For at være ærlig har jeg ingen undskyldninger. Jeg har mange forklaringer, men det er nok for min egen skyld -
og jeg må være dem
svar skyldig, når de spørger, hvordan jeg kan får mig selv til det, og fortæller mig, at jeg må have en løs forbindelse - og ja, jeg virker
løs, selvom jeg er bundet fast, og selvom jeg godt ved, at det ikke er i orden. Jeg holder dog min mund, selvom jeg godt kunne forsvare.
Forløsningen lader holde på sig, men jeg holder ikke op. Nogen forstår det, andre ville forbyde mit svar - og sige at
svarfristen for længst er overskredet, og at jeg burde have sagt, at jeg ikke kan deltage. Men noget holder mig fra svare - og finde
løsningen, som ligger lige for. Men jeg fortsætter, for jeg vil både og, og jeg kan ikke stoppe, selvom de to ting aldrig lader sig forbinde.
For godt til at være sandt, men sandheden kommer forhåbentlig ikke frem, og egentlig ved jeg ikke, hvordan det hænger sammen - og jeg har lyst til at sige
svar mig ærligt, fordi jeg vil vide, om det er det værd, men jeg vil ikke selv være ærlig overfor min egen sammenhæng - og de vil sige at jeg er
løs på tråden, og jeg forstår det egentlig godt, men de forstår ikke mine grunde. Så min mund er stadig knyttet.