Mellem røde lys
indrammet af hvide striber
Svæver jeg gennem mørket
Jeg dykker ned i fartens trance
Fanges af dens slipstrøm
mens jeg bevæger mig mod
en allerede tabt solnedgang
Fra den golde natur omkring mig skubber vinden
Varmen har endnu ikke
gjort vinterens vinkler bløde
Jeg er på rejse væk
fra min egen varme
Væk fra mit liv
Ensomheden sætter sig i mig
Jeg kan ikke overvinde de tomme tanker
der hærger mig i aften
De veje jeg før har fulgt
var belagte med håb
Med oplevelser af det nye
Nu er asfalten uden eventyr
Kun farvet af mørke timers kynisme
Af hverdagens overlevelse
og min afsoning i tomgangens limbo
Det er blevet sent
Alt omkring mig er øde
Jeg er den sidste rejsende
i natten