Fuglen sad på hegnets firkants-mønstret, skarpe sammenslutninger hægtet sammen med et tyndt grønligt loft af net, der svajede let henover himlen, der gav et forvrængede synsindtryk af skov og hav kollideret i et vandspejl. Fuglens fjerdragt var en smule busket og dets enkelte fjer gabende let mellem sig, efter dets morgenbad. Fuglen blev afbrudt af en sagte hvisken nede mod jordfladen. Ikke melodisk sang, der gav en dansende rus og opdrift og neddrift, som flokkenes dans på himlen. Nærmere en urytmisk, uorganisk, ugenkendelig lyd. Fuglen fløj ned til bunden og kunne nu se gennem hegnet, op mod den blå himmel, misfarvet af det grønne dække.

"Jeg ville ønske jeg havde vinger som en fugl, så jeg kunne flygte og finde fred. Jeg ville flyve langt bort, slå mig ned i ødemarken og blive der." (sal. 55, 7-8)

Fuglen lod tonerne genklange i dets hoved, igen og igen. I en dans af søgen efter tonernes budskab kradsede den jorden op, der skød mod himlen i opdrift af fuglens frustration efter forståelse. Den betragtede de mørke millioner af sandkorn, der krampagtigt hang sammen i et gribende kram, indtil det ramte jorden og eksploderede, som et barn revet væk fra sin moder. For et kort øjeblik syntes jordstykket så ukendt, forvrænget, ødelagt. Fuglen drejede hovedet og hoppede ganske let omkring i forvirring over sig selv. Næsten spjættende og fordrejet var hovedet, hurtigere og hurtigere i en nedadgående spiral mod jorden, som var dets hoved en tornado søgende efter jordforbindelse i kollision mod jorden, dansen blev ved og ved indtil den til sidst lå krampende på jordstykket.