Min allerførste ven i verden
hun hed Laura
hun var den slags ven
som bange børn har brug for
Hun stod altid ved bommen
og ventede på mig
med vinkehånden oppe
og ørerne slået ud
Som regel var det mig der talte
mens Laura altid
var den der skulle lytte
og den der forstod
Selv når jeg skyndte mig
kom hun først og lignede én
der var skabt til bare at vente
klar til at tage imod
Jeg tegnede min Laura
med store brune øjne
der matchede hinanden
og langt krøllet hår
Mit eget krøllede ingensteder
og øjnene matchede ikke
så jeg ville helst gerne
kigge ind i hendes
Jeg tegnede Laura i et hus
med mor og far og søskende
der hed mine yndlingsnavne
selv var jeg enebarn
Jeg tegnede vildskab og mod
og en hel masse turde-magi
som sprang ind i Laura
og sprang mig over
Jeg tegnede hende som alt det
jeg ønskede mig en dag at være
men virkelig ikke var
og ikke rigtig blev
Siden har jeg indimellem
lukket mine øjne og forsøgt
at tænke hende frem igen
men det står klart
At min allerførste ven i verden
kun fandtes for en stund
kun som blyantstreg
og kun for mig