Tillykke med debuten her på Fyldepennen, Patrick!
Hold kæft mand en begyndelse. Den kan jeg godt lide. Action! Lige fra starten. Dog må jeg hellere nævne, at jeg synes, at der skal stå ”tyverialarmen” i stedet for ”alarmen” i første sætning, fordi jeg misforstod det. Jeg var så fjollet, at jeg troede, at det var sådan en alarm, som den i min telefon der vækker mig klokken halv syv om morgenen. Det gik først op for mig i de næste par sætninger, hvad det drejede sig om.
Jeg kan godt lide kontrasten mellem det kriminelle og forældrene derhjemme i sætningen ”En ringende lyd bryder stilheden, Magnus' mor ringer til ham, for at fortælle der er aftensmad.” Efter den sætning kommer det kriminelle lidt på afstand, indtil slutningen.
Når jeg læser din novelle her, er det lidt som om vi går fra A til B og så til C, uden at den røde tråd er særlig tydelig.
Lad mig prøve at beskrive det sådan her: Vi starter i det kriminelle. Så går vi over i det hjemlige. Så sker der noget skidt (meget skidt) for hovedpersonen. Til sidst gør han noget dumt, og bliver straffet. Jeg synes bare, at der mangler lidt årsag til de ting som går forud for hinanden.
Nu betragter jeg det som om, at Johns død er det centrale i historien. Hvorfor skulle det kriminelle så lige være der inden Johns død? Jeg ved godt, at det fungerer som et middel til at opbygge spænding, når politiet kommer og vil snakke med hans mor. Det kriminelle fylder temmelig meget i starten, og hvis det ikke tjener mere formål end at skabe spænding, så synes jeg ikke, at der bliver gjort for meget ud af det.
Mit råd til dig er, at der skal være en årsag til, at du skriver, hvad du skriver. Jeg kan godt lide at dele årsager op i tre typer:
1.Den strukturelle årsag. Her gøres noget, fordi det er nødvendigt for historiens struktur, og ofte er en del af kompositionen.
2.Den logiske årsag. Her gøres noget, fordi det ganske enkelt er en naturlig konsekvens af, hvad der ellers sker i historien.
3.Den symbolske årsag. Her gøres noget, fordi det skal symbolisere noget.
Jeg synes altid, at 1 og 2 skal være opfyldt. Hvis du kan skrive din novelle om så det kriminelle i begyndelsen opfylder 1 og 2, tror jeg, at din historie ville få en masse substans. Hvis du også kan opfylde 3, ville det bare være helt vildt fedt.
Ligeledes kan jeg heller ikke helt se, hvorfor hovedpersonen skulle smadrer tantens rude.
Jeg var lige ved at glemme at nævne, at du faktisk er rigtig god til at holde spændingen oppe, og føre historien i en anden retning, end hvad læseren forventer. Jeg er vild med afsnittet, hvor betjentene står uden for døren, og hovedpersonen bliver bange for, hvad de vil. Så bliver man overrasket, da de henvender sig til moderen, og man så tænker, hvad har hun dog gjort galt. Igen bliver man så overrasket, og rammes af den triste melding om John. Der er mange her på Fyldepennen, som ikke formår at skabe den spænding, og at snyde læseren.
Puha, det blev en lang kommentar. Jeg håber ikke at du føler dig stødt over kritikken. Jeg håber, at det er konstruktivt for dig.

”…viser kun de orange væg-ge med de gamle…”
Du har fået sat en bindestreg i ”væggge”. Jeg gætter på, at det er fordi, du har skrevet det i Word eller lignende, og så havnede linjeskiftet ikke samme sted, da du satte det ind på Fyldepennen. Der er flere mærkelige bindestreger rundt omkring.

Okay lad os fokusere på indholdet. Dit første afsnit sætter stemningen godt. Jeg elsker brugen af farver. Dog er jeg ikke så vild med sætningen ”…med stemning som et topsikret fængsel…”, fordi de siger direkte, hvordan stemningen er. Hvis formulerer sætningen på en måde, hvor du ikke bruger ordet stemning, men i stedet får læseren til selv at skabe stemningen i sit hoved, tror jeg at indtrykket bliver stærkere. Du kan stadig nævne ” et topsikret fængsel”. Jeg kan godt lide ” en angst der var usammenlignelig med noget andet.” Det tvinger læseren til selv at skabe den her angstfølelse.

” Jeg tør ikke gå udenfor værelse for hvis de opda-ger mig får jeg en lærestreg. Men fristelsen er for stor og jeg sniger mig frem i mørket, jeg ram-mer ikke noget og falder ikke over noget for jeg ved præcist hvor alle mine ting er på gulvet.”
Hvad der sker her, har potentiale til at få læseren til at sidde helt ude på kanten af stolen af bare spænding. Det skete bare ikke for mig. Det er muligt, at jeg bare ikke er i humør til spænding lige nu, mens jeg læser det, men jeg synes nu, at du skal finde ud af, hvordan du kan skabe den her frygt for at blive opdaget hos læseren. Få læseren til at tro, at faren lurer endnu mere om hjørnet.

”Nysgerrigheden og dumdristigheden overtager mig og…” overtager er et lidt almindeligt og kedeligt ord. Hvad med: ”Nysgerrigheden og dumdristigheden river fat i mig og tvinger skubber mig frem.”? Du kan nok selv finde en bedre formulering.

”En knirkende lyd nærmer sig ind på mig, jeg standser og bliver paralyseret - jeg kan ikke bevæge mig og mine tanker er frosset fast ved tanken om at jeg nu bliver opdaget” Dén sætning kan jeg godt lide. Her siger du ikke bare tingene som de er. Du kunne bare have skrevet ”Det lyder som om, at der kommer nogen, og jeg bliver bange for at blive opdaget.” I stedet bruger du ord, som har mere stemning, og sætter følelserne i gang i hovedet på mig når jeg læser det. Det er ord som: knirkende, paralyseret og frosset.

”Jeg kan nu høre fodtrin, ikke menneskefodtrin, men små fodtrin som vandrer henover gulvtæppet.” Jeg er selv katteejer, og efter at have læst den her sætning, har jeg allerede regnet ud, at det er en kat, der er tale om; det havde jeg også forventet at din hovedperson, havde regnet ud på nuværende tidspunk; men står og er bange, og kan næsten ikke tage sig sammen til at vende sig, og først da han gør det finder han ud af at det er hans kat. At synes jeg er lidt for meget at skulle igennem, når han (synes jeg) burde kunne regne ud, at det er katten. Ellers er det fint, at du slutter af med, at lade stemningen gå i en helt anden retning. Det er et sjovt lille tvist.

Helt generelt, er det en fin tekst. Jeg synes, at den ville være rigtig god, hvis du nu sørgede for, at bruge ord som underbygger stemningen hele vejen igennem. Jeg kan se at du er i stand til det, da du gør det i indledningen, og lidt rundtomkring i resten af teksten. Jeg håber ikke, at du blev stødt af min kommentar.

Okay, du har skrevet et kort digt. En typisk udfordring ved digte er at få en tilstrækkelig mængde indhold med uden, at digtets dele er så forskellige, at læseren ikke kan finde meningen i det. Det kan jeg kun forestille mig bliver en større udfordring, når digtet er så kort. Jeg synes, at det er lykkedes for dig. Jeg skulle dog læse det et par gange før jeg fangede det. Jeg ved ikke om jeg ville have regnet det ud uden at have læst titlen. At jeg også har læst dit tidligere digt ”De sidste kræfter” hjalp også, og jeg kan se, at det er et tema, som går igen hos dig.
Halvdelen af dit digt bekriver bombardementet, og den anden halvdel skaber en stemning.
”Den ironiske jazz” skaber udelukkende stemning, og har ikke direkte noget med temaet at gøre. Det virker en smule usammenhængende for mig, men den stemning som jazzen skaber, kan jeg godt lide, så jeg synes absolut at den skal være der. Den skulle bare den havde være koblet lidt mere sammen med temaet (efter min mening). Det kunne du eventuelt have gjort ved at placere jazzen nede på et torv, hvor nogle gademusikanter spiller jazz, mens bomben falder.
Jeg nyder dit digt, og jeg tror, at jeg vil læse noget mere af dig.

Digtets længde er en del af dets indhold. Det understreget det korte i emnet. Men det kan selvfølgelig også bare være, at jeg lægger mere i det, end der er.
Jeg synes, at det er interessant, at der er flere end normalt der kommentere på det her digt. Når der ikke er så meget indhold i det, har folk let ved at hænge deres egne tanker op på det, uden at noget afkræfter det. Måske er folk bare dovne, så der er flere der vil læse et kort digt.

Det er en klassisk moderne novelle du har skrevet. Historien handler om noget, som vi desværre ser ret ofte i dag.
I begyndelsen har du næsten kun lagt fokus på hverdagsting. Det spændende (og mystiske) i begyndelsen er, at 2. personen er stået op. Jeg kunne godt have tænkt mig, at du havde rettet lidt mere opmærksomhed derhen, evt. ved at lade jegfortælleren fundere over, hvordan det kan være.
Jeg synes at du har lavet karaktererne rigtig godt. Du virker troværdige og naturlige. Jeg kunne specielt godt lide der, hvor jegfortælleren beskriver, at 2. personen er svær at regne, at hun ikke har kunnet se længere end den grønbrune iris. Det lyder fuldstændigt som en person, jeg selv kender.

” Det var ikke altid sådan her. Det plejede at være så godt” Det havde jeg allerede regnet ud, da jeg læste det. I stedet for at fortælle læseren det som han allerede ved (og dermed undervurdere ham), kan du måske bare fortælle noget andet om det, så du bliver nødt til at nævne det. Jeg tror, at jeg ville have skrevet ”Jeg savner sådan de gamle dag. Dengang da det hele var så godt”. Jeg ved ikke om det er meget bedre, men jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener. Det kunne måske også være ”Hvordan gik vi dog fra, at det hele bare var så godt, til det her?”

Jeg synes, at din fortællestil (med at bruge ”du” og ”jeg”) er meget interessant. Jeg er selv ved at skrive en novelle i en lignende fortællestil.
Selvom jeg har et par kritikpunkter, synes jeg, at din novelle er god. Den har et budskab, og har fået mig til at tænke over, hvordan jeg kan undgå at komme i den situation.

Jeg synes, at dit digt er godt. Det udvikler sig sådan her:
Dejligt → koldt → dejligt → trist.
De dejlige dele, fandt jeg (overraskende nok) meget behagelige at læse. De fik mig til at føle som blommen i et æg… eller ”kernen i en celle”.
Det med cellemembranen og kernen kom en smule uventet for mig, fordi det skaber kolde og sterile laboratorieassociationer. Det virker som en overgang fra det dejlige til det kolde. Det samme gælder første gang ”det kvældende” nævnes.
Det triste er de to sidste strofer. Jeg ud fra, at du gerne vil lægge overraskelsen (den store kontrast) her. Jeg skal ikke kunne sige, hvad du har haft til hensigt med det kolde stykke, men for mit vedkommende gør det to ting
1. Skaber en større kontrast til det dejlige, så det dejlige forstærkes.
2. Forbereder det triste. Der kommer altså en mindre kontrast til det triste, og dermed bliver det triste ikke så overraskende, som det kunne ha været, hvis alt inden havde være mere dejligt.
Jeg tror, at du både kunne opretholde den triste overraskelse og det koldes forstærkende effekt på det dejlige, ved at flette det kolde mere ind i det dejlige, men kun at lade det kolde være en lille smule koldt.
Det kan selvfølgelig være, at jeg har misforstået det, og at hensigten med det kolde har været noget helt andet.
Jeg synes, at dit digt er godt, fordi det lykkes for dig, at få mig til at føle stemningerne.

Det er et rigtig godt digt. Anden strofe fangede min opmærksomhed. Dér begyndte det hele at føles konkret. Anden strofer giver mening til første strofe, som er mere abstrakt. Selvom det konkrete ord ’skyformation’ bruges, er det ikke til at vide om det er en metafor før man får noget mere at arbejde med.
Jeg oplevede at ”løber, løber, løber” underbyggede temaet (flugt) godt. Og et andet ord til at slutte det af med ”gysende...” gav det et godt twist til flugten (frygt).
At du så laver en variation af den linje senere, gør at man som læser ikke bare får smidt nyt input i hovedet hele tiden, men noget nyt (altså ”formålsløst derudad...”) bliver introduceret sammen med noget som allerede er brugt, så det kommer ind på en mere naturlig måde.
Jeg gætter på, at det handler om de her djævelske ildtornadoer.

Er dit formål at forvirre læseren? Du starter i det abstrakte (hvilket i sig selv er helt fint). Så bevæger du dig ned på jorden, hvor du beskriver toget og det kolde. Til slut går det hen i en sensuel stemning. Jeg forstår ikke helt hvilken progression der foregår her. Måske er jeg bare ikke kyndig nok til at forstå det.
Jeg synes, at du lige skal læse det igennem engang til, fordi der er et par sproglige fejl. Det hedder eksempelvis ikke ”sin cigaret,” men ”din cigaret” i det her tilfælde.
Jeg vil ikke være ubehagelig, men jeg tror godt, at du kan gøre dig mere umage, og få lavet det bedre. Jeg gætter på, at det bare er et lille eksperiment, du har lavet her, for at finde ud af hvordan noget virker.
Jeg kan godt lide det sanselige med toget og kulden.

Jeg kan godt genkende digtets følelser fra mig selv.
Din progression er god. Vi starter om morgenen, der går en dag, dagen slutter, og der kommer en ny. Det gør det hele mere interessant, frem for et kedeligt statisk digt.
Du får formuleret dig meget præcist i forhold til, hvad du vil sige. Semantikken fungerer altså godt. Dog synes jeg, at der mangler én ting, for at digtet kan blive virkelig godt. Lyden af digtet. Det kan du påvirke med sproglige virkemidler: Gentagelser af bestemte ord kunne evt. bidrage med en følelse af vanetænkning. Du kan også bruge allitterationer (flere ord med samme forbogstav efter hinanden) til at forstærke nogle udtryk.
Generelt kan jeg godt lide digtet.

Dit talesprog fungerer godt. Specielt i de første tre vers kan jeg ligesom høre den forpustet fortæller gennemgå situationen med sin indre stemme. Du opnår denne effekt på forskellige måder i hvert vers.
I det første de korte sætninger, der på en måde føles som om de bliver kortet af, før der kommer for meget information på. Det giver en trykket stemning.
I det andet sker det ved, at du starter med samme ord i hver linje med undtagelse af den sidste. Det skaber et billede af en banal tankegang hos fortællere. Nok fordi han ikke har det mentale overskud i situationen til at bruge et nuanceret sprog. Hvem ville dog også have det i han situation?
I det tredje er det kombinationen af rim og korte sætninger, der skaber et passende flow.
Derudover kan jeg også lide progressionen, med at versene bliver længere og længere, desto mere spænding der bygges op.
Du er ikke så konsekvent med hvilke virkemidler du benytter. I begyndelsen er der ikke så mange rim, og det med at starte hver linjer med det samme ord bruger du kun i et enkelt vers. Jeg tror, at det ville giver en bedre helhedsfornemmelse, hvis der var mere system i hvornår du bruger virkemidlerne. Det er der måske også, jeg kan bare ikke sådan lige se det. Du kunne eventuelt have ladet hvert vers have sit ord, som hver linje begyndte med (med undtagelse af den sidste linje).

Jeg har ikke noget negativt at sige til din barske tekst her. Fra et formelt synspunkt virker dit sprog ukorrekt, men det er det ikke. Du bruger bare et meget ungt sprog, hvilket lykkes utrolig godt for dig. Nogle af de ordvalg, som du tager tænker jeg snubler jeg først lige over og tænker ”ah, det er da lidt mærkeligt”, men så går det umiddelbart efter op for mig, at det faktisk er præcis, hvad en person i den her specifikke ungdoms kultur ville sige.

Du formåede at slå mig hård emotionelt med den tragiske slutningen. Flot!
Du har valgt at skrive en historie uden ret meget handlingsforløb, hvilket er helt fint, da du i stedet lægger dit fokus på at skabe stemninger. I begyndelsen bruger du mange stemningsskabende effekter. Godt. Så er der lidt en periode i midten, som bruges på forklaring. Jeg kunne godt tænke mig, at den forklarende periode i midten også blev lidt mere stemningsfyldt; gerne på en måde, så man får mere sympati for Alex (det vil også få slutningen til at læseren endnu hårdere, end den allerede gør).
Lige et par sproglige spidsfindigheder:
Sin/hans. Det kan du læse om på det her link: http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/hans-hendes-eller-sin
Jeg ville have genovervejet at tage ”desværre” med i sætningen ”Han døde desværre i en bilulykke for mange år siden. ” Når fortælleren bruger ordet desværre, virker fortælleren subjektiv, og her giver det lidt et irriterende ryk hos læseren fordi fortælleren indtil dette punkt har være særdeles objektiv. ”Desværre” bruges til to ting.
1: At gøre opmærksom på, at noget er negativt, hvis ikke lyder negativt i forvejen (eks. ”Han nåede desværre toget”).
2: At gøre opmærksom på, at man synes, at situationen er negativ, uanset om den er negativ i forvejen eller ej (eks. ”Jeg kommer desværre ikke til at kunne nå det til tiden”).
Din sætning er stadig negativ uden ”desværre”, så er det unødvendig at bruge den som i 1. Hvis fortælleren skal fortsætte med, ikke at have en personlig holdning, kan ”desværre” desværre heller ikke bruges som i 2.
Okay, senere finder man ud af, at fortælleren faktisk er subjektiv; en anden person, som indgår i historien, så et ”desværre” kan godt forsvares, men jeg synes nu stadig, at det kunne være fedt, hvis du lod fortælleren være helt objektiv lige indtil det afsløres, at fortælleren selv indgår i historien (altså ved sætningen ”Jeg har set ham skrive bogen op til flere gange… ”). Så ville det komme som en stor overraskelse for læseren. Jeg synes nemlig, at det ellers fungerer rigtig godt, at du lader fortællerstilen skifte så pludseligt lige dér.
”Alex kiggede ned på hans skrivemaskine. ” Hvornår foregår historien egentlig? Enten foregår historien i gamle dage, ellers også er der en eller anden speciel grund til, at han har valgt at bruge en skrivemaskine. Hvis den foregår i gamle dage, vil det være bedst, hvis vi får det at vide helt i begyndelse. Hvis der er en speciel grund til, at Alex bruger en skrivemaskine, vil der være bedst, hvis du forklarer det lige efter sætningen, hvor skrivemaskinen er nævnt første gang.

Fint lille digt, som de fleste nok vil kunne relatere til, på et tidspunkt i deres liv. Jeg kan godt lide de to linjer: ”Jeg drukner i mine tanker, men alligevel føler jeg mig tom”. Jeg kender den følelse af at gå med de samme tanker i hovedet hele tiden, som overvælder én så meget, at man blive træt af at tænke dem; og fordi der ikke kommer nogle nye tanker til i stedet, føler man sig tom.
Jeg tror, at det ville være endnu mere spændende at læse, hvis du benyttede nogle sproglige teknikker, så det ikke kun er digtets semantik, men også selve digtets sprog der bliver interessant.
Det kunne f.eks. være ved at tænke over hvilke linjer skulle være lange, og hvilke skulle være korte. Kunne man arrangere ordene, så der opstår en naturlig rytme. Hvad med rim og allitterationer? Måske kunne man fremhæve et bestemt ord. Prøv at tænk lidt på hvilken effekt disse teknikker kan have enkeltvis.

Du skriver godt. Den er let og behagelig at læse, men jeg tror ikke at jeg er målgruppen for novellen, så jeg er ikke sikker på, om historien skulle sige mig noget. Altså medmindre budskabet er, at man skal gøre som mor siger.
Så er der lige nogle småfejl, som ”at vide” ikke hedder ”viste,” men ”vidste” i datid.

Jeg synes, at det er fint, at der skal tænkes lidt over digtet før man kan forstå det, men jeg føler alligevel lidt, at det kun er begyndelsen på et digt. At der ligesom skal komme lidt flere ledetråde, før man sådan rigtigt kan forholde sig til det.

Jeg synes, at det er en fin iscenesættelse af et møde mellem to mennesker med musikken som ”hovedperson.”
Det kan selvfølgelig være, at det kun er mig, som oplever det her, men jeg følte, at den sidste linje i de første vers virker afledende på mig. De steder hvor tredje indhold var for fjernt fra de to første, mistede jeg simpelthen fokus fra hvad der egentlig skete i de to første. Det synes jeg er synd, da jeg ellers godt kan lide digtets stemning.

Jeg synes ikke der er meget at kritisere dig for. Man får et indtryk af hvordan miljøet er, selvom du dårligt nævner det. Det er sætningen ” Der er ludere og lommetyve, men det er bare os.” et glimtende eksempel på. Den ene sætning sætter hele scenen, ved at spille på folks forventninger til hvilket sted det kan være hvor der er ludere og lommetyve.
Et par mindre detaljer. I sætningen ” Og så lyset igen, efter i er kommet hjem.” Når man skriver ”I” som pronomen skal det stå med stort.
Og så er der lige sætningen ”Et par enkelte øl, pizzaer, måske chips poser på gulvet.” ”Chipsposer” er ét ord. På dansk er sammensatte ord (næsten) altid uden mellemrum.
Men det er bare detaljer, som du sikkert selv havde set efter en til gennemlæsning.

Det her digt kan jeg godt lide. Det sætter spørgsmålstegn ved hvad ”meningen” er på en anerledens måde, og du understreger, hvordan skaden som folk gør, er skyld i meget større konsekvenser end man umiddelbart skulle tro. Eller er jeg på vildspor? Anyway, måske afhænger digtets mening også i høj grad af læseren.
Dog synes jeg desværre, at den første linje er en kliché. Jeg tror at den er let at falde i for mange forfattere. ”Her sidder jeg” (og tænker/grubler/filosofere) skaber et billede af en person med store tanker; store tanker, som det bare er en skam, at omverdenen sjældent for at høre. Det afspejler rigtig mange forfattere, så man hører det tit fra forfattere.

Du skifter lidt mellem datid og nutid. Eksempelvis i begyndelsen hvor du skriver ”Vi fandt hinanden i blandt de liderlige og ensomme.” som er i datid. Lidt senere skriver du ”Alligevel stopper vi op og ser på hinanden.” i nutid. Med hensyn til det skal du være konsekvent.

Der hvor du skriver ”Du er smuk som du sidder der i hjørnet og kommer dig.” kan jeg ikke finde ud af, om det er noget, som nogen tænker eller siger, eller hvem det er, der siger eller tænker det. Det ser ud som om det er direkte tale, så jeg vil tro, at det skal stå i gåseøjne.

Jeg gætter på, at handlingen foregår på et værtshus, og at røgen er cigaretrøg, men det ville være rart at få slået miljøet fast på et tidligt tidspunkt i novellen. Det kan også være, at det er til en ungdomsfest, og røgen kommer fra røgmaskiner.

Du bruger mange stemningsskabende elementer, men jeg synes at de virker tilfældige, men det kan selvfølgelig være, at det er en kunstnerisk frihed, som du har taget dig for at få læseren til at føle den forvrængede sindstilstand, som præger hovedpersonen.

Jeg kan godt lide måden, hvorpå historien konsekvent går én time frem ad gangen.

Du må ikke føle dig stødt af kritikken. Du har fint fat i det kunstneriske, du har bare brug for at styrke dit tekniske. Du formår at plante en stemning hos læseren. Man oplever virkelig hovedpersonens had, og man kan sagtens fornemme alt det klamme. Hvis du kan få styr på det tekniske i at skrive, kan du skrive gode noveller.

Hvad jeg godt kan lide ved det, er, at man på en måde først får at vide hvad det egentlig handler om når man når til de sidste to linjer. Før det får man et indtryk af, at det bare er en klage over hvor kedeligt livet er. På næstsidste linje får man at vide, at det heller ikke er sjovt uden for firkanten. Det virker sådan lidt drilagtigt.
Jeg tror, at det ville fungere endnu bedre hvis du havde brugt længere tid på at klage over firkanten inden du "fortryder."

Ja, nogle gange sker der radikale ændringer i livet, som kan ændre éns tro. Nogle gange opleves de så voldsomt, at man dårligt kan kende sig selv.