I dag ryddede jeg op i rengøring skabet. Derved fandt jeg et stykke stof med håndaftrykke på. Jeg vidste med det samme hvad det var, det havde jeg fået til afsked af børnene i Moral hjemmet i Singapore, efter jeg var kommet og gået et par år som frivillig medhjælper for handikappede børn og unge mennesker.
Jeg trykkede stoffet mod mit hjerte og takkede for den tid jeg fik lov til at have der. Der skete mange ting til det bedre, ikke fordi jeg og andre gik der, men fordi det var velsignet. Derfor var det også noget af det bedste, jeg fik lov til at arbejde med uden for mit eget hjem.
Ved middagsmaden foldede jeg mine hænder og bad til at under og mirakler ville ske i fremtiden, for dem som er meget svært handikappede. Min mand hentede posten, der var et kort fra en ukendt person Franziska med et bibelvers fra Esaja 29- 18 og 19:
På den dag skal de døve høre hvad der står i bogen, og de blinde øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal glæde sig over Herren og juble over Israels hellige.
Ret overraket læste jeg disse ord og undrede mig over hvem denne person var.
Mit største ønske er at se det umulige ske i min livstid, derfor vil jeg bede denne bøn regelmæssigt fra i dag.