Der er rigtig mange ting her, jeg godt kan lide. Især sætningen: "En kasse bekymringer står nu
og surmuler i et hjørne ..."

Det undrer mig, at man kan formå at sige så meget med så få ord. Og samtidig med så mange detaljer.

Jeg ser en depression, der stiger op og forsvinder med søvnen og natten ... Jeg kom til at tænke på et af mine egne digte, der på mange måder minder mig om dette - og så alligevel slet ikke. Du har brugt 79 ord her. Jeg brugte 385! Kan du lærer mig din kunst?

Det at du har brugt humor i en tekst om noget så alvorligt - det får teksten til at virke yin og yang-agtig. Det er en helhed i harmoni.

Jeg er meget imponeret over første del, hvor alting bare glider - jeg ved ikke helt, hvorfor den bare er meget medrivende.

Så snart vi er inde på tanken (tænker også som Nicolai på USAs ørken og en enlig tankstation) går tingene ligesom lidt i stå - især efter motorcyklisten kommer til. Jeg føler mig mere forvirret end noget andet - jeg regner dog med, at næste kapitel vi opklare en del spørgsmål. Jeg spekulerer også meget på, HVOR i verden vi er - om vi er i USA? Men sådan er det jo også tit med første kapitel i andre romaner - man er på herrens mark og i de følgende, folder historien sig så ud. Og vil jeg vide mere her? Bestemt!

Selvom Vagn har været ude med riven (og jeg kan se, du har fået rettet fejlen) har jeg nu fanget nogle enkelte: Bl.a. har du en del hans/sin-fejl. Vær sød at få styr på dem, de er MEGET distraherende!

"Han træder indenfor med pistolen sænket, og lader hans øjne justere sig til mørket." Forhåbentlig har han ikke stjålet en anden mands øjne! c",) Her skal vi have fat i 'sin'. "Han holder vejret, og hører kun en kimen for hans indre øre." Det samme gælder her - hvis han skal høre med sine(!) egne ører, skal det være 'sine' - ellers hører han med en fremmeds ører. "Dan kan mærke en tåre løbe ned af hans kind ..." Hvis han kan dét, kan han mærke motorcyklistens tåre - igen 'sin'.

Så er der denne her: "Han kaster et hurtigt blik på et fotografi af en pige, der hænger ved bakspejlet." Et billede, der hænger ved bakspejlet? Først nu går det op for mig, du nok mener NED fra bakspejlet. I tankerne var jeg hele bilen rundt i jagten på dét billede. Måske er jeg bare lid langsom i dag ...

"... og papiret fra en Snickers, der sirligt er blevet henkastet." Her tænker jeg: Henkaster man noget sirligt? Hvis man kaster noget, er det vel mere på den kylende måde. Hvis det er sirligt, ser jeg, man lægger det pænt fra sig.

Og så pas lidt på med brugen af 'pludselig' - den er der en del gange. Jeg kæmper selv med det problem, men det hjælper at være opmærksom på det, og udvælge sig de vigtige steder, hvor det skal være med for at skabe den rette effekt.

Så er der alle de gode ting (som jeg egentlig burde have startet med): Især første del flyder lindt ned som varm kakao med flødeskum! Der er mange fine detaljer uden at det bliver for meget; det kan være en svær balancekunst.

Jeg kan godt lide de kursiverede områder, hvor vi følger hans tanker. Mange ville bare skrive: "Dan tænkte: ..." Problemet med det er, at fortælleren så egentlig blander sig på en måde i sin tredjeperson, der ikke er helt velset. For mig fungerer det kursiverede derfor rigtig godt - også fordi du på den måde blander første- og tredjeperson uden at begå syndere. c",)

Når jeg ser på denne kommentar, ser det ud af så meget negativ kritik. Men det er så små ting. Jeg ville ønske, mine tanker stod kursiverede i denne kommentar, for undervejs var der flere gange tanken: 'Det her virker rigtig lovende!' Og det skal lige siges, jeg er kendt for at være en meget kritisk dame! c",)

Jeg er spændt på at se, hvad det hele udvikler sig til. Du skriver, du endnu ikke har en fast idé om det - derfor imponerer indledningen mig endnu mere, for jeg har svært ved at skrive romaner, hvis jeg ikke ved, hvor jeg vil hen (ja, eller bare romaner i det hele taget!). Jeg skal have hele handlingen i hovedet og et skelet over, hvad der hører til i hvert kapitel. Andre arbejder på en helt anden måde, hvor det hele synes at komme til dem fra oven. Nu må vi se, hvor det bærer hen. :)

Held og lykke med det videre arbejde.

Ja, jeg måtte lige ind, da jeg læste 'Samsara'. c",) Er meget religionsinteresseret og har en kat, der er opkaldt efter samsara, da hun i sandhed har oplevet, at 'livet er lidelse' (hun var herreløs). Vi overvejede også navnene 'Dharma' eller 'Nirvana', men 'Samsara' er mere sjældent og passer bedst ... Ja, det var så en hel anden historie.

Nå, tilbage til dit digt. Jeg går ud fra, jeg'et kun flygter kortvarigt? Ellers ville det jo være ude af Samsara og dermed i Nirvana - som er intet (og alt) ... og det kan jo ikke beskrives. Måske er vi ovre i zen, hvor jeg'et har opnået satori? Men i og med, der bliver skrevet "Og mit jeg er her ikke mer Da befrielsen er nær" tyder det mere på Nirvana, men det kan man jo ret beset kun 'flygte til' (hvilket indikerer, man kommer tilbage) i zen. Eller er vi ovre i noget med Boddhisattva, og en slags paranirvana?

Ej, nu bliver denne kommentar vist for kryptisk - min hjerne er ved at stå af på dette sene tidspunkt. Men jeg vil da meget gerne vide mere om, hvilke tanker der ligger bag her. Og vende tilbage i morgen, hvor hjerneceller forhåbentlig er vækket til live igen.

Tak for det foreløbige kig, som førte til denne nattesene himmelflugt, som jeg håber du - trods alt - nogenlunde kan følge mig i. c",)

Sommerfugle ... der er så mange gode billeder at hente. Man kan blive som dem, folde sig ud og blive smuk. Man kan have dem i maven og forsøge at komme dem til livs.

Eller man kan 'hånd i hånd se dem flyve' (elsker den sætning!). (Elsker også 'Den spiser og lever uden at se sig om').

Du fik mig til at tænke på Chuangtse: "Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være en sommerfugl. Da med ét vågnede jeg, og det syntes mig klart, at jeg var Chuangtse. Men nu véd jeg bare ikke, om jeg var Chuangtse, der drømte at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer at den er Chuangtse". :)

Ja, jeg efterlades også med disse to spørgsmål ... hvad er det med de appelsiner?

Jeg er dog meget betaget af dit malende sprog. Følte nærmest, jeg var dumpet ned i min barndom, mens min mor læste højt af "Folk og røvere i Kardemommeby" og hvor alt var hyggeligt og jeg kunne mærke varmen og dufte den krydrede luft og høre sporvognen ... indtil min lillebror syntes det blev for idyllisk og selv malede Sadam Hussein (80-90'er barndom! c",)) ind i billedet og pludselig lavede 'Kardemommeby' om til en krigsscene, så jeg måtte gemme mig under dynen.

Der er noget magisk over din pen. Tror, jeg kunne have læst videre i timevis. c",)

Hej Miss Leth

Æh ... lidt blandet kritik herfra. Der er spring i tiden - allerede i første sætning springer du fra nutid til datid og tilbage igen, hvilket allerede der får nakkehårene til at stritte af irritation. Da du så lidt efter skifter fra første til tredje person, bliver det endnu værre og jeg går i skolelærersvingninger (og så er jeg ikke engang lærer! c",))) og har lyst til at hive den røde pen frem. Så kommer den indre dialog, hvor jeg'et/Freja diskuterer kærligt og humoristisk med sig selv, og jeg falder lidt ned på jorden igen, for endelig er der noget der fungerer fantastisk - sådan! :)

Men så kommer slutningen og det hele flader ud. Jeg forstår ikke, hvad der foregår ... eller hvornår det foregår. 'Mandens' udseende beskrives indgående og jeg går ud fra, der er en pointe her, når det gøres? Hans udseende tyder på, vi er efter 1960'erne, men så kommer ordet 'hushjælper' og jeg bliver igen i tvivl. Men der står også 'mobil' og så er vi jo gerne efter år 2000 (hvor mobilen blev alle mands eje). Og så lyder teksten 'slut på telefonsamtalen' - men det har den vel egentlig været temmelig længe, fra Freja lagde på?

Jeg er ret så forvirret må jeg indrømme. Jeg kan dog se at 'teksten er taget ud af en større sammenhæng' - må man få den at vide? Er det en længere tekst herindefra? Er det en roman?

Mange hilsner fra en både forvirret og nysgerrig ALFen.

Hej Betina

Det var lidt tilfældigheder, der førte min vej forbi her - og hvor er jeg bare glad for det! Godt nok er det ikke en af 'de nye' tekster, men jeg er stadig taknemmelig for, jeg fandt denne perle.

Det er en helt utrolig tekst, du her har begået. Alle overflødigheder er barberet væk, små poetiske guldkorn er spredt strategisk rundt omkring i teksten sammen med tørre facts og spydig sarkasme - love it! Er helt vild med sætningen: "Et smil der trækker englene ned fra himlen."

Min første tanke gik også i retning af Suzanne Brøgger. Jeg skal helt klart læse mere af dig!

Eneste sure opstød herfra er slutningen: "Jeg er glad for, at man ikke kan se, hvem der besøger ens profil på facebook." Jeg synes ligesom ikke den passer ind. Jeg kunne bedre lide den forrige sætning "Man skal glædes over de små ting i livet." - efter min mening ville de være en bedre slutning. Men jeg kan selvfølgelig godt se, den anden ligesom 'slutter' teksten og danner rammen sammen med titlen.

Mere af den slags, tak! :)

Det undrer mig, at én der trofast har givet så mange kommentarer selv har modtaget så få. Nu ved jeg hvorfor ... du skriver på en måde, der efterlader en målløs og taletom (i mangel af bedre ord). Men på den gode måde. Jeg tror, man kunne tygge på dette digt i årevis og stadig finde nye dybder. Må jeg gætte på, du læser eller evt. har læst filosofi? Eller evt. religion? Du bruger sproget på en måde, som en af mine kammerater, der læser filosofi og er meget interesseret i religion - han når, som du, op i nogle højder, hvor man føler sig for uintelligent til at kunne følge med, men stadig kan smage, hvordan det må være, at kunne tænke og formulere sig sådan.

Hvis man kunne tage din dybde og smække sammen med nogle af de mere overfladiske digte herinde, kunne der ske ting og sager. Én af dine strofer er mere sigende og inspirerende en tusindvis af andre digte, jeg har læst, er tilsammen.

Dette her er problemet med kunst: Hvordan sætter man ord på? Jeg håber du, trods mit famlende forsøg på at sige noget intelligent om min læseoplevelse, vil kunne forstå nogenlunde, hvor jeg vil hen ...