Emnet er altid hvordan jeg virker så uforskammet, fordi jeg ik' vil konversere når vi først er samlet.
Jeg var kun en lille pige, der stod tilbage alene, og
ikke forstod hvor i var henne, da hele fundamentet kollapsede.
Jeg ved godt at interessen for mig ikke er der, tro mig
- jeg kan mærke når jeg ik' er accepteret.
Men nu står jeg her, alene i et propfyldt lokale, og følelsen jeg har nu, sku' i glas ramme,
For vin og falske kram passer fandme sammen.
Så ku' det være jeg ku' huske det til næste gang, istedet for at blive så pissed,
Når forventningens glæde endnu en gang er vendt til vrede,
og de sidste skår falder til jorden.