Dansende under livets store paraply
gennemblødt af dråber
sulten og tørstig efter gudsforladte sjæle,
der søger ly fra virkeligheden
som skaber drømmefangere af tankespind
i nattens ulmende mørke
og i forsøget på at tilintetgøre min refleksion
lader jeg istedet regnen rense min nøgne sårbarhed
afgiver sorgen
og erstatter den med intetheden
spejler mod himlen i stilhedens larm
om alt der forsvinder ud i et tomrum
ingen kan se
alt det som gemmer sig bag
og hvad der venter bag de mørke skyer
i forsøget på at håbe
lægger jeg mig i den smuldrende jord
lader dråberne begrave mig med skyggen af mig selv
som afspejler den manglende kærlighed til mig selv
men når verden er intakt
og hjertets mekanik stadig kan høres
kigger jeg ud mod horisonten med ønske om
nogen en dag vander min grav
og for hvert et liv vi berører
spirer et lille blomsterfrø i en grav.