Tid.
Eller mangel på samme.
På en eller anden måde hænger det hele sammen.
Har man tid nok tænker man ikke over den tid, man mister,
og har man for lidt, tænker man så meget over den tid, man mister,
at man mister mere tid ved at tænke over det,
end ved rent faktisk at gøre det man skulle.
Således har jeg levet mit liv. I frygt for at miste tid.
Jeg bekymrer mig om at miste.
Pludselig har man bare ikke mere.
Burde jeg være mere?
Er mit tidsforbrug ikke nytteløst, hvis ikke det gavner menneskeheden,
jorden, mine venner, eller i det mindste mig selv?
Kan jeg gavne mig selv, kan jeg også gavne alle andre.
For intet er værre end et surt individ blandt de fornøjede masser.
Således former jeg min livsfilosofi, i en park, ved et træ.
Aldrig har mit sind været så klart som i dette øjeblik.
Jeg ved nu, hvad jeg vil.
Den gulerod, der i sidste ende skal føre mig til sandheden
og meningen med min eksistens, er i virkeligheden mig selv.
Aldrig har det stået så klart for mig før.
Aldrig har du stået så fjernt fra mig før.
Din eksistens er et vidnesbyrd på min dårligdom.
Min dårligdom kommer af din eksistens.
Dit ansigt i solen. Fødder på nyklippet græs.
Sorg.
Solen oplyser sort sind på samme måde som hvidt er godt for sjælen.
På ingen måde overhovedet.
Således er en forårsdag blot endnu en forårsdag,
hvor dine minder er alt, hvad jeg har.
Og hvor alt du er, er et minde.