En brændende plet, som kaster med varme.
De funklende prikker, en stifinders ven,
Hvide du, der er tættest vor arme,
Som natten og dagen der mødes igen.
Gold og forladt, på overfladen din,
Under hvert afkast fra det som der gror,
Utopisk sanselig, naturlige amorin,
Uundgåeligt bestemt, veldædig moderjord.
Båndet der binder de store og små,
Så kynisk bestemt, følelser forladt,
Genetisk gengivet gavnes de rå,
De sorteste øjne, primaternes nat.
Brosten bliver lagt, der tøjles på trods,
Runkne synes årene, på træ som en mand,
Om tro og idé, humanerne slås,
Dog findes evighed, i drømmenes land