Og så flyver jeg,
langt ud.
Jeg ser på andre,
løfter mig som en sæbeboble i dans,
eller en fjer i vinden.
Som bladet der faldt af træet dette efterår,
laver jeg bunker,
formulder langsomt.
mens jeg venter på vinter.
Jeg er katten der fanger mudder,
jægeren der skyder i skoven,
og lytter koncentreret.
Arret sidder på sjælen,
det flytter aldrig,
når jeg ler har jeg skjoldet i bagagerummet,
når jeg græder er sorgen intakt.
Den kaster ekko
som en harpuneret sæl.
På en mandag i januar,
har jeg ingen mening
om jordens tilstand.
Jeg falder
jeg græder,
over mysterier,
kosmoskaos
hvid bund på sort grund.
Havhungerens søhestedans
i tangskoven
mørket
der druknede.