Hej Poul
Efter første gennemlæsning affærdigede jeg din tekst som et surt bøvs fra en maskinstormende romantikker i kamp mod en vindmølle, han ikke forstår – sikket fordi affærdigelse er min generations spontanrefleks, når nogen tillader sig at kritisere, problematisere eller blot udtrykke sig forbeholdent om ’vores’ værdier, spilleregler og institutioner.
Heldigvis læste jeg teksten igen.
Og for nu at begynde med begyndelsen er jeg nødt til at spørge, om præmissen er rigtig? Har Facebook (og de andre sociale medier, hvortil vi vel i princippet må medregne Fyldepennen) faktisk reduceret omfanget af ’rigtig’, social interaktion? Og er reduktionen i så fald universel og ikke noget, der bare er sket i dit liv? Oplever mennesker i din omgangskreds det samme?
Er der ingen plausibel, alternativ forklaring på den reduktion i kommen-hinanden-ved, du føler, du har mistet?
Ingen tvivl om, at SMS, Facebook, Snapchat mv. har påvirket måden, vi kommunikerer. Men for det første er jeg ikke sikker på, at det nødvendigvis er et nulsumsspil, og at vores virtuelle liv derfor er på bekostning af vores ’rigtige’ liv – måske har vi bare kittet pauserne ud med meningsløse (men uskyldige) Likes, festligt blinkende ideogrammer og slørede billeder af kønsorganer i modlys – kunne det ligefrem tænkes, at FB & Co faktisk har tilført vores sociale liv mere, end det har taget væk?
For det andet tænker jeg, at årsagen til, at kvaliteten og hyppigheden af vores fysiske møder er for nedadgående (forudsat det virkelig er sandt), i lige så høj grad som FB & Cos fremmarch må tilskrives stigende produktivitetskrav på arbejdsmarkedet og pres på sociale sikringsordninger; travlhed, stress og usikkerhed er rigtig sløje katalysatorer for social interaktion.
Kom det nu alligevel til at lyde som et angreb?
Eller et defensorat?
Det var ikke meningen.
Meningen var bare at folde nogle af de tanker ud, dit essay fik til at fare rund i mit hoved, og sige tak for en hyperrelevant påmindelse om værdien af det tangible og virkelige.
Rasmus
PS ’True liv’ er et anagram af ’virtuel’ – det er sikkert bare et tilfælde:-)

Dejligt digt med en rigtig fin og intim stemning og mange gode billeder.

Måske ville begyndelsen stå skarpere, hvid du omskrev første sætning til noget i retning af ”Jeg trækker dig og øjeblikket med ud i dagslyset” – måske er det bare mig.

Og så er du kommet til at skrive i dag i ét ord, men hva’? Det ser ingen

Mod slutningen bliver sproget en anelse mindre flydende og billederne en anelse mindre klare end i begyndelsen, fx ’jeg fanger din ånd, som vi fortabes i tiden’ og ’Hjemløse fantasier om så mange værdier’. Overvej, om ikke du kan slalomme uden om passiven (fortabes) og rimet (fantasier og værdier).

Nå, men det er småting i et ellers fint digt.

Hold fast ved, at det er en dejlig scene, du har sat, og en dejlig historie, du fortæller!
rasmus

Hej Tatiana
Jeg læste kapitlet uden at have set hverken dine profiltekst eller dine bemærkninger om romanen, men stemningen fik mig til at tænke på Raskolnikovs første møde med sin søsters forlovede, Lutzhin, i Dostojevskijs Forbrydelse og Straf – nu giver det mening.
Du spørger til sproget – det er som udgangspunkt fint – der er enkelte detaljer omkring tegnsætningen hist og pist, men det er småting.
Et par ting synes jeg, du skal overveje.
Der er en stemning af ”gamle dage” over teksten. Fx bruger Sjens mor vendinger som ’rapse’, og ’ballademagere’. Og Sjen, der, så vidt jeg kan se, er en ret ung mand, bruger vendinger som ’tossekassen’ og siger, at hans mor ’lignede en skolepige på første date’, og bemærker om sin mor, at hun ’knevrer’ og ikke er ’en ørn til dansk’.
Jeg hæfter mig også ved passagen, hvor Sjen siger: ”Jeg trådte et skridt frem og tog om den velklædte og velduftende, fremmede i sin skønhed kvinde.” Navnlig sætningens sidste led virker knudret og under alle omstændigheder ikke som noget, en ung mand ville sige.
Som nævnt i begyndelsen har din tekst naturligt nok, hvad jeg med min begrænsede indsigt vil kalde russiske rødder; dem skal du ikke fjerne, men jeg tror, teksten vil vinde ved, at du gør sproget ’ynger’, navnlig Sjens.
Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på to mulige (og vidt forskellige) inspirationskilder: comedy-podcasten ’Fup i farvandet’ og Peter Høegs roman ’Elefantpassernes børn’; den først for at du kan høre ’ungt’ sprog, den næste for at se et eminent eksempel på en kompleks historie med mange lag, der bliver fortalt med en utrolig sproglig lethed.
Håber, du kan bruge noget af al min rablen til noget.
Og inden jeg glemme det, vil jeg også lige sige, at jeg synes, at din indledning lover godt for resten af historien, som jeg vil gælde mig til at læse.
Rasmus

Hej Tommy, glimrende fortælling du har sat i gang her. Jeg glæder mig til at se historien folde sig ud.
Et par observationer:
Du åbner med en scene velegnet til at pirrer min nysgerrighed; en ravn bringer nyt fra fronten.
Glimrende!
Men handlingen (og dermed spændingen) bremses af faktuelle oplysninger, som dybeste set ikke er nødvendige for at scenen kan folde sig ud, eller som (i det omfang de er nødvendige) kunne præsenteres mere subtilt.
Fx præsenterer du karaktererne med både navn og titel, Lord Haart, General Daggert (som du senere omtaler som Lord Daggert), kammertjener Viktor – lad i stedet hierarki, roller og relationer fremgår af handling eller samtaler.
Din åbningsscene minder om indledningen til Hamlet:

(The castle at Elsinore. A platform upon the battlements.
Enter Francisco, a sentinel on guard. Enter Bernardo).
Bernardo: Who’s there?
Francisco: Nay, answer me, stand and unfold yourself.
Bernardo: Long live the king.
Francisco: Bernardo?
Bernardo: He.
Francisco: You come most carefully upon your hour.

Du skriver en roman, ikke et skuespil og skal naturligvis skrive din egen historie på din egen måde, men jeg tror, du kunne vinde meget ved at lade dig inspirere af Shakespeares meget skarpt skårne replikker.
Din indledning kunne fx se sådan ud:

Haart Slottet, tronsalen.

"My Lord? Daggerts ravn … den er landet" begyndte Viktor.
Lord Haart stirrede tavst ud i rummet. Fingrene vandrede langs udskæringerne i tronstolens mørke armlæn. Hovedet rokkede næsten umærkeligt fra side til side. En fremmed ville antage, at hans sind sov. Viktor vidste bedre.
"Daggert melder om gobliner på vej mod Det Gyldne Pas. Hundredvis. Få våben, men Daggert minder om deres kampiver og sammenhold. De anføres af en goblin håndhæver, større end tre mænd og i konstant kontakt med Kong Gretchen. Via ravn må vi formode".
Viktor stoppede et sekund og tog en dyb indånding i forsøg på at styre sin dirrende stemme. Han var ikke bange, nærmede ydmyg.”

Jeg stopper her og håber, du kan bruge noget af alt min plapren til noget.
Glæder mig til at læse mere.
Rasmus
By the way; endelsen ’chen’ angiver på tysk, at noget er småt.

Gretchen er derfor lille Grethe … så ehh … Kong Gretchen… ikke den meste skræmmende fjende:-)

Emnet er skidegodt, fordi det er relevant og vedkommende for dig; du har mange fine observationer, og man mærker din nysgerrighed og tvivl, men også en beslutsomhed, der er inspirerende.
Et par ’råd’.
Der er en del gentagelser. Ikke sådan at du siger det samme ord for ord, men det sker flere steder, at en idé eller tanke, du allerede har præsenteret, dukker op igen i ny indpakning – skal du undgå det, kræver det nok, at du sætter dig ned og strukturerer dit emne og dine vinkler mv. – jeg ved godt, at det lyder lidt dansklæreragtigt, men jeg er bange for, at er rigtigt … En dansklærer ville sikkert også lige nævne, at du, nu hvor du har valgt at dele din tekst med ”verden”, også lige bør løbe den igennem og få udryddet de stave- og grammatikfejl, der er hist og her, men jeg er ikke dansklærer, så det nævner jeg ikke med et ord.
En sidste ting er de citater, du har taget med – de er sådanset fine nok, men faktisk synes jeg ikke, at de tilfører noget; det er dine tanker, der er interessante; stol på, at det, du har at sige, er godt nok og glem Einstein & Co.
Glæder mig til læse mere.
Rasmus

Tak for rørende digt. Du skriver personligt og stærkt, det er rigtig fint. Med hensyn til det 'tekniske' kunne du overveje at variere opbygningen af dine sætninger lidt mere. Jeg tror, det kunne få budskabet til at træde endnu tydligere frem. Men alt i alt et super digt.
Rasmus

Hvem sagde swirp!? Fedt digt, er særligt vild med de tabubelagte porcelænskroner og tandblegningsmidlet til tusindvis af kroner ... og tid.
rasmus

Igen et fint lille vers på vendelbomål. Finurligt, sjovt og sprogligt berigende. Mere dialekt i det offentlige rum nu, tak!
rasmus

Du rammer SÅ præcist! En tanke, en idé, et billede, et digt - jeg ELSKER det!
Rasmus

Er vild med 'historien' og de billeder, du maler. Rimene virker dog lidt forcerede, og jeg tænker, at formen måske i virkeligheden er lidt i vejen for, at din idé kan folde sig ud med den kraft, den fortjener. Men fandeme en fin 'scene'!
Rasmus

Glimrende kapitel med højt tempo og masser af action.
En enkelt teknisk kommentar: faktuelle oplysninger (som fx at Jodys lillebror er lavere end hende, at protaognisten trækker den næste kniv op af én af skederne i sit bælte, at Jodys hår er samlet i en tyk fletning og at Jameson er middelhøj og veltrænet) bør, hvis de overhovedet er nødvendige for historien, placeres uden for de højspændte actionscener.
Og en enkelt anden ting: du skriver: "... kastede dolken gennem luften, hvis blad hvirvlende borede sig ind i drengens hals,...". Meningen er helt sikkert, at det er DOLKENS BLAD, der borer sig ind, men 'hvis' henviser her til det, der kommer lige umiddelbart før kommaet, altså LUFTEN.
Og en sidste ting i samme sætning: du bruger ordet 'hvirvlende', til at beskrive måden hvorpå dolkens blad borer sig ind i drengens hals ... Jeg kan gå med til, at dolken hvirvler gennem luften, men når den rammer halsen (og borer sig ind), er den færdig med at hvirvle; hvirvle duer altså ikke til at beskrive bladets bevægelse gennem halsen.
Som sagt synes jeg, det er fin tekst med mange gode elementer, og jeg glæder mig til at læse videre.
R

Hej Kim, et glimrende billede af den hektiske summen, der hænger i luften overalt lige nu. Men jeg tænker, at du kunne få lidt mere ud af din idé, ikke mindst sprogligt; historiens skelet er lige i skabet, men jeg savner nogle 'muskler' God jul.
Yorick

Sjov observation, som understreges af tempoet i din tekst, der, det relativt høje lixtal til trods, føles rasende hurtigt – det sidste synes imidlertid ikke at være et spørgsmål om at få noget overstået i en fart; kun et udtryk for din entusiasme for emnet – jeg kan li’ det! Om der er noget om snakken? Ikke sikker. Hvis reglen var helt konsekvent, burde betegnelserne for mere eksotiske former for seksuel udfoldelse jo konsekvent være enstavelsesord eller ord med dobbeltkonsonanter - No matter what, din tekst holder!