Jeg har ondt i midten
som om,
jeg er savet over lige ved navlen,
og sat sammen igen
med lim, der svier.
Min puls i maven banker tungt,
som om,
den forsøger at banke noget på plads i mig.
Munden er tør som sandpapir,
og jeg har mistet overblikket over røget cigaretter.
I mit hoved borer sig tanker fast,
som jeg
forsøger at skrue ud,
men de binder fast og drejer rundt.
Jeg fortsætter min tilgang,
som om,
jeg har styr på det, men tvivlen hæfter sig fast som tjære.
Mit smil er bredt, selvom jeg både har lyst til at grine og græde.
Skrige og holde min kæft.
Andre omkring mig, kan ikke se det,
men jeg
ryster en smule,
og mit blod føles koldere end det plejer.
Mine kinder blusser alligevel med varme,
og jeg har lyst til at slukke for dem.
Så jeg får ondt i midten
og min vejrtrækning lyder forpustet,
selvom,
jeg ikke anstrenger mig.
Mit hjerte hamrer hårdt i brystkassen,
men kan ikke finde den rigtige rytme.
Det er som om,
jeg holder i et reb
og hiver tilbage, alt hvad jeg kan.
Men jeg lader mig samtidig blive trukket med, og slipper ikke grebet, så mine håndflader brænder.
Min tegningen var ellers så tydelig og klar, men nu ligger den
krøllet sammen i lommen.
Jeg tvivler på alt og alle,
og ikke mindst min egen dømmekraft.
Jeg sætter gaffatape for munden,
flere stykker ovenpå hinanden,
og det føles befriende og dumt på samme tid.
Konstruktionen syner skæv, selvom jeg har været i gang længe.
Det gør stadig ondt i midten,
så jeg klatmaler ridser og hakker,
selvom jeg
allerhelst vil spartle dem væk, så overfladen bliver helt jævn igen.
Hvis den overhovedet kan blive det.
Jeg har brug for en kniv til at skære rebet midtover,
men jeg lyver for mig selv, og alle andre, og banker søm i, skruer fast, og limer sammen,
selvom den forbandede lim svier.
Jeg har ondt, lige dér i midten
i Solar Plexsus, hvor nerverne samles,
og jeg
sparker til min rustne værktøjskasse og river lidt af gaffatapen til side,
og så ryger jeg en cigaret mere.