Da jeg var under de 26 år
Var den hvide talenttrøje allerede møg hamrende beskidt
Cykling i regnvejr har jeg nu aldrig syntes var særlig fedt
Så det blev til en ungdom med meget tunge skridt
Jeg fik aldrig den gule føretrøje
Trods jeg lå solo i mit eget førerfelt
Med håret tilbage, stiv pik og fuld knald på igennem livets snævre sving
Var jeg slet ikke i stand til at cykle
Så jeg opnåede slet ingenting
Jeg har aldrig haft den grønne sprintertrøje
trods farten jeg havde på
Trods jeg trådte alt hvad jeg kunne
Rundt i livets trivielle bane
For jeg var faret vild
Helt uden at ane
At det var inde i min egen lille lejlighed
Jeg fik heller aldrig trøjen med røde prikker
trods livet var op af bakke
På bjerget jeg ikke selv kunne flytte
Fordi jeg ikke forstod roden
Mit rod!!!
Så jeg nåede aldrig til toppen
Fordi jeg havde mistet livets mod
Så derfor fik jeg så heller aldrig pokalen til at stille på kaminen
jeg fik ikke engang en kamin
men brændte da ofte mine fingre
på en hjemmerul
Og cyklede tit direkte ind i hegnet
Pisse hamrende fuld
men af skade bliver man klog
bagklog det er vi alle
jeg tramper stadig i livets pedaler
På cyklen med rusten kæde
og slidte gear
jeg holder luft i mine møre dæk
for at tage endnu flere af livets seje træk
for jeg ved jeg intet taber
ved ikke at være en vinder
Jeg ved at uanset hvor meget jeg på cyklen falder
Jeg vejen igennem livets labyrinter finder