I mit fravær
Stod de røde roser i fuldt flor
ved min have
Længtes jeg efter kærligheden
Nu ser jeg forbavset blomsterne visner
Kærligheden er blevet til et modbydeligt ekko
Jeg tror
når jeg afskærmer mig selv
fra den smertelige sandhed
Vil det gøre mindre ondt
Som at bære en maske
Hvor virus ikke vil trænge igennem
I mit fravær af
En himmel fuld af stjerner
Søgte jeg fortabt min drøm
Drømmen forsvinder med minderne
De usagte ord
Bliver efterladt i det forseglede rum
Jeg tror
når jeg holder mig væk fra forhåbninger
Vil jeg leve med mindre skuffelser
Og livet vil blive
mere overskueligt
Og jeg vil blive mere glad
I mit fravær af
min egen tilværelse
Vandrede jeg som et genfærd
Gennem de mørke nætter
Med min perlemorsfarvede sjæl
Jeg tåler ikke længere måneskær
Jeg tror
når jeg afskærer mig selv
fra alle forhold
Vil jeg ikke blive såret
Sådan kan jeg bevare
et glimt af min egen eksistens
Men jeg indser
Sygdommen forsvinder ikke
Og smerten er blevet usvækket
I takt med hjertet bliver tommere
Nu står jeg under den mørke nattehimmel
Synes jeg at se et stjerneskær fra det fjerne