Sikke en skræmmende god tekst :) Du har virkeligt talent. Rigtigt godt arbejde. Sikke et smukt stykke arbejde fra et smukt menneske. Både indeni og udenpå ;)

Hej Maja
Da jeg kommenterede var jeg ikke klar over at det "kun" var en del af noget større. Havde historien været enkeltstående havde der som sagt været et enormt potentiale for en fed hovsaslutning. Derfor min bemærkning om suppe og substans.

Jeg lod mig indfange og tog historien som den var, og nød den. Da jeg nåede så langt som til den med godbidder, var jeg allerede i gang med at overveje opskrifter i baghovedet.
Den lurer Iøvrigt stadig i baghovedet. Hvad med.... -nå nej. Historien er jo fiktiv, så pyt med den ide.....

Tilbage til emnet er det lidt svært at komme med ideer, da jeg ikke kender til forhistorien. Hvor langt er du? Hvad har du allerede lagt frem?

Men jo. Selvom jeg sidder tilbage med opfattelse af at der godt ku vrides mere grin ud af historien, er jeg frisk på fortsættelse.

Hilsen levi

Ved ikke rigtig, men sprogligt godt skrevet.
Når så det er sagt, så mangler der noget.....
-suppe & substans
Du ku ha vredet tre omgange på et hovsa-håndtag, og være endt med at sende læseren ud i et latterbrøl

Selv prøvet lydighedstræning med gravhund. Utur. Opgav midt i anden lektion, hvorimod ringtræning morede hunden.
Lidt efter lidt gik det dog op for mig at her var noget galt. Måske var det en meget lille hund der blev kaldt æsel?
Og Åges søn, der spørger til demens....
Plejehjemshest? Hvor er vi henne.....

Åh jo. Efter at være nået forfatterbemærkninger, falder brikkerne på plads ( og jeg er nødt til at læse historien en gang til -med et smil på læben)

Havde historien været "pakket lidt mere ind" frem til at slutte med et :"Den hest er fantastisk"; havde du kunne opnå en herlig historie.

PS : hils Kingo & Åge
fra levi

Det lyder godt! Det glæder jeg mig til at læse : D

Hej Maja
Jeg er lidt vild med denne her gamle mand Aage, mon ikke han har lavet mange løjer igennem sit liv?
Det virker som om, du kender de her personer ret godt, som om det er noget, du har oplevet selv. Det er ret herligt!
Man hører nærmest aldrig noget om hvad der foregår på plejehjemmene andet end at det er så trist, så trist, ventesale for tudsegamle folk, der blot sidder og stirrer frem for sig.
Gid du ville skrive noget mere om det her syrede univers!
Mvh Nellie

Hej Maja Veis. Per Nilen her ! Et par kommentarer til dit lille, hurtige causeri om det frygtsomme menneskes forhold til ulven ---

Det forekommer mig du kører lidt på frihjul henover et meget kompliceret og omdiskuteret emne. Du kører lidt let og hurtigt henover flade nyheder og udbredte fordomme, uden at gå i dybden med emnet. Jeg savner lidt ironisk distance og lidt kik ned i historiens bugnende ulvearkiver. Der er næppe noget andet dyr der er blevet ofret så meget skrivepapir på som den store stygge ulv --
Som hovedregel går du ud fra, at møder du en ulv så vil den uvægerligt æde dig op i et eneste haps, som var du en anden Rødhætte. Du funderer over hvordan du på forskellig vis kan undgå din grumme skæbne, og går næsten naturnødvendigt (!) ud fra, at hvad der står på Google er den højeste sandhed i den retning. Kendsgerningen er ,så vidt jeg ved, at dokumenterede førstehåndsberetninger om ulves overfald på mennesker er ligeså få som beretningerne er talrige. Og de fleste beretninger kan føres tilbage Trediveårskrigene i sekstenhundredetallet, hvor verden jo så noget anderledes ud end i dag--Og så er der endda tvivl om de omtalte ulve faktisk var ulve, forvildede hunde, eller en blanding af begge dele. Den sidste kategori skulle efter signede være den farligste, da den kombinerer hundens manglende frygt for mennesker med ulvens ustyrlige dræbernatur----


Litteraturen bugner af skrækindjagende ulvehistorier. Den stakkels mand der til hest galoperer gennem den snedækkede skov med den sig hastigt nærmende ulveflok i hælene. Den ensomme mand i ødemarken, hvis luende bål er det eneste der holder de omkringluskende , desperat sultne ulve på afstand. Mængden af tilgængeligt brænde udmåler den tid der vil gå før bålet brænder ud, og udyrene kaster sig hylende over ham og fortærer ham til sidste luns ---Alle mennesker har en mening om ulven, og den bruges som metafor i alle mulige sammenhænge : Sulten som en ulv. Hyle som en ulv. Tandsæt som en ulv. Ulv i fåreklæder eller det modsatte. Men meget få mennesker har rent faktisk set en ulv i naturen ,og endnu færre har været den på tæt hold. Selv på de steder i Norge og Sverige hvor der rent faktisk findes ulve kan direkte observationer tælles på en hånd. Meget naturligt da ulvene jo mestendels lever i tyndt befolkede områder Det er måske det der er et problem i Danmark. Her findes ingen tyndt befolkede områder. Ulvene er tvunget til at leve klods op ad mennesker og deres husdyr, og så---oh skræk--får man direkte en ulv at se med egne øjne--

Jeg er skide vild med det skriv. Ingen her er Tarzan og hvem fanden gider deale med ulve. Meget federe at se noget mere Netflix

Hej Maja, fin refleksiv tekst du har skrevet, selv om jeg ikke er enig i indholdet. Jeg tror vi mennesker i "den vestlige verden" er blevet for civiliserede. Nu vil vi gøre os til dommer over hvilket live der skal og må være i verden. Ulven er end ikke udsat, men er et gammelt kulturdyr (hjemmehørende) indvandret naturligt i vores natur. Vi vil aldrig se en ulv på nært hold. Ulven er ret kløgtig og ved, at mennesker ikke er et byttedyr og i stedet en naturlig fjende. For ulve er mennesker = fare. Derfor holder de sig langt væk fra mennesker. Der sker ca. 1 dokumenteret drab af mennesker hvert 10. år, der er forårsaget af ulve - og dette er "world wide". Jeg er lige ved at sige: "HVEM FANDEN ER VI, AT VILLE GØRE OS TIL DOMMER OVER, HVILKE ANDRE AF GUDS SKABNINGER DER MÅ VÆRE HER PÅ JORDEN!"
Der kan du bare se, hvordan din tekst fik mig til at reflektere. Like it :-) Nils

Kære Maja...i virkeligheden er det en lille novelle om ingenting. Mere en tilstand end noget andet. Samtalerne er positive, men når aldrig dybden, kun næsten og netop dette gør personens lette sind lige den dag, mere let. De er faktisk dejlige sådanne dage, når jeg selv oplever dem. God underholdning.
Tak.
Vh.Poul

"Man kan jo ikke bare sådan gå uden at vide, hvor man ender henne".
Den sætning er jeg helt vild med, alt det med at man skal hav styr på HVAD man laver og HVORFOR

Hej Maja

Dejligt at komme tilbage på siden og læse sådan en fin novelle fra dig. Umiddelbart er jeg egentlig bare glad for at se, at du stadig skriver og lægger tekster ud på denne platform - bliv endelig ved med det.

"Vi har altid så travlt med, at det snart bliver efterår. For lige efter efteråret kommer vinteren, og det er endnu værre. Der bliver det endnu koldere. Der er aldrig noget, der er rigtig godt. I hvert fald ikke længe. Der er altid et eller andet galt."

Jeg vil gerne starte med at fremhæve denne replik. Den opsummerer nemlig rigtig fint, hvad din novelle handler om - dvs. dit budskab og din påstand - og den er placeret ganske kort tid før teksten slutter. Den opmærksomme læser (ja, selvfedme er en dejlig ting) vil læse denne replik og se sammenhængen med hovedpersonens tanker, samtaler og aktiviteter i løbet af teksten. "Intet godt varer evigt" kunne man også sige. Denne tanke hæmmer hovedpersonen og virker til at have styret hendes liv i en alt for afgørende retning. Ligeledes virker det til, at hun sidder og venter på, at det gode kommer til hende (solskinsvejret). Netop dette sidder hun og kigger efter ud ad vinduet. I starten af historien bliver det tydeligt for læseren, at hun har sat sådan i lang tid, og man er klar over, der faktisk sker en udvikling, da hun vælger at gå udenfor:

Den dag indså jeg, at det aldrig ville komme til at ske. Jeg var nødt til at gøre noget andet. Jeg kunne ikke bare sidde her og vente hele mit liv.

Hvad der ligger til grund for, at hun har siddet så længe ved det vindue, er uvist, men egentlig heller ikke så vigtigt. Da hun kommer udenfor, oplever hun gode ting i form af mødet med forskellige mennesker. Et smil giver hende livsmod- og glæde. Dette giver hende en vigtig læring omkring, at det er de små ting, som former os. Det giver hende samtidig en vished om, hvor skrøbeligt mennesket er, for det kan også gå den anden vej.
Jeg finder det også interessant, at hun tænker over, at hun pludselig ikke har noget mål. Hun går egentlig bare for at gå. Dette kommer til at falde hende positivt, da intet mål betyder intet tidspres, ingen deadline. Hun har tid til at opdage alle de gode ting, som verden har at byde på, og det gør hende glad. Oppositionen til denne nye tilstand er manden, som har travlt og er ved at tabe sin hat. Han lægger nemlig ikke mærke til hendes smil, da han har for travlt. Det vil kort sagt sige, at han pga. sin travlhed bliver et fattigere menneske.

Samtalen med manden i den sidste halvdel af historien er interessant. Jeg oplever i denne interaktion en utilfredshed med det senmoderne menneskes behandling af livet, og samtidig bliver selve livet omtalt med stor respekt.
Der bliver her talt om efteråret som indgangen til livets vintre. Livets vintre er i denne sammenhæng de dårlige stunder. Jeg tænker rastløshed, vrede, sorg, kærlighedsorger, frustration, fremmedgørelse, ensomhed. Listen er lang. Alle disse sindstilstande, som kun har til grund, fordi der er så mange dejlige og gode ting i livet. Fordi al liv har et kronologisk forløb betyder det også, at det på et tidspunkt får en ende. Der er kun én ting, vi alle kan være sikre på her i livet, og det er, at vi alle på et eller andet tidspunkt dør. Død kan betegnes som et ophør af liv, og dette skaber sorg. Uanset hvor godt et parforhold går, så er det uundgåeligt, at parterne på et tidspunkt bliver skilt fra hinanden, og der skabes sorg. Ligeledes er det for venskab. Alting har en slutning.
Den egentlige sandhed vi som mennesker skal lære er at acceptere denne uundgåelige slutning og få det bedste ud af tiden, som er. Dette bliver kaldt at leve i nuet. Jeg er stensikker på, at du har haft dette i tankerne, da du skrev denne novelle. Manden i parken, som var travl, havde et mål, men spildte tiden. Hovedpersonen havde modsat intet mål og fik det ypperste ud af tilværelsen. Det er godt at have et mål, men bliver samtiden glemt på grund af jagten på målet, bliver målet ikke livet, men døden.
Det er en yderst interessant diskussion at tage op.

Dejlig, dejlig novelle! Den satte virkelig nogle tanker i gang hos mig, som du nok kan se. Jeg føler mig som et rigere menneske efter at have læst den. Ganske enkelt flot lavet. Desuden skal du have ros for din komposition og dialog. Du rammer den godt.

Alt det bedste og fortsat god skrivelyst,

Rasmus

Fin lille novelle. Livet er aldrig godt, kunne jeg tilføje, men det er sjovt nok altid godt nok, eftersom det er det eneste, vi har. De facto vil vi altid være afvæbnede. Livet er slet og ret større end os.

JA.....vi har glemt at være i nuet
Vi har glemt at det vigtige er at lade os føle at noget er godt....
Vi ængstes når vi hele tiden forsøger at leve i fremtiden...
forstå den før den sker...
Når mennesket er bange...
Det smitter...
lige som glæde og åbenhed også gør.
Vi får det vi ser efter...
Vi må aldrig glemme
Tak for lige at åbne øjnene mod det som kan give noget godt til en selv
og derved til andre
vi må gerne ønske os selv det bedste
mens vi ønsker det for andre...
Har jeg det godt ...smitter/mærkes... det til dig....
har jeg det dårligt smitter/mærkes det også
har du det dårligt smitter/mærkes det til mig/andre
har du det godt mærker jeg det....og lader mig smitte
Vi må gerne mærke og sanse...
og tænke og tumle med tanker...
Og vi vokser ved at dele dem...
Vi vil det bedste
Og ja jeg tror du har ret....
Vi har glemt
...lad os huske igen....
mens vi er i Nuet..

Hej Maja

Her er lidt kommentarer på din novelle:

”Jeg vil gerne ligge en trøstende arm om hende, men gør det ikke.” - Lægge. Det er en aktiv handling.

”Det er naboerne igen, som klager over den uudholdelige larm. Det vil jeg give dem ret i.”
Det er morsomt på den konstaterende måde. Det fik mig til at smile.

”Lyset er slukket og huset stille, og jeg kan høre min mors tunge åndedrag inde ved siden af.”
Det lyder ikke helt sandsynligt, med mindre hun snorker højt eller fortælleren har en hørelse som en flagermus.

"Nå er du ikke gået i seng endnu min dreng", men hans stemme er ukontrolleret, ryster og knækker over.”
Av, jeg troede faktisk vi fulgte en pige. Måske skal kønnet ind tidligere?

Mon det er en søster eller bror der er død?

Flot:
”Vejret var koldt og trist. En let vind blæste og fik kjolerne til at flagre og bladene på træerne til at risle. Træerne kastede lange skyer over pladsen og trækronerne virkede enorme og overvældene. Det hele virkede så uvirkeligt - som en film. Jeg var tilskuer og ikke medvirkende. Vinden rev i min mors lange lyse hår, og mindede mig om den aften på verandaen.”

”Hun tager blidt fat om mig. "Det ved jeg virkelig ikke", gentager hun." Men jeg lover dig at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at overleve"

Jeg forvirres lidt over alderen på søskendeparret. De taler ret voksen til hinanden, og alligevel er der noget der indikerer at fortælleren er et barn.

Her kommer alderen så ind. Forøvrigt et fint afsnit både før og efter:
”En lille og splejset dreng, omkring de 15 år, komme tumlende ned af gaden på sine spinkle ben, som om det gjaldt liv eller død, iført jakkesæt med en blomst fastgjort til brystet og en buket røde roser knugende i hånden.”

Rigtig fine flashbacks til brevet søsteren skriver, som drengen tror er et kærlighedsbrev, men som denne læser tænker måske er til ham eller familien? Vi får se.

Det er meget sent i historien, vi får navnet på HP: Johannes. Måske bør det præsenteres tidligere?

”Det sveg i næsen og rev i halsen.” - Det 'sved'

Bragende flot slutning på novellen, synes jeg.Jeg holder især af den afsluttende tanke. Sidste linje. Det er flot.

Du skriver godt.

Mikala

Hej Maja

Det er overvejende en god oplevelse at læse din tekst. Dette konkluderer jeg på baggrund af din meget fine brug af adjektiver og adverbialer, som farver både miljøet og personerne. Det gør scenerne meget levende, og netop DET er en kvalitet, som er et afgørende og bærende element i det at fastholde en læser.

Desuden synes jeg, din direkte tale fungerer. Du former replikkerne, så man ligefrem kan høre personerne sige dem. Den direkte tale giver dermed din tekst dynamik og fungerer samtidig som en katalysator for et spændende handlingsforløb, som netop skal have et passende tempo.
Dette passende tempo synes jeg i øvrigt, at du fastholder fint. Sommetider har skribenter - oftest i en slutfase som denne - tendens til at henfalde i detaljer, og selvom det er godt ment, er det som regel en dårlig idé. På den måde synes jeg også din tekst er god.

Der er imidlertid et par faktorer, som tynger din tekst en smule. Det første, som falder mig i øje, er en til tider lidt klodset udformning af sætningen. Dette er interessant, fordi du gennem det meste af teksten synes at have godt nok styr på, hvordan en god sætning skal skrues sammen, men til tider synes jeg, det smutter for dig. Jeg har derfor tendens til at tro, at det sommetider simpelthen går for hurtigt for dig; at dine tanker simpelthen går hurtigere end din udformning af sætningerne, og sidstnævnte derfor kommer til at halte lidt. Jeg kan godt forstå dette, for hvis historiens forløb kører løs oppe i hovedet på dig, er du naturligvis interesseret i at komme så hurtigt frem som muligt, men det kan have et lidt uheldigt udfald, da læseren jo kun har teksten at gå ud fra. Et eksempel:

1. Bremserne hviner det den bremser hårdt op og sand og grus hvirvles op omkring den.

2. Jeg spejder rundt, i håb om at finde hjælp, men det eneste jeg er vand og store, nøgne klipper som stikker op af dybet.

3. Hendes krop der falder gennem luften for til sidst at bryde den urolige overflade og mine fødder som automatisk sætter i bevægelse, denne gang en helt anden retning end før

I det første eksempel lader det til, at et ord for meget (det) har sneget sig ind og et komma mangler. Dette gør sætningen forstyrrende at læse og gør læsningen en anelse udfordrende.
I det andet eksempel kunne det tyde på, at du har glemt et ord, og dette giver et hak i læsningen, hvilket naturligvis skal undgås.
I det tredje eksempel synes jeg personligt, sætningen bliver udfordrende at læse, fordi der mangler et par kommaer. På den måde mister sætningen en del struktur.

Jeg synes disse tre fejl er lidt generelle for, hvilke mangler nogle af dine sætninger har. Mit råd til dig vil være at være mere grundig med redigeringen (det andet udkast) af teksten, så fejl som disse kan elimineres. Desuden lader det til, at du sagtens kan sætte et ordentligt komma, så jeg tænker, at du nogle steder blot glemmer at placere dem.

Til sidst skal du have nogle noter, som jeg tog mig under læsningen:

nød = nødt
udmattetheden ~ udmattelsen
i (når det beskriver et kollektiv) = I

Udmattetheden i min krop føles om bly, som tynger mig ned i dybet.

Hvordan kan "udmattelsen" føles som bly? Det er vel kroppens mangel på energi, som får den til at føles som bly, og manglen på energien fremkalder udmattelsen? Ellers fint med en sammenligning mellem kroppen og et tungt metal som bly.

"Mordforsøg? Du for det til at lyde så... voldsomt. Og hvor skulle politiet få disse såkaldte oplysninger fra?" siger han og ser på ham med et skarpt blik.

Jeg bliver lidt forvirret her. Er det ikke en jeg-fortæller? Hvem er "ham" i det tilfælde? Jeg opdagede også, at det samme skete lidt tidligere i teksten. Er det en fejl, eller er det noget, som man ville forstå, hvis man havde læst hele romanen?

Direkte tale i anførselstegn skal ligesom alle andre sætninger afsluttes med et punktum eller !/?. Der er flere steder, hvor du afslutter en replik uden noget tegn. Sæt tegnet inden for anførselstegnet, så det kommer til at se "sådan her ud."

Du skal absolut ikke miste modet, selvom min kritik måske kan synes overvejende stor. Jeg er gået i dybden med den, fordi jeg har en fornemmelse af, at du gerne vil have mig til at grave så meget frem som muligt. Faktisk er jeg overbevist om, at du er på den rette kurs. Jeg mener helt sikkert, at din skrivestil viser potentiale, og du har en evne til at gøre en tekst levende, som du kan bygge videre på i mange, mange år fremover. Jeg har en klar fornemmelse af, at du skriver spændende tekster, som med malende billeder fastholder læseren.
Og derfor skal du tage denne ros lige så meget til dig. Jeg vil bare lige afslutte med at sige dette: jeg var ikke på dette niveau, da jeg var 17 eller 18. På det tidspunkt haltede jeg bagefter, hvad du her har været i stand til at producere. Bliv ved, og hold ved! Det er godt og kommer kun til at blive bedre :)

Alt det bedste,

Rasmus

Jeg kan kun være enig i at teksten trænger til flere ophold; det vil gøre den mere læsevenlig. Der er også et par stavefejl og en enkelt gang hvor "hans" skulle være "sin," men når det er sagt er jeg dybt imponeret - specielt over at en 15 årig har skrevet teksten.

Hej Maja

Synes det er fedt, at du giver dig i kast med en længere historie. Jeg er sikker på, det bliver en god øvelse for dig. Ind til for et års tid siden beskæftigede jeg mig næsten udelukkende med disse længere historier (romaner kalder man dem vel), og hver gang har jeg syntes, det var en gevaldig udfordring. I forhold til novellerne, som man afslutter relativt hurtigt, tager en roman som regel flere måneder, sommetider år, og det kan være svært at opretholde gejsten. Derfor kommer der nok nogle gange, hvor du vil føle det som en pligt at skulle skrive videre. Men hold fast i det og afslut historien - også selvom du måske synes den er ved at gå af sporet eller ikke lever helt op til dine egne forventninger. Det er en super øvelse, og du får sat din egen tålmodighed på prøve :)

Med hensyn til denne begyndelse, så har du i hvert fald givet dig selv noget at arbejde videre med. Jeg synes den har potentiale til virke som en epilog. Samtidig kunne det fungere som en situation, som du i de mange efterfølgende sider måske har lyst til at gå lidt forud for; dvs. forklare, hvordan denne lidende person dog er kommet i den situation, som han er. Men mulighederne er mange, og du har sikkert selv en fornemmelse af, hvad du godt kunne tænke dig at gøre.

Jeg henad vejen ret enig med Lise. Den kan godt komme til at virke lidt tung, da læseren får mange informationer at forholde sig til indenfor relativt få ord. Jeg ved godt, du har mange tanker, som du gerne vil ud med, men når det nu er en roman, du gerne vil skrive, skulle man jo synes, at du har rigeligt med tid til det i de efterfølgende sider. Måske skulle du prøve at gøre denne åbning lidt mere nøgen og luftig - ikke luftig som i "fattig", men som i meget læservenlig med flere linjeskift og delafsnit. Jeg tænker, det ville fungere godt for den, som en åbning. Og det gør jo ikke noget, at du ikke kommer i dybden. Det du skal fokusere på her er at give læseren lyst til at fortsætte. Jeg synes det er ganske spændende, og jeg sidder med en masse spørgsmål, som jeg gerne vil have besvaret. Så set fra min side bliver din opgave nok mere at få gjort den læservenlig - brug mindre telling og mere showing. For det lader jo til, at dine idéer er mange, og det gør mig allermest tryg.

Alt det bedste og held og lykke med det,

Rasmus