Krybe, krybe, krybe. Lyset søges af hovedet, men kroppen har ikke styrken til at forsørge hovedets drømme og ambitioner. Slide og slæbe, skubbe og mase, den febrilske fase. Håbet svinder ind, hjertebanken og luftmangel under den dyngede jord. Opgivelsestimens dødelige hånd banker selvsikkert på. Døren besvares ikke og bankene bliver et lydløst ekko i ignorancekorridoren. Væggene krummer sig sammen indtil korridoren lægger sig som en ringbrynje på kroppen, hvis skinnende glans misleder til at tro at den er andet end en nedbrydende og underminerende cancer. En sidespejlslukket fremgang, nærsynet og naiv, insisterende og ignorant. Rundt, rundt, rundt i den mørke ring. Lyset distanceres for hver omgang. Regnormen der tror på overlevelse i ørkenen.