Lediggang.
Den proverbiale rod til alt ondt.
Siges det.
Min egen empiri tegner et mere nuanceret billede.
De bedste idéer kommer i perioder med cerebral tomgang.
Som fedtperler på farmors kødsupper bobler de frem på overfladen af den mudrede vælling, der udgør min bevidsthed.
Plop.
Blob.
Plup.
Men nu har jeg drysset rundt i månedsvis uden mål og med, uden at se så meget som en krusning på overfladen.
Måske har jeg ikke ventet længe nok.
Måske er dyndet blevet så tykt, at intet længere kan trænge igennem.
Måske var der bare et finit antal idéer, og den sidste båd er stævnet ud uden mig ombord.

I går så jeg Konklave.
Der var kun en håndfuld mennesker i salen.
Én genkendte jeg.
En professor emeritus, som jeg for mange år siden havde på universitetet.
Et menneske, hvis intellektuelle kapacitet jeg har beundret, fra jeg så ham første gang til en forelæsning på Frue Plads.
Forfatter af mere end 75 bøger og 200 videnskabelige artikler.
Taler (foruden dansk) engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk, russisk, kinesisk og latin.

Måske tid til at gøre op med et dogme...