Jeg har nok ikke så meget nyt at tilføje, end hvad de andre allerede har nævnt :)

men jeg fornemmer også ret tydeligt at du er glad for at skrive, og at det kommer i et nemt flow. Jeg bliver nysgerrig på hovedpersonen og hendes historie. hun fremstår ikke synderlig selvstændig, hvilket lægger bunden for en potentiel spændende personlig udvikling. Jeg bliver også nysgerrig på hendes forhold til Frederik - hvem er han? Er der blandede følelser mellem de to?

Personligt synes jeg også hurtigt det bliver forvirrende når du både bruger anførselstegn ved direkte tale og hovedpersonens tanker. Siden du skriver i 1. fortæller vil du nemt kunne flette hendes tanker direkte ind i teksten, el. lign. :)
Jeg savner også en opdeling mellem prolog og kapitlerne - det gør det lettere at overskue og følge udviklingen i historien. Derudover synes jeg også det bliver en smule for tungt med oplysninger om hvilken taske hun har etc..
Dog fine detaljer omkring hendes ansigt og modvilje over at skulle ind i centeret med rødme - det fortæller mig noget om hovedpersonen og hendes livshorisont.

god fornøjelse med den videre skrivning, tegner til at kunne blive rigtig spændende, a'la "Wild" af Cheryl Strayed.
Tak for god læsning :)

også for mig, vækker dit digt en masser minder til live.
jeg har egentlig ikke savnet Århus i lang tid, men din malende tekst vækker noget i mig.

god jul og godt nytår til dig :)

spændende læsning.
humoristisk og tragisk på samme tid. og som tidligere nævnt, det kræver en smule koncentration, men jeg blev fanget allerede i de første linjer; du skriver fængende. ros til dig.

jeg opfatter det umiddelbart som noget eksistentielt: en søgen efter en større mening, en form for trøst i et krisefyldt liv. menneskelig-gørelsen af gud, realiseringen af at vi i sidste ende er alene.
hmm... drømmekone og drømmebørn. fornemmer ensomheden.
som sagt, spændende læsning. har helt sikkert lyst til at vende tilbage og granske din tekst igen en anden gang :)
rigtigt fine detaljer med piben og Bodil.

tak for god læsning!

så enkelt og så sandt. det sætter helt sikkert gang i tankerne på en positiv måde.

jeg synes heller ikke du skal rette i dine beskrivelser, de fungerer fint for mig.
til gengæld synes jeg det er svært at følge i din fortællervinkel i samme sekund Daniel drages ind i handlingen.
til at starte med følger man din kvindelige hovedpersons vinkel, men springer kort over til den mandlige, da han lægger røret. så tilbage til hende, mens hun venter og så igen ham, da han pludselig står uden for døren.
har du gjort dig klart hvilken vinkel du har valgt? umiddelbart er det jo som altvidende fortæller, og det fungerer såmænd helt fint i første del, og sidste afsnit. det er bare afsnittet hvor Madelene og Daniel intereagerer at jeg bliver forvirret - uden at jeg helt kan sætte fingeren på, hvad der gør det. ellers tak for spændende læsning :)

du skriver fængende og "fyldigt", men jeg savner nogle interaktioner (selvom jeg fornemmer de kommer ;)).
derudover savner jeg også noget imellem afsnittene: første afsnit og mødet med det dårlige, er meget kraftigt - men hvilket indtryk gør det på hende? når man pludselig springer 2 uger, spørger jeg lidt mig selv om det bare var en bagatel af en art. eller påvirker det hendes hverdag, fylder det hendes tanker? fortrænger hun det? især når hun i andet afsnit pludselig har fundet modet til at konfrontere det.
og jeg føler mig også lettere forvirret over hendes evner, men det kan være det kommer senere.

ellers rigtig godt skrevet og meget let at leve sig ind i :) er nysgerrig på Daniel, og det er tydeligt at han ikke er tilfældig.

det kan også være svært at få det ned på papiret, så de afspejler den oprindelige idé. det eneste jeg kan sige er: skriv! få så meget som muligt ud - kladderne kan altid sorteres i, senere :)

Hej Jon,
dit digt virker mangelfuldt for mig - for enkelt og ligetil, og ikke hvad jeg normalt forbinder med digte, selvom jeg slet ikke har hjemme i den genre.
det kunne for mig, ligeså godt være en indledning til en rapportage eller lign.. men budskabet er stærkt, og tror sagtens det kan blive rigtig godt og fængende med lidt arbejde. Fortsæt endelig, det er et meget aktuelt emne med oprigtig menneskelig lidelse. et emne der fortjener alverdens fokus.

Du skriver godt og flydende. dog savner jeg lidt flere kommaer.

jeg føler også at du nemt kunne bruge lidt mere "tid" blandt de forskellige personer, og gå lidt i dybden med dem - hvem er de, hvilken type mennesker, hvordan er deres hverdag? og så måske springe lidt mindre imellem dem til at starte med. altså, bruge mere tid på de enkelte passager, gå mere i dybden med den enkelte, inden du springer videre til den næste. man er ikke i tvivl om at der skal til at ske noget, men jeg synes næsten handlingen går for hurtigt - måske hvis du byggede det lidt langsommere op, med fokus på rammerne for universet og dine karakterer inden det hele bryder løs?

håber det giver mening og at du kan bruge det. glæder mig til at læse mere!

du skriver godt med et let flow. universet virker gennemtænkt, og selvom jeg ikke har læst 1. kapitel har du fanget min interesse. spændende!

det er så fantastisk når pårørende er til stede på den måde, og følger forløbet til dørs selvom det er hårdt. har alverdens respekt for jer.
jeg står selv ofte med terminale borgere og deres pårørende i mit arbejde som hjemmesygeplejerske, og det er rart når den syge kan få lov til at tage afsked på deres egne præmisser.
tak fordi du delte.

dine beskrivelser er gode og detaljerede.
Dog undrer jeg mig over, hvordan en enkelt kvinde kan bære en voksen ulv hele vejen hjem og op til en lille lejlighed?
Nu er det tydeligvis ikke en almindelig ulv, men ville da næsten tro at de er aggressive når de føler sig truet (hvilket de uden tvivl vil gøre når de er såret, uanset situationen).
som sagt, kan godt lide din måde at beskrive på, det er let at leve sig ind i din fortælling. håber på at se mere fra dig :)

utrolig underholdende og rar tekst!

alle burde skrive den slags ned, især inden man glemmer alle de sjove detaljer, som du heldigvis har mange gode af!
det er jo en ren guldgrube for os 'unge' at høre om, hvor anderledes livet var for bare 60 år siden! og opdage at livet rent faktisk kan handle om andet end materielle goder! ;)

mvh katrine

haha!
har selv arbejdet i Netto i næsten tre år, og der kan virkelig ske mange skøre ting i sådan en butik! men har desværre aldrig fået en hund ud af det...

rar og nem tekst at læse! du fanger selve stemningen i butikken godt ved bla. a. at nævne alarmen fra flaskeautomaten, 'hvor er den nye dreng henne' og at de mangler hans nøgle i kassen. ting som almindelige kunder nok ikke lægger mærke til, eller tænker over, men som er en vigtig del af hverdagen for medarbejderne.