"...jeg tager dine kommentarer til mig" skulle der selvfølgelig stå ;)

Man lærer jo lidt undervejs og jeg tager mine kommentarer til mig!

Det er skrevet som en 10 minutter skriveøvelse i et skriveværksted, så når man er lidt mere under pres kan der hurtigt ryge nogle sætninger/ord til og fra, som jeg måske ikke havde valgt hvis jeg havde haft mere tid. Det kan sagtens tænkes at jeg senere hen kigger på det igen. Og tak for din kommentar - igen!

Det er noget af det jeg også rigtig godt kan lide - inspirationen og motivationen når man læser andres ting. Uanset om det så er vrøvledigte eller noget tungere. Jeg kan faktisk blive lige så inspireret af at læse noget a la "Frøen Frederik frøs på sine fusser, han havde ingen penge til waders eller sko, de blev alle brugt på farvetusser, men i det mindste ku' han tegne sig en flot obo".

Jeg sidder af og til og kigger lidt på synonymer, og så dukker der jo nye spændende ord op som dukker op næste gang jeg skriver noget. Nogle gange har jeg hørt folk sige at det er noget pjat at gøre brug af en synonymordbog til tider, men det er jo bare endnu en måde at lære nye ord, udvide sit arsenal af ord og jeg kan ikke se det som andet end noget der fx tilsvarer at lære nye strikketeknikker eller lignende indenfor en hobby. Noget der bare kan være en del af interessen i at skrive, i sproget og at øve sig i at bruge det.

Og ja, der skulle lidt håb ind til sidst. Jeg har svært ved at skrive og slutte af helt uden at give bare lidt håb til sidst - måske skal jeg prøve at lade være snart, for det er snart blevet lidt for meget en vane i det meste jeg skriver.

Tak for kommentaren :)

Det her var ikke helt hvad jeg tænkte da vi skrev frem og tilbage i går, men der skal jo også være plads til nye retninger. Jeg har en i del år gået og pønset på at skrive musik til nogle danske tekster - i mere ballade-agtig stil, måske a la Søren Huss' dystre numre, uden at det overhovedet er der jeg selv stilmæssigt har helt hjemme, men det er nok der jeg synes nogle af mine danske tekster faktisk har hjemme. Jeg har en håndfuld andre tekster i lignende stil, så måske kunne det passe ind på sådan et album. Om det så lige nu fungerer for mig som alene-stående digt er jeg ikke helt sikker på - og som sangtekst burde der måske være nogle flere vers/strofer. Det er en interessant drejning det så har taget nu ifht. hvad det kan bruges til. Der er nogle ting jeg ikke er helt tilfreds med nu, men så fik jeg da lige delt nogle tanker om det.

De hiver, trækker,
strækker mig helt ud,
til atomerne ikke længere binder bånd med hinanden
- organismens fuldstændige død.

Jeg kunne resignere,
endda melde mig helt ud,
så neuronerne ikke længere gi'r liv til tanker og ånd,
- fuldstændig hjerte- og hjernedød.

Tyndslidt i samfundets sorteste hul;
afsjælet i universets yderste afgrund;
uden tilværelse, tid, kaos og undergang
før jeg en dag genopstår jeg i livsmodets lue.

Det skal jeg nok gøre. Kigger på det i morgen, når jeg er mindre træt. Tak for din feedback.

Det er faktisk rigtig interessant - og jeg kan godt lide formen på det der! Du skal ikke undskylde for at klippe i det, for jeg må indrømme at jeg lidt tænker Fyldepennen som mere en "legeplads", hvor der netop der plads til at kunne arbejde med tingene ud fra nogle kommentarer. Jeg er generelt rigtig dårlig til at tage imod kritik, også selvom det er konstruktivt, men jeg arbejder på det!

Lidt sidespor:
I dit "udklip" kan jeg godt savne det lidt mere konkrete data-orienteret/hårde facts fra fysikkens verden, i mangel på bedre ord, men det er nok lige så meget pga. hvordan jeg selv generelt tænker til hverdag, i forhold til minder, erindringer, situationer og følelser. Jeg er enormt dårlig til at danne billeder i mit hoved (aphantasia) eller overhovedet "høre" en indre monolog osv. Det lyder måske næsten som modsatte elementer af hinanden (et interessant emne til noget nyt måske), men meget af min erindring om ting bygger mere på "følelser" og data af en given situation mere end indre billeder jeg kan se for mig, dialog/monolog osv. Som et lidt relateret eksempel: når jeg spiller musik VED jeg at specifikke intervaller/harmonier giver en følelse af X, Y, Z, men det er ofte noget der er lært som "data" først og dernæst en følelse: "hvis du tilføjer en stor sekund til en mol-akkord, så vil den lyde endnu mere trist/melankolsk - og modsat, tilføj en stor sekund til en dur-akkord og den vil lyde mere glad/fredfyldt". I mit hoved er det hele lidt noget hvor der først er data og dernæst at binde det sammen med nogle følelser. Jeg bevæger mig lidt ud af et sidespor her, men det beskriver måske lidt min baggrund for at skrive det her digt. Men jeg kan faktisk rigtig godt lide dit "udklip". Gad vide om jeg kunne opsamle/afslutte det på en fornuftig måde...

Stof til eftertanke! Tak!

Jeg hoppede lidt rundt i mit svar og fik ikke det sidste af en sætning med:

"Men så vidt jeg ved, så er det i hvert fald på en eller anden måde noget man ikke lige kommer tilbage fra".

Hej Lars! Tak for dine kommentar og pæne ord. Der kommer lige lidt forskellige tanker omkring digtet, som kunne beskrive det lidt mere, for jeg er enig i at analogierne godt kan være lidt tabt eller efterladt lige lovlig meget til fortolkning. Det bliver muligvis en lidt lang svarkommentar, men det hjælper også mig til at reflektere over det, når jeg skriver mine tanker om det ned.

Det er faktisk ofte en af mine udfordringer hvis jeg skal skrive noget der er kortere end mine ellers til tider alenlange skriblerier.

Bare lige for at påpege nogle sammenhænge, som jeg er helt enig i godt kan være gået tabt:
- Jeg har været møg-stresset, specielt pga. fagfolks inkompetence og min efterhånden pressede økonomiske situation som følge deraf. Så jeg er blevet strukket og trukket lige så lang og tyndslidt som man muligvis bliver i et sort hul et sted ude i universet (spaghettifikation).

- Psyken der afspejler sig i fysikkens verden: måske skulle det have været omvendt, men jeg tror jeg fik den vendt rigtigt, selvom jeg kæmpede lidt med det. Jeg ville gerne have det i en sammenhængom at entropien i sindet tilsvarer beskrivelsen fra fysikkens verden:
"Entropi, et mål for graden af uorden i et system, der indeholder energi eller information.", og ikke mindst beskrivelsen af termodynamikkens 2. lov:
"Termodynamikkens 2. lov siger i al sin tilsyneladende enkelhed, at hvis man giver et lukket system mulighed for at udvikle sig uden menneskelig indgriben, vil det ske tilfældigt og dermed kaotisk – og så vil entropien (S) i systemet vokse"
- så ligesom entropien og kaoset vokser i universet, så vokset det også i sindet til tider.

Jeg har prøvet at lege lidt med strukturen i digtet for at binde anden strofe sammen med første rent sprogligt, og egentlig havde jeg tænkt i første omgang at skrive noget a la "jeg kunne hive stikket, trække mig eller melde mig helt ud", som reference til de første linjer: "de hiver, trækker og strækker mig helt ud", men jeg kæmpede lidt med at få det til at fungere. Måske kunne det faktisk have fungeret bedre, og det kan være jeg skal lege lidt mere med det til en officiel udgave på et tidspunkt. Andre linjer går også lidt igen i en anden form:
"Organismens fuldstændige død" vs "den fuldstændige hjerte- og hjernedød", selvom hjernedød ofte bruges lidt mere nedladende. Jeg havde bare lyst til at bruge det i en lidt mere medicinsk forstand. Og "universets yderste afgrund" som reference til "det sorteste hul" nævnt fra første strofe. Om det så rent faktisk er universets afgrund må nogle astrofysikere finde ud af, men så vidt jeg ved, så

Om det helt 100% fungerer som jeg gerne vil det, det er jeg ikke engang selv for sikker på, så det er interessant nok at diskutere. Det var skrevet midt i nogle dystre tanker om tilværelsen - men også med en forhåbning om at kunne genopstå (i den nuværende tilværelse) med livslyst, livsglæde, drømme og håb igen - og det skal nok ske, det er jeg slet ikke i tvivl om. Der kommet et par forløsninger allerede, så mon ikke det stille og roligt vender - selvom livet jo nok altid vil give op- og nedture.

Det her er faktisk en af grundene til at jeg er super imponeret når folk kan skrive kort og klart i deres digte og beskrive en specifik følelse med meget få ord, og alligevel give det gennemslagskraft. Det har jeg ikke lært endnu, men det ville jo også være kedeligt hvis man havde lært det hele ;)

Mange tak, Kamilla! Det er jo ofte både rart at høre at læsere kan se sig selv i noget man skriver, men nogle gange også lidt "trist", hvis det er lidt dystre tanker. Tusind tak for dine fine ord om det! :)

Og tak for kommentaren, i øvrigt. Det glemte jeg lige at skrive i første omgang :)

Jeg synes ofte at universets enorme størrelse faktisk giver mig en masse ro - jeg elsker at se dokumentarer om rummet, og jeg har det modsat mange andre - følelsen af blot at være lille og ubetydelige i det store hele er rar for mig og ikke skræmmende, som nogle oplever den.

Ang. "genopstår", så er det ikke noget jeg decideret selv tror på (andet end at jeg ved at jeg ikke ved hvad der sker), men "genopstandelsen" var nok lige så meget en kommentar til at jeg en dag vender tilbage til den normale hverdag, livslyst og et lidt mindre verdensvredt livssyn. Verdensvrede, weltschmertz, selvvrede... det går nok alt sammen lidt hånd i hånd med hinanden :)

Hej Daniel,

Jeg var vist bare i rigtig dårligt humør over rigtig mange ting i mit liv for tiden - og i verden. Der var bestemt noget af digtet der roder lidt rundt med at alt forgår, at ting bliver mere og mere kaotiske og på en eller anden vis en tanke om hvad der mon er efter døden - jeg tror reelt set ikke der er noget, men jeg kunne godt lide tanken om at man bare ender i "universets afgrund" - måske i et sort hul, som også nævnt i første del. Og ikke mindst at selvom jeg sidder med en følelse af håbløshed, så genopstår viljen nok igen. Eller...det gør den helt sikkert.

Tak for din kommentar :)

Hej Pia.

Nej, jeg husker nemlig ikke Berlin-muren, men mit fødeår er en god reminder hvis man bliver spurgt "hvornår var det egentlig muren faldt?" - og da skriveøvelsen gik ud på at skrive ud fra "jeg husker..." syntes jeg bare det var lidt sjovt at starte med "jeg husker ikke...", for det er trods alt ikke meget vi husker fra vores helt spæde år. På 10 minutter kan man selvfølgelig ikke nå at få alt med, og selvfølgelig digtet måske godt kunne bære et bare enkelte ting mere, så synes jeg egentlig det var interessant nok med de ret store hop i tiden.

Tak for din kommentar :)

Tak, Paul Erik

Ja, jeg tror jeg selv oplevede noget følelsemæssig modenhed lige pludselig, hvor det er okay at dykke ned i nogle gamle følelser, noget vemod over nogle bestemte situationer, men også indse at man ER kommet videre, at det ikke fylder konstant længere, men blot er en følelse man kan "tage frem" engang i mellem - eller bliver tilfældigt ramt af, men som man ved passerer igen.

Hej Talerør

Jeg havde faktisk helt glemt at det var ost med kommen. Det med de 8 ostemadder i 1997 er faktisk en sand historie. Der skulle jo ikke mangle noget til en 8 årig knægt i voksealderen! Som jeg husker det kom hun først ind med 3 ostemadder og spurgte derefter "kan du spise en mere?" men kom så ind med 2, og så atter 2 og nok en enkelt mere til sidst.

Jeg er glad for at jeg kunne vække nogle minder og få nogle følelser fra. Jeg er desværre ikke selv god til at genkalde billeder og stemmer i hovedet, så den der nærhed du beskriver, som var hun stadig tilstede ved bordet, den kan jeg nok ikke rigtig genkende - men jeg har gode minder om min bedstemor alligevel; og ellers kan jeg jo kigge på de billeder jeg har af både hende - og min bedstar, som dog gik bort i 1992. Min bedstemor gik først bort i 2012. Det er også derfor jeg bedst kan huske den ene af de to (og også kun den ene af de to lyde; motorstøjen fra vejen og guldsmedens næsten motorlignende-larm når den flyver).

Tak for din søde kommentar!

Jeg fik slet ikke svaret på det her, Camilla. Tusind tak for dine meget rosende ord! Jeg er meget taknemmelig for at I holder gang i skriveværkstedet. Godt nok er det her skrevet før jeg kendte til skriveværkstedet, men I er med til at holde mig igang, motiveret og inspireret med alle jeres egne gode tekster, for jeg var faktisk ved at gå lidt i stå. Tak igen!

Hej Lars. Tusind tak for din kommentar. Den er værdsat!

Hej Niels!

Jeg gentager lige hvad jeg skrev til Hawraa - eller henviser til det der står ovenover. Jeg kan sagtens se den romantiske del af det, for det er der helt bestemt også, selvom det måske mere var skrevet ud fra en følelse jeg lod mig "opsluge" lidt af mens jeg skrev det, men samtidig kunne tage afstand til igen - og jeg er helt enig, det hurtige kyniske i dag er...ja, kynisk.

Tak for din kommentar :)

Mange tak, Hawraa.

Ja, jeg kan godt se der også kan læses noget håb i det. Egentlig har jeg prøvet at lade mig opsluge lidt af en følelse jeg sad med omkring noget personligt og bare lade mig bære afsted på de følelser, uanset om det måtte være lidt ulykkeligt på sin vis. Det er ikke en person jeg som sådan savner længere, for livet går jo videre, og der er gået en del år, men nogle gange er det måske okay at læne sig lidt ind i den slags følelser, give slip og skrive ud fra det. Det er ikke noget der er altoverskyggende for mig på samme måde som det nok var det for 12-13 år siden - og også en følelse jeg godt kan give slip på igen. Og det synes jeg egentlig siger lidt om at jeg selv er "vokset" og håndterer den slags bedre. Der er også sket meget siden...

Tak for din søde kommentar. :)