Så er jeg her igen, min kommentarer ligner det du kender.

Steder hvor du kan undlade/skralde af. Det er oftest blot helt petitesser jeg henviser til:
1. "og hun kan ikke sove på maven som hun plejer." Vi ved ikke at hun plejede at sove på maven, men vi ved godt det ikke kan lade sig gøre. Ændre til "Hun plejer/plejede at sove på maven."
2. "spørger hun, selvom hun udmærket ved, hvad det er, han har sået." To hovedsætninger vil gøre det mindre tungt, vi kan selv slutte til 'selvom'. "(...) spørger hun. Hun ved godt, hvad han har sået."
3. "Hvor pomfritterne så vokser, som hun spurgte ham om engang." Du har allerede placeret os i datid 'pigen', så eventuelt bare nøjes med "Hvor vokser pomfritterne?"
4. ""Jeg har ondt i maven, far," siger hun, nu lyder hun også som en lille pige, og han standser op og kigger på hende, og han ved ikke, hvad han skal sige." Renser til ""Jeg har ondt i maven, far." Nu lyder hun som en (lille) pige. Han standser, kigger på hende, ved ikke hvad han skal sige."
5. "Ja," siger hun, og hun orker ikke at sige mere. Det gør ondt, og alt andet bliver ligegyldigt." Der er sneget sig et citationstegn ind til sidst. Desuden kører du lidt dobbeltkonfekt. Jeg synes ellers dine korte sætninger følger i fin rækkefølge med en nærmest rytmisk progression, uden så meget dobbeltkonfekt.
6. "Deres lille, lodne gravhund, og den kratter med sine ivrige poter på hendes knæ, og der kommer hvide streger." Jeg synes det bliver for meget med 'og'-sidestilingerne'. Det er et greb der skal doceres og her synes jeg det bliver kunstigt. Du kan i øvrigt undlade "lille" og nøjes med lodne gravhund. Gravhund falder normalt i kategorien "lille". Det er lidt ligesom at beskrive den som et dyr med fire poter. Du har i øvrigt brugt ordet "lille" en del gange. Kender det alt for godt, når der går inflation i et ord.
7. "Det er en ung læge med en formelt og stille stemme." Erkenderækkefølgen er spøjs. Hvornår erkender man at nogle er 'ung', det følger vel først efter en iagttagelse af stemmens toneleje, her 'formel' og 'stille'.
8. Kunne godt bruge lidt mere, tjah, ved ikke hvad jeg skal kalde det, men en mere direkte in your face, der smider teksten ud til læseren også. F.eks. "Er blindtarmsbetændelse arveligt, spørger hun," Vi ved godt at hun snakker i telefon med lægen, derfor "Er bindtarmsbetændelse mon arveligt?" Du skriver godt, men der er måske en fare for monotoni. Her blot et lille forslag til småt-brud.
9. "Han kigger på hende, iagttager hende med en tvivlrådig grimasse." Jeg synes 'grimasse er et grimt ord, har ikke selv et forslag, men det falder ud, synes jeg.
10. "Det ved lægen nok bedst," siger hun. "Det er meget normalt for førstegangsfødende at føde for tidligt." Han ved godt, at det drejer sig om for tidlig fødsel og hun virker utålmodig med ham - ingen tid til alt den videre snak. Her kan du cutte efter 'førstegangsfødende'. Hun kunne eventuelt udtrykke sig mere utålmodigt, nærmest blot knipse af ham (...) okay, du løber så med en anden stemning - det er helt fint...

Andre kommentarer.
Men mærker generelt fortællerens forundring. Nu ved jeg jo ud fra din forfatterkommentar, at det er autofiktion, og gætter asap på at den skrivende selv er en af babyerne på vej. "Og hun er 21 år. Og om lidt skal hun være mor. Det er tvillinger. To tvillingepiger i hendes mave. Om lidt skal hun være mor." Med gentagelsen af "hun skal være mor" bevæger sætningen sig fra konstatering til forundring. Det er elegant. Samtidig kommer fortællerstemmen et andet sted fra end moren, meget tydeligt. Jeg slutter til at den kommer fra den fortællerstemme, der selv er ved at fortælle om sin tilblivelse. Din sætning og positionering af dig selv, stemmer godt sammen her.
Her afslører du det så for læseren. "Så min mor går i bad, smører sig ind i Sanex showergel, Dove bodylotion, purrer op i krøllerne, og jagene kommer tilbage; er stædige og vedvarende, men til at holde ud. Hun tager også mascara på." Jeg synes godt du kan undlade det. Detaljerne omkring hendes hygiejne virker uvigtige. Desuden kan du fint lade læseren slutte til fortællerens stemme. Du fortæller os ofte meget, men nu er jeg også en mere rutineret læser end de fleste og har det bedst med store "tomme pladser, som det hedder hos Wolfgang Iser.

"Det ved jeg ikke. Det kommer i jag. Ligesom i haven. I eftermiddags. Det er blevet værre." Sætningen er god fordi den matcher hendes jagende smerter. De korte sætninger kommer ligesom stødvis, hvilket er troværdigt for en der netop oplever jagende smerte. Hun taler i forlængelse af udåndingen - det gør de fleste i smerte.

"Jan går ud i køkkenet, og hun sidder med en ende af dynebetrækket i hænderne, binder snorene i intervallet mellem jagene, bider i enderne, når smerterne er konstante. Jan råber, at han er nummer fem i køen, og da han råber, at nu er han nummer tre, er smer-terne væk. Der er kun små stik tilbage, de føles næsten blide. Som påmindelser; noget er galt. Der er noget, der ikke er, som det skal være." Det er igen meget troværdigt. Hvordan smerter udarter sig i vise handlinger. Meget nærværende med smerten. Du har sat en bindestreg "smer-terne" samt ordet 'påmindelser' skal vist erstattes med 'forvarsler'.

Du har et indfølende nærvær. Det er en detaljeret, præcis og troværdig beskrivelse. Desuden slutter du afsnittet af med en dejlig intensitet, der sætter mor og far fint på spidsen som personer. Jeg synes måske det sidste afsnit bliver lidt for sentimentalt og på-afstands-agtigt. Jeg forstår virkelig godt hvorfor du skriver det, men det er lidt en party-pooper på den gode intensitet. Eventuelt bare slut med " "Sutterne, Jan. Og kyserne," siger hun, og hvad med hunden, spørger han igen, vender sig om i et ryk.
"Jamen - Så må vi tage den med.""

Vh. og lykke til med det delvist nye romanprojekt.

Og så kommenterer jeg lige i omvendt rækkefølge... Burde nok have spottet at 'del 2' var del af, ja, de andre dele :3

Du virker hjemvendt og sprudlende i selskab med disse figurer. De får hver især en fyndig introduktion, f.eks. "Kejseren over alle Have med en livvagt af ildelugtende skeldrenge samt Den sidste Fyrste aka Lysets Hersker og den fedtglinsende ungarske langossælger Pfister." Det er jo ren kærlighed, sådan som du får æltet sproget med ord ude af brug og den hele obskure sammenblanding af mennesker, i en sætning! Du giver den gas, og det bliver kun bedre i del 2. I første del skal læseren lige med og festen er jo ikke begyndt endnu.
Det gode grin kommer nok også af konteksten. Du river disse stereotyper ud af deres milieu, men de er tilsyneladende ikke særligt opstillingsparate. Roger Moore gør Roger Moore ting, uanset at han er fjernet fra sit eget James Bond univers. Det kan ikke undgå at blive sjovt, når du fører det ud, uden at ryste på hånden.

Det er et godt testamente til menneskets evne til indbildning (jf. Einbildungskraft) - at vi kan 'ryste posen', blande enkeltdele sammen vilkårligt og skabe et eget univers. Godt fantasi-arbejde!

Det er sgu da skide sjovt. Hvis jeg havde hørt om ideen med at blande 10 forskellige figurer fra forskellige tider, bøger whatever og placerer dem i et selskabslokale havde jeg nok knyttet læberne og tænkt, nej, men du løser det til god moro. Jeg er stor fan af forunderlige indslag, og du har leveret et super et af slagsen.
Det er en fed - latterlig - interaktion mellem de forskellige figurer. De gør, det de nu gør og det skaber en dejlig obskur interaktion (hader det ord).

Jeg kan f.eks. godt lide den lakoniske bemærkning "Det græd han lidt over." Og så ellers videre. Du udtrykker dig faktisk temmelig lakonisk og det virker godt, hvor man ellers godt kunne forfalde til at uddybe og uddybe for læserens skyld - undskyldende - nu hvor man har skabt en så særpræget rum. Heldigvis tager du ikke det hensyn!

Tekstens eneste problem, og det er et hukommelsesproblem, den dyrker kun latterligheden - vellykket, men som sådan er den også hurtig at glemme. Figurerene flyver forbi, som de papskiver de er og gør temmelig stereotype ting. Deres væsen er de typiske fordomme, krydret med en god slat seksuel hæmningsløshed. Det er godt skruet sammen, men ja, hurtigt glemt.

Håber du vil fortsætte med at lade fantasien sprudle og gennemføre flere gakkede ideer.

Jeg er en utaknemmelig læser og går lige til biddet. Du skal blot vide, at jeg kun har skrevet kritikken, fordi jeg grundlæggende synes, at du kan skrive, ellers havde jeg ikke ulejliget dig.
1. Du bruger alt for meget dobbeltkonfekt. Hvis du vil beskrive noget, så nøjes med det bedste udtryk, ellers skal der være en progression eller forandring i beskrivelsen. F.eks. "Alt virkede mat og svagt herude, nærmest med en blåtonet atmosfære, alt virkede stille." Du kan skære "alt virkede stile" væk. Det er sagt med det første. Desuden er den første beskrivelse god, den afsluttende tam, dermed fjerner du kraften fra billedet. Desuden kan du også fjerne "virkede". Det er distancering der igen tager kraften ud af billedet - den kan diskuteres. En andet eksempel på det samme er følgende "Husenes vinduer glimtede svagt som stjerner på nattehimlen. Det var ved at blive mørkt." Her har du dog en lille addition med "ved", men at det er blevet mørkt er sagt med det første. Eksempel 3 og her kan der uden tvivl undlades "Glidende af gelænderet og med al hast, sprang jeg utallige trin over." Når man glider af gelænderet har du netop beskrevet en 'hastende' bevægelse, altså behøver du ikke skrive "i al hast". Desuden er det meget mere lækkert, at du giver fornemmelsen, i stedet for den lette løsning - at sige hvordan noget gøres. Jeg vil fornemme det, ikke have det at vide. Eksempel 4: "Til min grufulde opdagelse, havde han indhentet mig; han var uhyggeligt tæt på, hans dybe åndedræt lød højere nu end før." Det er ikke for at hamre syvtømmersøm i dig, at jeg gentager mig selv, men fordi eksemplerne adskiller sig. Her siger du det samme, på forskellig vis, tre gange. Vælg en af dem ud, måske to, hvis du mener det er nødvendigt at hjælpe læseren lidt på vej.
De enkelte eksempler er selvfølgelig til diskussion, har "dobbeltkonfekten" sin berettigelse... Min pointe er dog mere overordnet - det er en tendens i måden du skriver på, som du skal være opmærksom på. Jeg synes personligt, at du skal skære mere til. Det overflødig skal væk.

Der er en disharmoni mellem en psykologisk skildring af en egentlig flugt, og hovedpersonens utroligt og poetisk gribende omfavnelse af det. Jeg forstår selvfølgelig godt, at en forfatter giver krydderi, men panik og overskudsagtig sansemættede beskrivelser med poetisk twist er disharmonisk. Jeg er selv fan af en tilnærmelse til "oplevetheden" af noget. Eksempel: "Den kølige asfalt hamrede bedragerisk mod mine fødder, men adrenalinen fik mig hurtigt til at glemme smerten - tankerne om overlevelse hvirvlede. Hvor kan jeg gemme mig?" Den mest sande sætning i forhold til flugten er den sidste "Hvor kan jeg gemme mig?" Derfor synes jeg også det er den mest interessante. Det er en smagssag. (Poetisk er ikke ment negativt, jeg synes du er en god beskriver). Du redder den selvfølgelig hjem på "datid". Der er man jo så tilpas distanceret, at man mere nøgternt og beskrivende kan adde til. Hvad du i den grad gør.

Tag en slapper. Eks. "Hivende, gispende". Du skriver godt, så bare ton det lidt ned. Vi behøver ikke hele tiden sættes på kanten. Det kommer meget lettere, hvis du måske var lidt mere "kold" i dine beskrivelser, hellere lidt for lidt end for meget.
Eksempel 2 " Den skæve lygtepæl stod og lyste med en ensom glød. Da jeg nærmede mig den, virkede dens skær imødekommende og venlig. Jeg lod mig, med dyb udmattelse, slynge armene rundt om den hårde, kolde jernpæl, der med kølige kærtegn dulmede smerten der så insisterende hang på mit ansigt." Mit forslag til en slapper "Den skæve lygtepæl lyste med én glød. Skæret var imødekommende - jeg nærmede mig, slyngede armene omkring den kolde jernpæl. Det dulmede". Sådan blev det lidt blodfattigt, men et sted i mellem kunne tjene. Pt. overmætter du mig som læser. Du skruer hele tiden op, op, men der skal også være passager, hvor det hele ikke føle-føles, så virker følepassagerne også stærkere.

Bare giv læseren plads, det er mere interessant. Eksempel. "Det er lidt sjovt at tænke på hvordan en farve påvirker vores forståelse for omverdenen. Til et bryllup hvor bruden har den rene hvide farve på sig, som et lysglimt i kirken og til fødselsdage hvor Dannebrog er hejst med det hvide kors på sig, omgivet af rødt. Normalt ville den røde farve stå for kærlighed, men lige nu virkede kærligheden fremmed og abstrakt for mig." Slet efter "omgivet af rødt..." Det giver læseren masser af plads til at svælge i et ufortalt rum - meget federe, end når forfatteren giver forklaringen. Du ordner det for os. Igen kan du jo støtte dig op af datidsformen - der har været tid til refleksion, men hellere uvished, brud osv.

Du har en god sans for det følelses- og sansemættede billede. Det vil jeg ikke tage fra dig, men jeg håber, at min kritik kan skærpe din egen sans i forhold til at vælge ud, hvornår der skal fyres op, hvornår der skal tones ned osv. Man kan aldrig tage en sådan kritik direkte til indtægt, men de råd jeg har givet dig er nogen, som jeg ligeledes har lært på den hårde måde, og kun langsomt assimileret - utroligt langsomt - og selvfølgelig stadigvæk forbryder mig imod.
God skrivelyst!

Halløjsa. Nu stødte jeg lige på et kapitel midt i en roman, men vil alligevel forsøge mig med en kommentar.
Der er et utvunget glid i den sprog, som gør læsningen rar. Samtidig er det barmfrit, derudaf. Et enkelt greb står dog lidt i vejen for mig. "Jeg lader den altid stå i tomgang et stykke tid, for at sikre mig at motoren er varm. Jeg har trods alt købt den for nyligt og vil nødigt have at der sker den noget." Du henvender dig til læseren på en afdæmpet forklarende måde. Det tager lidt pusten af forfatterstemmen. Hvis du vil forklare dig, hjælpe læseren, så synes jeg du skal gøre det med mere kant. Her et andet eksempel " Jeg er ikke så vild med børn og vil faktisk helst have dem på god afstand og heldigvis kommer der en pædagog lige efter vi har sat os ned og tager dem med udenfor."
Du kan desuden stramme op. Skip nogle af de mange ord der binder sætningerne retstavningsfint sammen. Gør det lidt mere råt og direkte. (Jeg burde give et eksempel)
Dine åbningsbeskrivelser af steder er stemningsfulde og indvier rummet på en fed måde. Dog, et lille dog. Der kan skraldes lidt af. I børnehaven fortaber du dig næsten i stedsbeskrivelsen. Det bliver ligesom lidt lækkert at farve den godt til. Det er ikke for at tage noget af beskrivelsen i sig selv, den er et højdepunkt.

Jeg har ikke læst mange krimier, men du virker genrebevidst. Men er der ikke en fare i at det bliver lidt pastiche?. I dette lille uddrag fyrer du den stilsikkert af, men på mig virker det lidt for velkendt til at være sit helt eget.

Du har en personlig stemme. Det er key og det er du lykkedes med. Ordene falder ikke fordi det er sådan "man" siger ting eller sådan "man" forholder sig, her er der en HP der siger tingene med hendes ord, her hendes 'særlige' forhold til fly.
Nu synes jeg du skal stramme op. Søge detaljen endnu mere nogle steder, klippe andet ud. Jeg synes du lirre for mange informationer af og sommetider står de ubundet. Og sådan og sådan og så var der lige det etc.
Jeg læste den lige igen... Jeg tror det er forbi jeg mangler at få etableret HP's konflikt. Du starter klart med fascinationen, jeg er med, men derfra ved jeg ikke hvor vi skal hen, hvad HP egentlig skal/vil. Ligesom den første kommentargiver vil jeg spørge, hvad skal det blive til?
Du har dog en ærlig og personlig stemme, som farver informationerne dejligt. Du er aldrig pretentiøs, prøver ikke for meget eller deslige. Det håber jeg du holder fast ved.

Jeg nyder bare historien umiddelbart, du spænder ikke ben for mig, men fører mig sikkert med velvalgte beskrivelser, et stramt fokus i samtalen. Genstandene, personerne er simpelthen på plads for mig som læser, så jeg glider bare ubesværet med fint pirret.
Jeg vil bestemt ikke betegne det som en drøm. Der er noget drømme-eventyr, som kommer med kragen, det lidt forunderlige, tågen (i tågen og ud igen). Det kommer forbi som et sus-billede, der bryder hverdagen, et glimt af noget forunderligt og farvel, men, men manden forholder sig alt for forundret, hvad der bestemt ikke kendetegner en drøm. I en drøm falder det mest mærkværdige helt naturligt, det er først for den vågne tanke, at man bliver forundret over drømmen. Her forholder manden sig spørgende, hverdagsligt logisk over for børnene, mens de kommer med et lille børneeventyr. Tak for god læsning,

Lidt om læseoplevelsen
Det er tydeligt at teksten er skrevet i et stort inspirations-ryk. Du holder et konstant og højt tempo, man mærker at det hele har vist sig tydeligt for dig, heldigvis på en måde som jeg let kan følge. Hun er en meget læsbar pige både med hensyn til hendes sansninger, metaforer og tanker - de er lidenskabelige og de er personlige, men alligevel klare. Jeg falder ubesværet ind flowet og bæres af dit sikre og inspirerede sprog. Det er en sjældenhed, at jeg læser en novelle, der holder mig lige så bundet, som du formentlig har været under skrivningen, jeg stormer simpelthen igennem den. Det er meget sjældent, at jeg oplever at føle mig så bundet af en tekst fra start til slut. På sin vis minder den om et trykke kortprosa, ved at være bundet omkring en særlig stemning og rytme, meget enhedslig, men du har formået at strække det til en novelle. Alt det sagt, er det meget svært at skære noget fra, jeg vil ellers mene, at der kan beskæres hist og pist, men på grund af rytmen (det enhedslige ryk) er det svært at ændre ved noget, uden at bryde med rytmen. Jeg tilslutter mig i øvrigt kritikken af slutningen, ikke fordi at den er abrupt, men fordi den slutter på en flad tanke "Måske... Måske er julen ikke så slem alligevel". Her forlod stemningen af lystfuld frustration dig måske, for sætningen virker også som en bremse på den store lidenskabelighed, som resten af teksten er smittet af. Det passer dog godt med at fortællingen faktisk slutter, men ja, lidt fladt.

Jeg nøjes med et fokus på læseoplevelsen i denne omgang...

Hej og velkommen.
Jeg synes du bruger sætningsskiftende rigtig godt. Det er tydeligt at du forstår at bruge formen. Du forskyder hele tiden fokusset, så det fremstår fragmentarisk, men samtidig holder du det knyttet til en fortællerstemme - et selv tæt på opløsning, i et form for oprør eller ufrivillig bøjning af hverdagsvirkeligheden. Særligt bruddene med "på gulvet" og "på væggen" er skarpe som store punktummer. Samtidig hjælper disse sætninger til at holde fast ved noget konkret (ligeså med den finurlige hjemmesidereference), der sanses konkret, men oftest i retning af noget hallucinerende (mangler bedre ord). Den blanding af konkretion og det vrangforestillings-agtige giver et godt spil.
Jegets mellemstadie pointerer du fint, men måske lidt klicheagtigt med de sidste to linjer "Er jeg lige vågnet/eller faldet i søvn".
I det mere kritiske spor, vil jeg sige, at du skal passe på med ikke at blive for 'råbende'. "og brækker det op" er et eksempel på en sætning, hvor du tangerer det anmassende, men det sagt synes jeg digtet bærer igennem.
God energi!

Det er fedt at du henter ord frem. Det gør selvfølgelig at min første læsning bliver spist af at jeg ikke forstår noget, så går jeg på google-arbejde og vender tilbage. Du får nok ikke "Basseralle" på landkortet, men lydligt er det et godt ord for 'lystighed/svir'. Det siger det mere rigtigt, ja nærmest konkret kropsligt.
Jeg fornemmer så klart undergangsstemningen, uden at kunne finde halen på dit sidste fem-linjede bilede. Det er nok meget godt, en undergang er jo ikke en tilforladelig en-til-en størrelse, så godt at billedet spræller. Og tillykke med at du er så frit fabulerende.
Vh.

Jeg insisterer på det fremmedgørende, holden os svævende i dette digt. Jeg har derfor et par helt konkrete forslag "Den knuste vase er nu limet sammen". Drop det poetisernde og sig det som det er, ødelagte vaser smider man ud "Den knuste vase er nu smidt ud".
Derudover synes jeg at du skal slette "Vi sidder og stirre tomt". Sætningen er flittigt brugt og her gør den ikke noget nyt væsen af sig. Desuden giver det en godt spil i skiftet mellem "Dit ansigt er ikke længere blåt og hævet"/"i det lille køkken på fjerde". Er det ikke et mere tomt "sammenspil" end "at stirre tomt"?
Jeg køber hele anden verselinje, nyder den.
Om du vil spille på det tvetydige, hvem er hvem og den mærkelige, men i din digtverden, helt naturlige trang til at ville se mænd græde, står jeg agnostisk omkring. Egentlig kunne digtet også slutte efter "og bladende svæver tungt i vinden", En minimal berøring af et forhold, og så ud af vinduet, farvel. To digte, dit valg.
Vh

Du kunne lave et sindsygt fedt rum til læseren ved at slette de tre sidste linjer. Du digter lige fra det fremmed, hold det ved det, luk ikke læsningen for mig ved at slutte. Jeg tror det vil stå isende ved at slutte på "kigger vi altid på hinanden". Ingen konklusioner, men derimod fragmentering og anarki i et blik der kan sige hvad som helst. Vh.

Dejligt bramfrit og gedigent sanseligt. Jeg håber du vil fortsætte med din finurlige og dog klare evne til at vække verden.
Digtet åbenbare på en opbyggelig og klar måde, fra resignation, vendt til en konkret glæde, svælgende, hvorfra fantasien spiller ud med gryende udlæg. Det lækre smør skal bruges alle vegne. selvfølgelig.
Du er ikke helt konsekvent med bindestregerne i forhold til den læsning jeg gerne vil foretage. Here it goes. 'Butter-lips', 'butter-pops' og 'butter-job' er skrevet med bindestreg, mens 'butter sex' ikke er. Jeg ville fjerne bindestregen i 'butter-job'. (Desuden står 'butter sex' alene). Du kunne dermed bruge bindestregen versus manglende bindestreg, som et skel mellem det du har aktualiseret, introduceret i verden af smør og det som endnu kun er for fantasien. 'Butter sex' og 'butter job' holdes altså adskilt.
Jeg kan i øvrigt godt lide, de tre prikker efter 'distraheret' - det passer sgu meget godt på det at være distræt.
Vh.

Titlen afskrækkede mig noget "Like mig". Jeg tænkte at det hele var sagt med den og nu skulle det blot siges med lidt flere ord. Du tager dog HPskikkelsen på dig, så hun ikke blot står som en (plat)figur metafigur vi kan grine af, men et menneske med meget distinkte historier og situationer. Og så ovenikøbet med et godt meta-bid-side-stød til os fyldepensbrugere. Forfatter-pegefingeren mærkes dog meget tydeligt, helt bevidst no doubt. Derfor ser jeg det også mere som et litterært-essay, en solidt plantet kommentar omkring en stor nutids-syge. Jeg har det dog stadig sådan lidt "meh". Den er for styret til min smag og jeg bider ikke rigtig på, men kudous for at slå et slag lige ned i nutiden. Det fik du gjort stilsikkert og til en masse sikre tommelfinger-likes :)

For mig har du blot hintet en situation, som du burde udfolde. Om end den ikke skriger, så synes jeg den stilleråber om at blive undersøgt med langt mere tekst til følge. Du har starten og slutningen, nu skal du blive ved det mellemliggende. Et råd som jeg modtog og endnu ikke sværger helt vellykket til er at man skal blive ved situationen. Når du skriver litteratur handler det ikke om at afslutte, men om han blive ved det - vi skal længere ind.
Som jeg læser din tekst er den et oplæg til et prosastykke og ikke et digt.
God skrivelyst!

Som udgangspunkt kan jeg godt lide symbolikken, uden den afstand der ligger heri (samt i tredjepersons personsfortælleren), dette let finurlige og ubestemte, ville teksten også have været for sentimental til min smag. Her får du den netop lige sneget igennem nåleøjet. Det er godt sluppet med den ellers meget tungt-indadvendt-følende tematik. Dit sprog er glidende og der en passende stille fremdrift i handlingen. Du skriver simpelthen læsevenligt.
Mit ønske for en fremtidig tekst er et ønske, som jeg kunne give til de fleste på fyldepennen - mere ondskab, det skal være farligt, mere usympatisk.
Håber ellers at du befinder sig skrivende og inspireret. Vh. og tak for din kommentar til min tekst.

Jeg melder mig på det rosende hold. Bidende sætninger og et koncentreret ordvalg. Der er en "dejlig" spænding og lidelse i det korte besøg i HP's bevidsthed. Det er absolut ikke hyggeligt! Heldigvis.

Du "leger" tæt på det sentimentale, tæt på den velvalgte og stålsikre facebookopdaterning. Som lejlighedsbemærkning, synes jeg dog at dine ord er velvalgte og fint doceret. Det er sgu godt indrammet og der er tyngde i de få ord.