Halløjsa. Her jeg igen og efterhånden er jeg rimelig frisk og udhvilet. Efter den sidste uges tid med en masse forskellige heftige aktiviteter at rende til og mit arbejde at passe, lignede jeg tilnærmelsesvis en hængt karklud. Da jeg kom hjem i går eftermiddags til et tomt hus, kunne jeg næsten ikke mere, men bød mig selv at tage en middagssøvn og det blev en af de bedste sovetimer i lange tider.
Jeg følte mig frisk og udhvilet, da jeg blev vækket af telefonens kimen. Min søster fra Sjælland ringede, fordi hun havde lyst at snakke med mig og vi fik en god, lang snak, skønt vi jo mødes i Skjern på lørdag. Min to søstre med mænd har fundet overnatningsmuligheder efter festen, mens det lige som lå i luften, at jeg og familie blot ville køre de 80 kilometer hjem igen ud på de små nattetimer. Det ville så betyde sodavand under festen – antageligt for mit vedkommende – sodavand er absolut ikke at kimse af – men på den anden side, når vi nu endeligt skal til fest hos lillebror, så ville det næsten være ærgerligt ikke at kunne nyde et par glad rødvin. Jeg kan vældig godt lide at drikke lidt rødvin og især til festlige stunder sammen med min store, dejlige familie. Så langt så godt. Jeg ringede til min storebror og vi fik arrangeret kørsel mellem festen og hans bopæl og overnatning. På den måde kan vi også få en god snak med ham og hans veninde, inden vi tager til fest.

Og så til min store hemmelighed, som jeg nu vil offentliggøre. Der er nogle af mine venner her på Pennen, som har hørt nyheden, for jeg er vel ikke bedre, end at jeg lækker en gang imellem.
Jeg er blevet indstillet til fleksjob. Det tog nøjagtigt 14 dage fra jeg var til samtale hos min rådgiver på kommunen og hun ringede tilbage til mig og fortalte, at jeg var indstillet.
I morgen klokken 8.00 skal jeg til rundbordssamtale med leder, kommunes jobkonsulent, en´ fra lønningskontoret, min rådgiver fra fagforening og min kollega/nabo, som også var med mig på kommunen den dag, jeg var inde og ansøge om at komme i betragtning til fleksjob. Til rundbordssamtalen skal vi forhandle løn- og arbejdsvilkår.
Jeg glæder mig til mødet i morgen, men det kribler også lidt i maven. Hvad nu, hvis jeg kommer til at græde, mens vi sidder derinde. Ja, hvad så – så må jeg jo sørge for, at være godt rustet med papirlommetørklæder i tasken. Kommer jeg til at fælde en tåre, så er det fordi jeg igen får kendsgerningerne af en alvorlig fremadskridende sygdom ”smasket” lige i hovedet.
Jeg er efterhånden meget afklaret omkring min sygdom og situation og jeg glæder mig da også over, at jeg stadig kan blive på arbejdsmarkedet og at jeg – og det er det vigtigste – kan forsørge mig selv – men sorgen, som jeg bære rundt på, inde i mig selv – den kan jeg ikke fornægte og den gør mig sommetider ked og det bliver jeg temmelig sikker i en situation, som den i morgen.
Jo, jeg glæder mig til at komme ned på 20 timers arbejdsuge. 4 timer de fem hverdage og FRI hver weekend og ALLE helligdage. For mig er det en luksus og jeg er meget, meget egoistisk, men jeg glæder mig – sådan arbejdstid har jeg ikke prøvet de sidste 20 år.

Så langt, så godt. Min mand holder fri i dag og er lige kørt til byen. Han skal hente materialer, så han kan lave et klippebord til mig, hvor jeg nemt og snildt kan klippe mine mønsterdele. Det betyder, at spisebordet i stuen snart har udtjent sin funktion, som klippebord, men det er der ingen, der har det fjerneste imod.

Jeg smutter – jeg skal i gang med dagens dont, inden jeg i eftermiddag skal til et demens foredrag.

Hyggehejsa fra Nellemor.