Lyset kysser Kongens by,
mens de sidste flasker klirrer
og slår deres ekko mod gryet,
der bevidner nattens død.
Dundrende hoveder og lammede kroppe
der for længst er faldet omkuld
og nu lader dagens svøbe kærtegne
deres ar.
Rendestenens soldater,
vores Valhal.
Blandt byens mure
ligger de faldne.
Knust glas, sammenkrøllede dåser
og iturevne hjerter
der ligger glemt tilbage.
Fejes op af renovationsarbejderne
der sletter nattens sidste åndedræt.
Mens håbet stadig flyver på sine trætte vinger.
Det stædige håb.
Det eneste
der holder os i live.
Så vi kan dø igen.
I nat.