller aura..jeg ved det ikke ..det er bare mig. Jeg er stadig naiv, men en voksen naivitet, jeg ved først nu at der er flere niveauer. Jeg er nu rykket op på andet niveau. Og nu ved jeghvorfor...nu er mine blade sprunget ud. Men jeg dømmer ingen, eller meget sjældent, jeger utrolig hjælpsom , men det vigtiste for mig er at behandle folk med respekt.
Respekt. At hver har sin mening , værdier og livsfilosofi. Ikke at være snæversynet, småborgerlig eller falsk.
Ikke at gemme sig bag facader, dårlige erfaringer, men se verdenen som ny hver dag.
At alle kan fejle, også een selv, men sålænge man er ærlig, så er der altid mindst een der kan tilgive.

Jeg lever hver dag og øver mig hver dag. Og ligenu har jeg tilladt mig at være stolt og sige det...ja..jeg kunne skrige det. jeg føler at det er min høst, det jeg har sået, der bliver høstet nu. Frodigt og næringsrrigt. Og der er et par få mennesker, som har hjupet mig og troet på mig uanset hvad. Det har ikke alle været mennesker jeg har troet på eller regnet med, men igen...mennesker kan overraske og det er bl. a DET der er så utroligt ved selve livet.

Min mor: Et menneske som har smidt mig rundt i manegen, men som i æsru tilstand og efter jeg selv har accepteret hende, har altid været en støtte især i form af ukontrolleret henrykthed, som jeg har et stort behov for, da jeg selv agerer sådan.

Mineveninder:

Need I say more...altid en støtte, i de 24 år vi har været sammen, har de altid støttet mig..altid.

Nye bekendtskaber:

Fantastisk, at man kan møde personer, som bare forstår een. Næsten uden ord.

Kæreste:
Som bare altid er der. Ord ka ikke beskrive...derfor vil jeg ikke prøve.

Og maryanna:

Du skal have en særlig tak, fordi skønt du mener, at jeg s elv har været med til det hele, så ville jeg aldrig have nået til det punkt jeg er nu. Den ro, den glæde over at være mig. Og angsten og epilepsien, tja..de har jo nærmest været udeblivende siden jeg mødte dig, så jeg tror det er facit man skal se på på nuværende tidspunkt.
Jeg har sagt det før, men siger det igen: tak.

Gud:

Skønt jeg stadigvæk er skepsis med hensyn til din eksistens, så ved vi jo begge at det ikke er sandt!!
Derfor husker jeg n at takke dig for det gode, og ikke kun tale med dig, når alt er skidt.
Så tak!!

Camilla:

Ja, det er sgu egentlig ikke så ringe endda, hva`?
Du gør det faktisk ret godt, så tag lige at nyd det og lad være med at tænke på hvornår det slutter.
Du har fortjent d et!!!!