Ensomheden flyder gennem mine årer
mens mit hjerte banker under min hud.
Jeg har ingen jeg kan bedårer,
når jeg selv har skubbet kærligheden ud.
Hvornår vil ensomheden forsvinde
når den er så svær at overvinde.?
Hvornår vil lyset igen ramme mine øjne
når mine tanker er mer end forfløjne.?
Vil lyset overhovedet kunne viske mørket ud,
når livet er fyldt med regn og slud.?
For midt i mørket risler stilhedens bæk
kun fordi kærligheden er drevet væk.
Tankestrejf rammer som lette fuglefjer.
Ikke alle kan se det som jeg ser.
Kan fremtiden igen bringe kærligheden frem,
eller vil den kun være fyldt med håbets kram.?
Det må stå hen i det uvisse,
selvom jeg ikke vil den misse.
For kærlighed eller ej.
Så går jeg kun min egen vej.
Der er trods alt ingen der er helt alene
når livet foregår midt på jordens scene.
Her hvor vi vandrer mellem Gud og livets andre sjæle.
Hvor vi en dag bliver en del af jordens eftermæle.
Så selvom vi føler os alene,
så flyder vi med strømmen som blod i en vene.
Vi er alle en del af ensomhedens fællesskab.
men kun så længe vi er en del af selve jordelivets stab.