Kniven skærer igennem nattens skind,
en skygge, der kæmper mod stormen indeni.
Blodet, som flyder, fortæller historien,
af drømme, der knuses i stilhedens larm.
Råbene drukner i tomrum,
håbet kvæles, tungt som bly i lunger.
Tårer blander sig med jord og støv,
en verden, der svigtede - hvorfor og hvordan?
Hænderne ryster, men ingen ser,
øjne stirrer tomt på en kold barriere.
Mørket er mere end fravær af lys,
det er et væsen, der kvæler og bedrager.
Ingen søgte, ingen spurgte, ingen blev,
og nu er kun tab tilbage.
Men råbet hænger, et ekko af skyld,
du kunne have hørt, men valgte stilhedens skjul.