Flot digt - jeg kan godt lide kontrasten mellem det grusomme og det yndefulde.
Jeg er kannibal/Jeg vil forføres af blade

Et enkelt rettelsesforslag: Måske skulle du undlade at skrive "skær" to gange.
Jeg vil forføres af blade
Forsvinde i et gyldent skær
Af de sidste levende stråler
Før mørket går i byen

I mine øjne bliver strofen bliver skarpere og mere flydende på den måde :)

Mindfulness i digtform!

Jeg kan godt lide sætningen: "Er hjertets kontakter tændt" - den illustrerer flot, hvordan et hjerte kan banke og pumpe livet rundt i en menneskekrop, uden at der alligevel er tændt for nærværet. Og så er det næsten lige meget, hvad man foretager sig - hvis nærværet ikke er med, kan selv de største oplevelser blive ubetydelige, og omvendt selv de mindste blive altafgørende.

Nuets kraft er en almenmenneskelig urkraft - nærværet i sig selv blyfri 95 på livsmotoren. Men måske savner digtet netop af den grund noget personlighed, noget intimitet. Idet nærværs-tematikken i sig selv er uafhængig af konkrete oplevelser og livshistorier, blive digtet en smule neutralt - eller måske nærmere idealistisk. Jeg savner en smule af den flakkende, fragmenterede menneskelighed, som vi alle går rundt med i os. Måske en konkret, følelsesladet livssituation for et mere eller mindre fiktivt digter-jeg. Noget der ville ræsonnerer i mit eget fejlbarlige indre og som kunne forbindes til nærværets kraft.
Bare nogle strøtanker.

Bedste hilsner
Mathias

Hej Vagner - tak for science fiction novellen!

Teksten oser af fantasi og skriveglæde, og når sproget så samtidig er så godt og flydende, bliver det en inspirerende fornøjelse af læse. Jeg kan godt forstå, hvad du mener, når du skriver, at du mest af alt er romanforfatter - fortællerytmen passer perfekt til romanformatet.

Et par nedslag:

"Bare rolig ... skattebasse"
Ulla siger 'skattebasse' i hver eneste sætning - og jeg synes, ideen om at illustrere hendes karakter gennem et særegent sprogbrug er rigtig god, men måske er du lidt for insisterende med ideen. Det bliver en smule forudsigeligt og stereotypt, at hun gør det i hver eneste sætning - måske ville det være mere raffineret, hvis hun brugte det ofte, men ikke hver gang. Og måske ville det være mere hipt med 'Skat' i stedet for skattebasse? Jeg kender i hvert fald ingen, der bruger det ord længere, men det kan selvfølgelig også være en kvalitet.

"nogen på gummerne" "Torsk - både den ene og den anden slags" "Kjeld og Hilda drog til Laothock seks gange om året for at spille for de danske turister"
Du har mange humoristiske vendinger og reflektioner med, og det gør i høj grad teksten til en endnu større fornøjelse!

Det er en god detalje med de islandske replikker! Kan du selv islandsk?

"en flyvende tallerken"
Jeg kunne have lyst til, at værten på TV2 news havde et lidt mere kyndigt ordvalg - "en fremmed fartøj, der tilsyneladende kommer fra det ydre rum" eller noget i den retning.

Derudover kunne jeg måske ønske mig en mere grundig beskrivelse af rumvæsenerne fra Popus Dea - jeg får ikke så mange billeder i hovedet, når jeg blot får at vide, at rumvæsenerne har 4 ben. Men fed ide med religiøse fanatikere i det ydre rum - og fine tråde til Israel/Palæstina konflikten.

Godt arbejde!

Hey Svante-boy - så dukkede du sgu også op herinde! :)

Sikke en modbydelig novelle - men du skriver godt!
Det fungerer godt med STORE BOGSTAVER SOM BESKRIVER DEN SEKSUELLE AKT - god og koncis illustration af hovedpersonens seksuelle karakter og italesættelse af samlejet.
Sproget er lakonisk og socialrealistisk, og det fungerer fint i denne sammenhæng.
"Jeg sad med nogle venner den aften. Vi var alle singler. Vi snakkede om, at enten var piger søde, eller også var de smukke. De var aldrig begge dele. Det var lige i dét øjeblik, at jeg så hende."
Jeg kan godt lide det nærvær, denne beskrivelse får, idet du ikke bare skriver "Vi var alle singler, og vi sad og snakkede i det øjeblik, jeg så hende", men også kommer ind på samtalens (omend lidt tamme) indhold - hvorvidt piger kan være søde og smukke på én gang. Sådanne momentvise glimt af nærværende detaljerigdom giver teksten dybde og liv.

Jeg savner dog en mere raffineret karakterbeskrivelse - din hovedperson bliver måske lige lovlig stereotyp. Idet du bruger en jeg-fortæller, har du mulighed for at beskrive hovedspersonen gennem hans iagttagelser og italesættelse af sin omverden, hvilket er en langt mere nuanceret måde at beskrive på end "Jan var 20 år, stærk og flot med mørkt hår osv..". Det er jo netop det du gør i din capslock hook-line, og det er en mere gennemført konstruktion af hovedpersonens psyke, historie og verdenssyn, der for alvor ville få en historie som denne til at leve.
Hvorfor er han så følelseskold? Hvorfor har han disse pædofile og sadistiske træk? Hvem er han egentlig? Det nemt nok at lave en oprørende socialt drama med socialrealistiske "plus"ord som pædofili, voldtægt, overgreb, mord, selvmord, osv. - så kan folk rigtig væmmes og mærke deres følelser, idet de reagerer på instinktivt på ubehagelige scenarier og uretfærdige elementer, som vi alle kan relatere til. Bare skriv "Han tog den 4 årige pige med ned i en gyde og kneppede hende, mens han holdt hende for munden", så skal folk sgu nok komme op fra stolen. Det er nemt som at klø sig i røven! Og det er sikkert også det, der sommetider skal til. Sommetider skal kunsten tage livgreb med ubehagelige sociale, menneskelige og samfundsmæssige problemer, belyse og forsøge at forstå dem - den er en måde at håndtere den menneskelige eksistens på. Man skal dog ikke gøre det bare for at gøre det, og bare fordi det er en let måde at provokere læserens følelser på. Man skal (efter min mening) gøre det som et oprigtigt forsøg på at raffinere læserens virkelighedsforståelse. Dette må gøres med blik for individets unikhed samt indsigt i det konkrete sociale problems komplekse karakter. Ellers bliver det simpelthen ikke relevant nok - jeg gider f.eks. ikke læse en 17-årigs novelle om, hvordan det er at leve sit livs efterår med en dement ægtefælle. Jeg vil tilgengæld gerne læse en 17-årigs novelle om, hvordan det er at miste sin morfar. På den måde er socialrealismen i virkeligheden en vanskelig genre, idet den stiller store krav til forfatterens forståelse af et socialt emne - det må være et krav om en vis kyndighed. Det er nemt at falde i fælden og tro, at den store litteratur kommer af sig selv, hvis man bare har de hotte socialrealistiske plustematikker med - i virkeligheden stiller disse tematikker endnu større krav til forfatterens research og forståelse. Det andet bliver for letkøbt.

Men du har helt sikkert et talent for skrive - du har sans for opbygningen af en nervepirrende historie, du fantasifuld og dit sprog er godt. Glæder mig til at læse din næste novelle! :)

Du har skrevet en god og stram konceptnovelle her med en kompromisløs personlig fortællerstemme - det kan jeg godt lide. Konceptet bliver præsenteret allerede i titlen: "Det er Poul, der fortæller", der foruden er rigtig hip. Novellen er herefter en lang beretning fra Poul, der på den ene side fungerer som en humoristisk beskrivelse af Pouls lidt bøvede lejrtur med vennerne Sven og Erik, på den anden side fungerer som en stærk personbeskrivelse af Poul (og Pouls type) og på den tredje side betoner fortidens flygtige, uhåndgribelige karakter, idet den (når den ikke optages eller filmes) huskes og overleveres med hukommelsen, der mildt sagt ikke er ufejlbarlig. Det minder mig om den der selskabsleg, hvor man på en lang række skal hviske en sætning videre i sidemandens øre - og hvor sætningen til sidst oftest er blevet en helt anden end i starten.

Mathias

Ps - kig foruden forbi debattråden "Poesiens væsen?", det ville være fedt, hvis vi fik en omfangsrig og spændende dialog.

Sejt digt.

"At sprøjte solnedgang i aorta"
At pumpe solnedgangens røde lys direkte ind i hovedpulsåren! YES. Stærk sætning, der kombinere et naturen og mennesket i nye, interessante dimensioner.

Hej Astrid - tak for digtet!

Teksten beskriver en ukuelig livsoptimistist hovedperson, der formår at se muligheder i livets tilfældighed. Selv denne ærgerlige situation, som digtet skitserer, hvor en due smadrer en rude og lander indenfor, bliver set som et velsignelse ("et tegn" som der står) af mulighed, og duen bliver hjulpet og glaskårende givet væk til en, der kan skabe noget smukt ud af dem - og netop dette bliver symbolet på digtets indstilling. Når glasset, i overført betydning: livets rutine, brydes og revner i kaos skabes samtidig en mulighed for at samle glasskårene op og smelte dem om til noget smukt. Hovedpersonen omfavner livets lunefuldhed og ender sagligt syngende med minderne til gode.
Fed titel.

Mathias

Hej Martin - tak for denne musikalske læseoplevelse!

Digtet beskriver rammende musikkens kraftfulde og opsøgende væsen og det komplekse forhold mellem toner og følelser. I kølvandet på harmonierne dukker melankolien op til overfladen og bringer musikeren (og tilhøreren) til et kogepunkt af brusende sindsstemning, hvor angst, komplekser, kærlighed, jalousi, ja kort sagt hele følelsesregisteret skylles gennem kroppen og ud i tonerne, rytmerne, dynamikken og harmonierne, og når stilheden endelig ankommer, er den en befrielse og en lettelse. Musikken får med andre ord en rensende og befriende effekt og bliver det abstrakte medie, igennem hvilket mennesket kan udtrykke sin indre virkelighed udenom ordets styrende egenvilje.

Mathias

Hej Kaare - tak for denne læseoplevelse!

Du har skrevet et forunderlig forskruet stykke poesi, din form er radikal og anarkistisk og stemningen ildevarslende. Jeg vil halvt om halvt udgangspunkt i de andre kommentargivere og forsøge ikke at gentage for meget.

"her er et sted

det er som at pisse
på en frossen sø

sted"

Stedet er som sagt ikke geografisk, men en følelse - og beskrivelsen behøver i virkeligheden ikke blive mere konkret, stedet er fuldt ud retfærdiggjort idet det sanses, omend ikke på den gængse, visuelle facon. Denne abstrakte, men alligevel genkendelige sansen giver et stærkt indtryk på læseren, der fornemmer følelsen af at pisse på en frossen sø på egen krop (som det også er blevet sagt). Der fornemmes i denne beskrivelse også en tom fredelighed, der bliver en kraftfuld kontrast til senere begivenheder.

"byen er en iglomaskine du griner fjoget og tager
trøjen af du har intet indenunder ikke engang hud
ikke engang noget der driver værket de hænder der
leger med min pik og falder af falder af og nu har
du kun munden tilbage og der er ikke mere at sige
men du griner som sagt"

Her ser vi i modsætning til de første linjer, der beskrev jeget i naturen, en seksuel interaktion med et andet menneske, men hvor man forventer at finde varme, begær og (måske) kærlighed er i stedet et kynisk og obskurt tomrum. "iglomaskinen" er symbolet på en kold, beregnende og ubarmhjertig by, og heri er digterjeget sammen med en anden, men denne anden vækker ikke andet end negative følelser i ham på trods hendes (hunkønnet går jeg ud fra) seksuelle tilnærmelser. Hun falder fra hinanden i digterjegets øjne og nærheden og ophidselsen udebliver eller afskæres til fordel for en betragtende kynisme. I denne igloby er jeget afskåret, ensom og ude af stand til at nærme sig og knytte sig til andre mennesker ("der er ikke mere at sige" som der står), og der udvikles i denne tilstand psykotiske vrangforestillinger. Stemningen i digtet minder om den morderiske yuppieskildring i "American Psycho", hvor mangelen på følelsesmæssige udslag i samfundets konventionelle rammer udmøntes i psykotiske tendenser.

"og tvet er et fingermaleri af ord men det vidste du
ikke så du gik ud og badede til døde

shoot 'em down shoot 'em all down"

Her kommer det psykotiske og morderiske lag til syne - efter det andet menneskes død lyder responsen "shoot 'em down". Hvorfor "tvet er et fingermaleri af ord" begriber jeg ikke i skrivende stund, og jeg må indrømme at denne uforståelige sammenhæng ødelægger fortolkningsglæden lidt. Måske kommer det til mig senere.

Man skal bruge meget energi for at få noget ud af en tekst som denne - og nogle gange kan det det virke lidt som om den ene association lidt for livligt har overtaget den anden, og at du har taget den med simpelthen fordi den var der, og fordi du kunne lide den. Jeg tror dog, man skal vare sig lidt for en sådan radikaliseret instinktiv fremgangsmåde. Teksten helstøbte udtryk må i mine øjne være et uomgængeligt kriterium. "Digtet skal stå i spændingsfeltet mellem teori og sang" som S.U.T siger, og muligvis er sangen blevet for dominerende i denne poesi. (eller overser jeg teorien).

Jeg kan dog rigtig godt lide dit forvrængede, jazzede udtryk - jeg tror det ville egne sig godt til oplæsning i dialog med en avantgard jazz konstellation. Prøv det!

Mathias

Hej Anni, tak for denne tekst!

Du har skrevet et meget udtryksfuldt digt, og man fornemmer en vægtig og overbevisende livserfaring bag ordene. Teksten zoomer helt ind på det nære, det varme, det kærlige og vigtige og beskriver den forunderlige fascination, der kan opstå i et forhold mellem to mennesker.
Det er ikke et digt, der forsøger at brede sig ud og favne livsaspekter i flæng med kryptisme og løse ende, og netop heri ligger dets styrke. Teksten kender sin egen begrænsning - et æstetisk udtryk for en helt nær situation - og det gør den meget overbevisende.

Mathias

Hej Mathilde, tak for din publicering!

Du har skrevet en rørende tekst med flow og flot billedsprog. Det er en imponerende demonstration i empati i den forstand, at du sætter dig selv i et sted, jeg må gå ud fra er meget langt fra dit eget - en ældre kvinde på sit dødsleje. Jeg synes allerbedst om tekstens drømmende afsnit (fra: "Jeg lagde hånden imod den grønne væk"), hvor du får skildret bevidsthedsovergangen og den drømmende, romantiske stemning på en overbevisende måde. Denne del af teksten indeholder også en kløgtig påmindelse om livet og mindernes relative tidslighed - du beskriver hvordan oplevelser i og minder fra de helt korte, nære øjeblikke kan strækkes og have helt afgørende betydning i livets fulde forløb. På trods af tidens kontante, sommetider ubarmhjertige fremdrivende og udslettende kraft holder vores væsener fast i de små vigtige øjeblikke og gemmer og integrerer dem dybt inde i os, og på det er netop denne indre virkelighed, der virker så godtgørende for novellens hovedperson.

Selvom novellen på mange måder er stærk, og din empatiske sans er meget overbevisende, kunne jeg dog også rigtig godt tænke mig at læse noget prosa eller poesi af dig, der lå endnu tættere på din egen virkelighed (:noget der tog udgangspunkt i dine egne virkelighedsoplevelser og reflektioner). Du har et meget flot sprog og en vigtig sans for det helt nære, og jeg tror disse kvaliteter vil folde sig ud med et meget stærkt udtryk, når den tematiske ramme er endnu tættere på dit eget liv - som et symfonisk maleri et af brændende erfaring!

Mathias

Hey Sine, det er et stærkt digt du har fået skrevet - stemningen og tematikken minder mig lidt om Naja Marie Aidts dystre novelle "Som englene flyver". Her kredses også om længslen mod kødets opløsning ("og jeg består ikke -
består ikke længere af kød" som du skriver) og den totale, sansende frihed, der måske også kan findes, når vi simpelthen overgiver os til kærligheden og hinanden på godt og ondt (i novellen frisættes hovedpersonen på mere dyster facon, som du måske ved). Englemotivet ("mine vinger dirrer" og "sjæl og sorte vinger") og din brug af farven sort ("sorte blod, sorte øjne, sorte vinger" osv), minder mig om Michael Strunges punkdigtning - er du inspireret af ham?

Jeg kan godt lide den forvrængede, usødede stemning i dit digt, der trods alt (som jeg ser det) hylder kærligheden og samhørigheden, men uden de sukkersøde, rosenrøde idealer. Digtet synes at sige: Verden er grufuld og mørk, men hvis vi i stedet for at fornægte denne realitet omfavner det forvrængede, det sorte og det smertende, kan vi måske alligevel finde hinandens varme lys i mørket og sammen svæve af sted med den sorgløse vind.

Ser frem til at læse mere fra din hånd. Og pas lidt på dit nutids-r ;)