Og solen den stod stille, på hjørnet der ved hækken
Jeg sitred' som trafikken, og boblerne i bækken
Et skridt og så et til, jeg hørte nogen komme
Der stod du, du var ægte, og gaderne var tomme
Og løvet sagde goddag, og åbnede sig på ny
Du sprang afsted i hopla, jeg troede' jeg sku dø
Men tungen kom på gled, om hvad jeg ik ka' huske
For jeg ku intet høre, end livets tale ruske
Og vi satte os i solen, og du blev varm og gylden
Du slangede dig på mig, jeg skælvede som hylden
Og timerne de flygted', over Østerbro Station
For på Østre Anlægs græs, glemte tiden sin mission
Og vi tog hjem på cykler, til mig med flere øller
For jeg ku ikke give slip, på dine spinkle hænder
Men verdens kulde fandt os, nu er du væk og borte
Mon Gud og Sophus Bauditz, fik set vor flamme vorde