Hej Vagn - herlig, klassisk Vagn historie. Supe velskrevet med dine små finurlige sprogblomster. Som en af de andre kommentatorer tænkte jeg også "åh gud, nej - ikke alle de dingenotbeskrivelser. Det er Sci-fi når det er værst. Dingenoter og mærkelige væsner (har jeg vist været inde på tidligere til en af dine andre sci fi historier) har jeg det virkeligt svært med. Kan dog godt lide at dingenoterne er noget gammelt lort - og at det bliver en meget væsentlig del af fortællingen. Så jeg slugte dingenoterne og nød historien i fulde drag. Den var sjov og underholdende. Tænker lidt på den som et miks af "The fifth element" (den med Bruce Willis. Den må du ha' set? Ellers gør det) og Så rejsen til Saturn, den fantastiske tegneserie af Claus Deleuran. Og dét er godt.

Nogle steder svipser sproget og bliver for meget. For eksempel at en "flamme eksploderer op gennem gulvet" tror jeg der står. En flamme eksploderer vist ikke.

Og så er der jo det med Robinsonaden. Du kommenterede på min historie, at min person næppe var længe nok på øen til at det var en Robinson. Det havde du ret i og du har nok også ret i Bana ikke er strandet længe nok til at man ville kalde det en Robinsonade. Det ændrer dog ikke ved at det var en historie, som jeg endte med rigtigt godt at kunne lide, selvom jeg i starten var lidt negativ (har faktisk taget tilløb til at læse den mange gange, men nåede aldrig rigtigt fordi de første 500 ord).

Godt gået. Især fordi det var sjovt og underholdende.

Rolf

Hej Vagn

Læste lige historien igen. Du har jo allerede fået en kommentar internt fra mig, men nu smider jeg altså lige en her også.

Den er altså skide sjov. Synes virkelig at persongalleriet, især sammenspillet mellem de to kollegaer, trækker historien op.

Tak for god læsning. :-)

Mvh. Thomas

Hej Vagn.
Jeg så først at det var dit bidrag til robisonade konkurrencen, efter jeg havde læst novellen.

Den er jo temmelig satirisk, og når den samtidig foregår langt ude i fremtiden, bliver det løftet til et lidt mere humoristisk plan, lige på grænsen til det platte, men det skal der også være plads til.

Din hovedperson irriterede mig lige fra start. Hvis det var hensigten, (og det formoder jeg) er det jo godt nok. Brok på brok på brok. Det var lige før jeg håbede hun kun var en bi-person. Og indledningen til selve det væsentlige; turen i rumskibet, var lige lovlig lang. Men så blev det da også lidt mere spændende. Faktisk fik du bygget det rigtig godt op, lige indtil man opdager, at selvdestruktions-funktionen heller ikke virkede. Godt fundet på.

Til sidst bliver Bana helt normal og spreder mere glæde end irritation, så det var godt hun overlevede.

Alt i alt har du skrevet en rigtig god og sjov novelle og du har nogle gode formuleringer undervejs, men jeg har da også lige lidt brok:

Bana bliver ved med at finde på forskellige måder at tale/tænke nedladende om Kaito: drøvtygger, idiot osv.. Det bliver lidt for meget til sidst, og vi er allerede klar over at hun nærmest hader ham.

På madprinteren er der en drejeknap? Jeg kan umuligt forestille mig, at sådan et apparat – når det engang bliver opfundet – har drejeknapper. Mere et display man kan trykke på.

Myndighederne tæller stadig døde et helt år eftermotorvejsulykken? Og de er oppe på flere milliarder? Det er alt for overdrevet, selv om befolkningstallet nok er steget en del til den tid.

Falkens ’tjener’ siger følgende: ”Fire sekunder til selvdestruktion, Deres nåde … tre sekunder til selvdestruktion, Deres nåde … osv. For det første tager det mere end ét sekund at sige det, og ville det ikke være mere normalt bare at tælle ned?

Og hvorfor har rumskibe altid selvdestruktions-knapper?

Okay, jeg har nok været lidt for hård her, for satire/humor er jo som regel lidt overdrevet. Bær over med mig.

Ellers var jeg altså godt underholdt.
Scott

Sjovt og muntert digt om den svære kunst. Men det slap du nu meget godt fra. Et skægt digt med gode versefødder, høj rytme og melodisk.

Det havde jeg slet ikke lagt mærke til før.

Mikala

Hej Vagn
Sjov novelle at læse. Bedre end "Begravet i sandet", synes jeg. Og sprogligt set meget, meget bedre gennemarbejdet. Super!
Det er dog tydeligt, hvor svært det efterhånden er for os mennesker at forestille os en science fiction-verden. Vi er allerede så "futuriserede", at vi knap kan forestille os, hvad det næste bliver. Nogle gange rammer du dog plet. Du kan f.eks. forestille dig en madprinter, en lykkeinhalator m.m. Andre gange synes jeg ikke, det fungerer: "stanken af brændstof", en smartphone m.m. (at bruge brændstoffer i den aktuelle fremtid virker urealistisk; en smartphone er sikkert også passé inden længe).
Overdrivelse fremmer naturligvis forståelsen, men hastigheder op til "20.000 lysår i timen"!? Bare ét lysår er 9,5 billioner kilometer! Sådanne hastigheder i et menneskelegeme harmonerer vel næppe heller med Einsteins relativitetsteori. At politiet i dette univers skulle holde en frokostpause på hele to timer gør heller ikke dimensionerne mindre komiske. Men det kan selvfølgelig rettes til.
Og så en lille bagatel, jeg også bemærkede i forbindelse med "Begravet i sandet": Dine tidsangivelser (nedtællinger) som små overskrifter virker overflødige og en smule infantile (når nu du i øvrigt skriver/komponerer så godt). Du burde efter min mening kunne nøjes med at et ekstra linjeskift. Som læser kan man sagtens følge med alligevel.
Er det en robinsonade? Tja, jeg anvendte selv en meget bred definition, da jeg skrev. Så selvfølgelig fungerer din novelle også som sådan. Anlægger man det meget stringente syn, som Mikala er fortaler for, stiller sagen sig naturligvis anderledes.
Jacob

Hej Vagn, der er en del sf i bidragene, og så var vi virkelig i rummet her. Du er jo meget klassisk med intergalaktisk imperium og rejser mellem galakserne, men det jeg godt kan lide ved dit klassiske scenarie er, at du kombinerer det med en typisk hverdagssituation med at stå op om morgenen og være for sent på den, få stress og så jage af sted. Det er med til at give det en følelse af troværdighed. Så får vi lov at følge Bana på hendes pendling til en anden planet - også klassisk - og du får her bygget en spænding op, igen klassisk, med nedtælling og kapløb med tiden. Ja, det er klassisk på mange måder, men du har fået det rigtig godt turneret med et godt sprog. Jeg morer mig lidt over, at computeren siger "deres nåde." Den er et slags tyende. Min eneste sproglige indvending er nok, at betjenten siger "frys," det er efter min mening en anglicisme, en for direkte oversættelse af "freeze." På dansk vil man sige "holdt."
Men fornøjelig læsning for en fan af rumhistorier som mig.

VH Mons

Hej Vagn
Tak skal du have for en gyser. Sådan noget er jeg ikke vant til at læse, så måske skal du tage mine kommentarer med et gran salt.
Du har et rigt sprog, men din anvendelse af metaforer falder markant i løbet af historien, og det gør teksten lidt uensartet. Desuden må jeg sige, at det ikke er alle af dine billeder, der fungerer. Her er tre eksempler, hvor jeg ikke kan se det for mig:
"Vinden var virkelig kold, men han var lige så nysgerrig som når han var på antikmesse i Tinghallen i Viborg ..."
"Han var ligeså imødekommende som en narrefisse."
"Nej, så var en PH lampe nemmere at have med at gøre. Den protesterede ikke, hvis man gramsede på den."
Det virker nogle gange, altså navnlig i begyndelsen af teksten, som om du har mere travlt med at anvende billedsprog end at få historien fortalt. Og så er jeg også enig i, at de mange halvvulgære historier kunne nedtones.
Jeg er ikke sikker på, at dine overskrifter er nødvendige. Måske skulle du overveje dem en gang til og i stedet blot flette tidsangivelserne ind i teksten.
Lidt mere korrektur kunne man også ønske sig. Her er f.eks. en sætning, der er unødigt lang, fejlbehæftet og meget svær at læse: "Mellem presningerne, der var stillet op i en stor firkant omkring udgravningen dels for at holde nysgerrige væk dels for at forhindre sandet i at dække de huller, de skulle lave, var der relativt vindstille, men næsen var allerede fyldt med det fine, hvide strandsand, som badebyen var berømt for, selvom han kun havde gået tyve meter for at nå hertil fra bilen."
Og så ... ja, så må jeg indrømme, at faget er dårligt valgt. Jeg kan slet ikke se arkæologerne eller deres arbejde for mig. Dét, der her foregår over få dage, ville i virkeligheden strække sig over måneder, tror jeg. Og så er arkæologer gerne humanister med stort 'H'. De fortæller ikke sjofle vittigheder og bærer ikke rundt på håndvåben!
Mødet med Ida virker også lidt mærkeligt. Hvor kom hun lige fra? Fulgte hun efter sin mand helt til Løkken, eller hva'?
Whiskey på Nationalmuseets regning? Den tror jeg heller ikke på.
Diskussionen med Hanne virker også urealistisk. Hun spørger: "Hvorfor dog ikke? Hvorfor er det bedre at hænge hende op i armene? Hvorfor tog du ikke bare en retssag?" Det er en alt for fattet reaktion på et tidspunkt, hvor spændingen er ved at nå klimaks.
Som sagt er det uvant stof for mig. Håber alligevel, du kan bruge mine kommentarer til lidt.
Jacob

Hej Vagn.

Nå, så blev stakkels Bana hjernevasket ;-(
Ja, det har man sikkert gode metoder til ude i fremtiden. Det er i så fald bagsiden af medaljen og et væld af forbrugsgoder, der dog (stadig) ikke nødvendigvis virker.
Det er en sprudlende, fantasifuld og ret satirisk novelle, du her har begået.
Og meget velfortalt.
Faktisk har jeg kun en lille ting at slå ned på i min iver for at komme med konstruktiv kritik:
Når du så fint bruger Banas synsvinkel hele vejen igennem virker det kunstigt, at beskrive madprinteren så grundigt. Hun kender den jo.
Da vi læsere ikke gør, kan det jo være godt at beskrive den, men du hopper væk fra synsvinklen, når du gør den. Hvis du synes, der er noget om det, kan du imformulere det, så synsvinklen bevares. Lidt svært, men ikke umuligt.

Vh. Pia H.

”Hun vaklede hen til mad-printeren. Det var en maskine, der lignede et 30 liters akvarium med en grå sokkel i bunden. På denne var der en række knapper. Den ene gav mulighederne: kold/varm. På den næste kunne man vælge mellem... Kaffe/Te/Sodavand/Whisky og så videre. Hun gabte og stillede drejeknapperne på ristet franskbrød med syltetøj og varm kaffe.”
- Smart. Sådan vil jeg også gerne have.

”Hun trængte til en syreneutraliserende pille, men sådan nogen havde hun ikke haft tid til at købe.” - Hvorfor 'trækker' man ikke bare en pille, hvis man har en mad-printer? Har man så ikke også en 'førstehjælpsprinter'? (logisk set). I princippet er det vel bare en avanceret 3D-printer (som jeg ønsker mig).

”Bana trak læberne væk fra tænderne, og hun lignede en ulv med hundegalskab, mens hun ledte efter den med øjnene. ”
- Et kinderæg! Tre ting i én sætning bliver lige i overkanten.

”I to skridt var hun henne ved den og skovlede den op i favnen. Så løb hun ud gennem fordøren og standsede først, da hun stod ved siden ad rumskibet.”
- Meget morsomt med rumskibe, som holder som en anden ford fiesta i forhaven..

”Hun stak sig fem gange på en nål”
- Hvem går dog med løse nåle i håndtasken? Hvad med en musefælde dernede også?

Herligt håndtaskeindhold!: ”læbestift, kondomer, smartphone, hovedpinepiller, kreditkort, rabatkort, medlemskort, lykkeinhalator, peberspray, papirtørklæder, plaster, gazebind, og ekstra trusser.”
- En lykkeinhalator! Genialt!

Jeg holder meget af rumskibets indretning! Det er sjovt!

”I det samme brød rumskibet gennem de tunge, næsten sorte skyer. Heroppe forsvandt vindstødene, og solen lyste fra en blå himmel, mens rumskibet satte kurs mod den nærmeste galaktiske motorvej.”
- Smukt!

”I hvert fald var hun begyndt at lugte som en ruhåret langbenet dræberpungrotte fra planeten Svenusk. De havde et par stykker af dem på hendes arbejdsplads. De gik i et specielt anlæg, hvor taget var en forvokset emhætte. Når der skulle skiftes filtre, var de nødt til at lukke haven i fjorten dage, indtil stanken aftog.”
- Haha!

"Branden er slukket, deres nåde."
- 'deres' skal være 'Deres nåde'. Retter det, fordi det er konsekvent gennem teksten.

”Politiet, tanken ramte hende som en mursten i maven. De sendte selvfølgelig en efterlysning ud, da hun forsvandt. Myndighederne gav sig derfor til at grave i arkiverne, og der opdagede de, at hun fløj i et ikke-synet fartøj. Et par klik på en computer, det var det eneste, der skulle til, og hendes nummerplade var ugyldig. Derfor døde motorerne.”
- Læste lige at det her ikke engang er fremtidsmusik, der er tale om at udstyre nutidens biler med en 'killswich'. (http://ing.dk/artikel/politiet-vil-kunne-slukke-flugtbiler-med-ny-kill-switch-166075).

"Hvornår selvdestruerer rumskibet?"
"Om tre minutter." Hun blev tør i munden. Havde hun været væk så længe? Der var ikke andet at gøre end at kontakte myndighederne ved hjælp af computeren. Dermed forsvandt den sidste chance for at slippe for arrestation, straf, og hvad der ellers måtte komme, men alternativet var den visse død.
"Kontakt færdselspolitiet."
"Ja, deres nåde." Der gik lang tid, syntes hun, så fortsatte computeren. "Færdselspolitiet kan ikke kontaktes i øjeblikket."
"Hvorfor?" Hun lød desperat.
"De holder frokostpause de næste to timer, deres nåde."
- Ren Vagn når det er særlig godt!

- På de fire sekunder der går, mens der tælles ned, når Bana at tænkte temmelig meget. Det virker ikke helt realistisk, når der kun går et sekund mellem tankerne og nedtællingen.

Jeg forstod simpelthen ikke slutningen af novellen, (efter anholdelsen). Hvad sker der med hende? Hun er ny på en måde, men hvordan?
Det er en alvorlig anke, og jeg håber at der kommer andre kommentarer, der viser at det er mig der bare ikke så tiøren falde.
Er det en robinsonade? Ehm. Det synes jeg faktisk ikke det er. Jeg mangler de klassiske fem punkter i begrebet, som typisk er:

Forlis og stranding
De første dage
Livet i dagligdagen
Dramatiske oplevelser
Forberedelse på hjemrejsen
Redningen

En meget anderledes robinsonade i hvert fald. En spændende historie også, som jeg også undervejs roser for, men plottet fløj henover mit hoved, selvom jeg har læst historien to gange nu.
Jeg savnede også noget om det spændende arbejde, du fortæller hun har. Når man præsenterer et gevær på væggen i 1. akt, skal det affyres i 3. akt, ved du nok
Hun kunne i princippet ligeså godt være slagter eller postbud, når du ikke fortæller mere.

Bedste hilsner ovenpå en kritisk hilsen

Mikala

Jeg har lige læst "Pendleren" og "Computers rules the waves". Præcise og vittige, og så kommer jeg til denne som ærlig talt er temmelig lang i spyttet. Og hvad handler den egentlig om? Religiøs fanatisme mod kapitalisme - uden sympati for nogen af siderne. Mon ikke det er konflikten mellem israelere og arabere der er baggrunden.

Nå, undskyld jeg er så negativ, men du behersker jo håndværket, dit sprog er ulasteligt - trods din tilbøjelighed til at skille ord der burde være samlede. Dine beskrivelser og dialoger er gode. En mislykket novelle fra dig, er faktisk bedre end en vellykket fra så mange andre, fordi man må nyde selve din skrivekunst.

Kåemer

Tænk, den har ligget her et år, og jeg har ikke set den. Det er det skæggeste jeg har læst længe, selvom det jo var en tragedie. Jeg kan ikke sige andet end at den er god. Jeg mangler ord.

Kåemer

Hvad foregår der? Det var hvad jeg tænkte, mens jeg læste. Jeg spekulerede da også på, hvad der var med den håndsæbe. Den er nu også langt ude. Nå, men ikke værre end det kan være i så mange krimihistorier. Den er meget velskrevet og sjov, og jeg elskede afslutningen.

Kåemer

Den her var både spændende og skæg, men jeg ville aldrig have gættet på, at det var en robinsonade, men nu jeg ved det kan jeg godt se det: Alene i et øde(lagt) rumskib.

Til at begynde syntes jeg den led af den fejl, som så mange science fiction historier har, denne overdrevne beskrivelse af tekniske dingenoter, men så kunne jeg godt se, at det var en væsentlig del af satiren. Historien er helt original og ligner ikke noget jeg ellers kender. Det skulle da lige være Ray Bradburys "Marskrøniker".

Kåemer