Så fik den russiske mafia endelig tag i mig igen. Ok, den russiske mafia er måske nok lidt meget sagt når man taler om 3 kvinder i slutningen af 60'erne. Men russere det er de. De har værget mig som deres private engelsklærer. Som modydelse får jeg lov til at stille spørgsmål om Rusland, om det gamle imperium. Ligeledes får jeg øvet mig lidt på gloserne som efterhånden er gemt godt af vejen. De skal ganske vist pudses lidt af og jeg skal nok lige have fat i en ordbog et par gange, men hvor skal det blive dejligt atter at rulle på r'erne.

Mit russiske bekendtskab minder mig i øvrigt om en pudsig oplevelse jeg havde da jeg læste på universitetet. Ja, det vil sige, jeg var netop hoppet af (studiet) og havde taget et års tænketid som blandt andet foregik i en vuggestue som medhjælper.

En far til et af børnene, en russer, fortalte mig om et russisk firma i København som ledte efter en assistent. Jeg ringede til firmaet og aftalte en tid og et par dage efter befandt jeg mig i noget der mindede om et levn fra Sovjetunionen. Bedste pamperstil! Guldringe, høj cigarføring og en til af tage sig af overtøjet lige når man trådte ind af den massive dør som vendte ud mod HC. Andersens Boulevard og en helt anden verden!

Jeg kan ikke huske navne på personer eller firmaet. Firmaet eksisterer ikke længere og hvad angår personerne så lever de enten i eksil eller også er de døde.

Det startede egentlig meget godt. Jeg talte russisk under hele jobsamtalen og følte ikke, at jeg havde taget munden for fuld som jeg havde frygtet. Chefen som interviewede mig var godt nok lidt bombastisk, og jeg blev godt nok lidt mystificeret da han meget diplomatisk antydede, at alt hvad der blev sagt inden for firmaets fire vægge skulle forblive indenfor. Om jeg havde et problem med det? Det lugtede jo lidt af ugler i mosen...

Ganske rigtigt. Et par dage efter samtalen, ringede manden som først havde henvist mig til dette lunkne firma og han lød meget skræmt. Om jeg havde læst Ekstrabladet i dag? Nej, det måtte jeg jo indrømme ikke lige var den avis jeg holdt. Men da jeg endelig fik fat i avisen forstod jeg hvor han ville hen. På forsiden af avisen var nemlig et stort foto af manden som et par dage forinden havde interviewet mig. Medlem af den russiske mafia og eftersøgt på mord, formentlig flygtet til Israel!

Tak for kaffe. Den russiske mafia havde bud efter mig og jeg blev noget forbløffet. Jeg havde allerede forinden tænkt mig at afslå jobtilbudet, men havde de mon accepteret?

Jeg besøgte i øvrigt Frieda i dag. Hun arbejdede som engelsklærer i Novo Sibirsk i Sibirien i 40 år inden hun pakkede sine gode ting og forlod sit fædreland til fordel for det uproblematiske liv i Canada. Her bor hun så med sin datter, svigersøn og to børnebørn. Helt uproblematisk er det nu ikke. Frieda har nemlig ikke særlig mange at sludre med herovre og hun savner jo trods alt sin hjemstavn. Derfor er vi et godt makkerpar. Især lige for tiden hvor jeg bliver indhentet af en kvalm form for hjemve, så omklamrende som jeg aldrig før har oplevet den.

Den overskygger alt hvad jeg beskæftiger mig med og til tider kan jeg kun høre flyvemaskinerne i luften. Den har lagt sin klamme hånd på alt hvad jeg foretager mig og jeg har svært ved at finde gnisten igen.

Jeg overvejer at tage hjem og besøge familien i Danmark i et par uger med Freja, men har stadig svært ved at forestille mig at skulle rejse fra Morten i mere end 2 dage. Jeg er også bange for at det måske i virkeligheden bare forstørrer problemet. Og så er der stoltheden. Det er i mine tanker et stort nederlag overhovedet at have hjemve, hvordan bliver det så ikke at skulle tage hjem og fortælle det. Kan lige høre folks tanker krydret med en bitter jantelov: "Ja, det bad hun jo selv om!".

Men hvem bekymrer sig om hvad andre tænker...?!