Rigtig, rigtig god, du får alt med i en meget lille tekst. Især metaforen med stjerner på kinderne er jeg komplet forgabt i. Jeg kan simpelthen ikke finde noget dårligt ved den, bortset fra en lille ting; nemlig den detalje, at et rottehund faktisk er en hund, der tager rotter. Og jeg tvivler på, at en hund, der kan æde en mus, er stor nok til selv at blive ædt af en kat, med mindre hvalpen er nyfødt.

En helt almindelig tur i toget fra Århus til Odense. For historiens hovedperson er det dog en både nervepirrende og klaustrofobisk rejse, og som læser føler man sig nærmest fanget i den unge kvindes hoved, hvor tankerne flyver rundt som vrede bier.

Man finder aldrig helt ud af, hvor galt det står til med hovedpersonen - har hun en spiseforstyrrelse, og måske tendens til social fobi, eller er hun bare et par grader mere følsom end de fleste? Man får kun hendes syn på sagen (der er for eksempel ingen gengivelser af andre personers reaktion på hendes adfærd, og der er kun en snært af flashbacks), og det skaber denne ekstremt intime fornemmelse. Denne dobbelttydighed fungerer godt.

Anskuet som historie er den lidt sværere. Jeg savnede en rød tråd, et mål, af en slags - noget som kunne styre mig igennem alle tankerne. Måske lurer der et svært møde forude, eller måske sker der et eller andet som tvinger hende ud af hendes 'selvsving'.

(Et par afsnit ville lette læsningen lidt; teksten var lidt bastant at se på.)

Teksten er rigtigt vellykket i dens skildring af hovedpersonens intense, indre univers - men jeg savnede som sagt lidt handling for at gøre læseoplevelsen komplet.


Håber mine kommentarer kan bruges til noget!

Vh Karen

Jeg forstår ikke digte. Oftest føler jeg at der søges efter et udtryk, i en grad der steriliserer digtet.
Uden at være for kritisk, så er dette lige netop den slags. Der mangler en følelse. Jeg mangler i hvertfald en følelse. Beklager!

Åhhhh hvor jeg kommer til at tænke...
-tænke på et gammelt indiansk digt.

-erindrer det desværre ikke helt, men:

I skønhed vandrer jeg
i skønhed vandrer jeg med regnen
i skønhed falder regnen på mig....

Herligt på en sommerdag, med kort vej hjem til det tørre tøj,
-og en herlig lille sag du her har begået!

Hilsen
-levi

Hej - læste lige dit digt. Barnlig glæde, ikke?

Du får lige det her...


1 1 1 1 1
1 2 1 1 1
1 2 2 1 1
1 1 1 1 1

Digtet hedder "svaner i regnvejr"

jeg kan ikke huske hvem der har skrevet digtet (eller om det helt ser sådan ud ), men jeg kom til at tænke på det da jeg læste dit.

synes lige at du skulle have det, for jeg blev selv så overrasket over.... ja, først over hvad det nu skulle til for, og så bagefter... hvor enkelt man kan udtrykke sig

Thomas

Hej Linda
Rouletten fandt lige dit digt her, og hvor er det fedt. Jeg ser lige den nøgne pige med de røde gummistøvler stå ude i regnen, hvor alle hendes facader og parader bliver skyllet væk af regnen, så der til sidst kun er hende den lille nøgne og uskyldige pige tilbage.
Et stærkt digt, som jeg rigtigt godt kan lide.
Smukt i al sin enkelhed.
- trudi

Fantastisk tekst hvor du giver os nogle smukke brudstykker af nogle blottede liv, som ingen ser.

// Christian

Hej Linda, virkelig god og velskrevet realistisk historie om følgerne af et selvmordsforsøg. Vi får lov at se, hvad der virkelig sker efter forsøget. Det er jo forfærdeligt for hp, der ligger der og føler, at hun selv er skyld i det og så hele adfærden hos personalet, der bare understøtter denne opfattelse hos hende. Man har lyst til at skrige. I denne tid med mange nedskæringer er den jo nok alt for virkelig, der gøres ikke meget for at forebygge. Tragisk, men lærerig historie. VH Mons

Der er en stor sikkerhed i det du skriver, hvilket er meget fortryllende, når man læser. Man tænker ikke "åh nej, nu går det galt" hele tiden, det flyder bare, er sammenhængende og de tekster jeg har læst af dig, formår alle at gå op i en større helhed.
Du er utrolig talentfuld, og din måde at skrive på - og ikke mindst det du skriver om - sætter en masse tanker i gang. Det skal du have tak for.

Efter også have læst "med maven fuld af kul", sidder jeg og bander de små blå piller væk. Læger der kører efter apparatfejlmetoden, og tror at alt kan fixes, som var man en bil.

Hvor blev samtaleterapien af. De vedkommende venner? Vandreturene i naturen? Hunde og katte på sygehusafdelingerne? (det sidste bruger man rent faktisk på testbasis i Sverige, og sparer meget medicin. Hvis en patient får et sammenbrud, et angstanfald eller lign. sender man vovsen ind på stuen et par timer).

Fint digt. Der er alt for mange der får udskrevet små blå piller, nu om dage.

Mange hilsner Peter :)

Hej Linda

Fantastisk lille tekst. Jeg kan rigtig godt lide de gentagelser, du fortæller historien med. Det er næsten lyrisk.

Konklusionen er jeg dog ikke enig i: hylden viser ikke hvor lille du er, men hvor sød du er. Alt for sød. :)

Forresten har jeg også boet på kollegium og kæmpet om køleskabshyldeplads. Det er jo sådan en regel der hedder, at det der ligger på din hylde er dit, så jeg vil sige, hvis andre lægger ting ind på din hylde, betyder det blot at du skal færre gange i Netto ;-) Spis det! Æd det! Drik det!

Mange hilsner Peter

Hej Linda :)

Ja, det var fuldstændig gribende. Jeg har mega stor respekt for din hudløse ærlighed. Det er virkelig modigt!
Jeg synes jeg har læst mange selvmordshistorier på Fyldepenne, hvor det altid slutter med at hovedpersonen æder en masse piller, og så sover ind. Slut! Men sådan er virkeligheden jo (heldigivis) sjældent. Din berettelse begynder, hvor alle de andre slutter. Og der er virkelig meget at lære, ved at læse denne her tekst.

Alle dine tanker og følelser går rent ind i mig. Samtidig flyder din fortælling bare så godt, at jeg straks befinder mig på hospitalet, vel oppe i loftet et sted.

Jeg tror aldrig jeg har fået vist begrebet 'ensomhed' så godt, som i din historie. Det er virkelig en knugende ensomhed, som skriger helt vildt højt, hver gang du vælger, "ikke at være til besvær" i de forskellige situationer.

Igennem hele historien, tænker jeg på linjerne i din præsentation: "... jeg fungerer ikke helt som jeg skal ...", og hvis det er dig denne tekst handler om, som jeg formoder med din barske livshistorie, må jeg sige, at hver eneste tanke netop viser, at du fungerer som du skal. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er systemet, der ikke fungerer som det skal, og familie og venner der ikke fungerer som de skal. Så undervejs får jeg oparbejdet en skrigende vrede mod systemet og den danske uærlige facade, hvor man ikke har tid til at lytte til hinanden, og problemer og afmagt bliver lukket så meget inde, at det til sidst eksploderer.

Vi hører lige fra børnehaveklassen, at vi skal lære at tale om tingene, tale om konflikterne og løse dem på den måde. Men hvad pokker hjælper det, når man så er blevet god til at tale om sine egne følelser, men ingen i ens omgangskreds kan finde ud af at lytte! Ingen tør lytte! Og heller ingen tør stille spørgsmål. Billedlig talt: hvad hjælper det, at man selv er modig nok til at krybe ud af sit sneglehus, og begiver sig rundt i byen for at snakke, få bekræftelse, løse problemer og få feedback, når alle andre har låst sig inde i deres egne huse!?

Hele denne her historie, viser jo også sundhedsvæsnets gående rundt, som katten om den varme grød. Vi løser alt muligt andet, end selve problemet. Alt handler om kul, tid til bad, vagter der skal holde øje osv. Efter sådan en tur her, kunne jeg frygte at man kom ud med endnu større ensomhed, end man kom ind med.

Anyway, du får virkelig rørt nogle dybe følelser i mig. Jeg tør vædde med at der er tusinder af danske piger derude, der har følt tæt på præcis det samme, som du gjorde her. Du har blot været modig nok til at fortælle om det, og give det videre.

Jeg tror der er rigtig mange teenagepiger herinde, der kan få utrolig meget ud af denne her tekst. Der må virkelig være meget genkendelse i det her, for mange. Samtidig synes jeg du er enormt dygtig til at forstå og forklare dine egne følelser (selv om man måske aldrig selv synes det). Usikkerheden her i livet bærer vi alle på, det er bare ganske få som dig, der tør sætte ord på den. Faktisk sidder jeg tilbage og er meget mindre bekymret for dig i fremtiden, end for alle andre nævnt i denne her tekst.

Held og lykke, og find nogle venner der tør snakke lige så ærligt om tingene, som du selv. Det fortjener du.

Bedste hilsner Peter

Puha, barsk historie, jeg får virkelig medfølelse med den unge pige, som bare ikke vil være til besvær, og jeg har lyst til at skrige "Så gør dog noget" til personalet. Desværre er jeg bange for, at historien er alt for realistisk i dagens Danmark, med diverse nedskæringer på sygehusene, der bliver brugt alt for lidt tid og penge på forebyggelse, selvom det havde været langt bedre, så havde man måske kunnet få gravet lige det spadestik dybere og hjælpe hende lidt mere langsigtet.

Men rigtig godt fortalt, meget realistisk og man lever sig meget ind i det.

Mvh Pia

Hej Linda

Du skriver bare SÅ godt! Jeg var fængslet fra start til slut. Medfølelse. Og jeg kan genkende mig selv. Og min ven som også har været indlagt efter selvmordsforsøg. Det er barsk læsning. Men du gør det godt...

Kh Ida

Hej Linda - Charlotte skriver. Jeg vidste slet ikke du også var her inde;) Håber alt er vel. Som jeg har sagt før så er du en rigtig god skribent;)
Knus teo - Charlotte

Jeg kan godt lide, at det nærmest kan koges ned til "Folk forsøger at redde masken" - genialt.

Et drømmesyn. Brudstykker af noget, som hver for sig står lysende klart, men hvor den store sammenhæng ligger lige uden for rækkevidde.

Fantastisk smuk skildring.

/Gitte

Hej Linda

Jeg er bare helt solgt efter at have læst din tekst.

Billedet af klovnen og cirkusprinsessen der passerer hinanden bag tæppet brænder sig fast inde i mit hoved. Simpelthen fantastisk.
Du har virkelig et talent for at skabe knivskarpe billeder med de helt rigtige ord.
Håber på at du sender mere ind af denne slags.

VH Dorthe

Jeg hader også folk der behandler deres rotter som om de var børn. Hunde skal ikke have tøj på! De har ben!
Det er en rigtig god tekst.

Kh

Kære Linda

Du skal sige fra!
Men en rigtig dejlig, ligefrem tekst. Og jeg kender det så godt. Jeg tror faktisk at jeg lige vil sige det til mig selv også.

Kære Ida
Du skal sige fra!

Også selv om det ikke umiddelbart synes så vigtigt.
Jeg holder med dig!

Kh Ida

Hej Linda, jeg kan tilslutte mig betegnelserne rørende og sørgelig, denne tekst er begge dele, tilmed velskrevet. Ja, klovnen græder for alvor og alle griner, og så den anden ensomme linedanser. De finder så tilsyneladende alligevel sammen - og der kommer et barn. Slutningen får en til at tænke: skal det barn gennem alt det onde først, eller...? Ja, hvad kan man sige andet end en smuk tekst? VH Mons

Hej Linda..

En meget rørende og sørgelig tekst, man siger jo at bag masken, græder klovnen.
Du har formået at ramme det præsist.
Lige en ting, det hedder vist sygne hen.

Vh. Lizzi

Meget anderledes og interessant måde du har skildret meningen på her.
Det er en følelse, som ikke mange snakker om, og som for nogen vil være svær at forstå, fordi de aldrig har haft den.
Jeg er glad for at have fundet den her tekst - selvom den jo egentlig får mig til at føle mig lidt trist. Du skriver godt - med en helt anderledes stil end jeg har set før herinde! Jeg læser videre på nogle af dine tekster :)

Hej Linda.
Et dystert scenarie! Men godt skrevet.

vh
Jytte Westendahl