På den anden siden af faldet
af fortabte stater
Efter ødelæggelser
af profane templer og deres slidte taler
er flammen det eneste tilbage
Den danser med skygger
på besudlede ornamenter
Støvets udstødte
er det eneste tilladelige liv tilbage
i denne nye tids askese
I hvert åndedrag
klæber støvet
af fortidens glemte riger sig
til deres udpinte organismer
Befrielsen finder de kun i søvnen
Livets tørst forvandles
til glemsomhedens guld
og til drømme
om ramponerede
men blide hjerter
Kun et stille ekko
af deres banken
fornemmes evigt
under den stille himmel
efter undergangen