Som jeg sad der på bænken ned til vandet, tog jeg mig selv i at savne den gamle by. Savne stilheden og freden der går gennem de brostenslagte gader. Jeg savner byen, der gemmer på min opvækst, som jeg ellers ikke vil mindes om, men der på bænken med lyden af vinden i det høje græs og bølgerne der skvulper hård mod de nu gennemvædede sten, begyndte jeg at savne den indre ro, denne by kan give mig. Jeg bliver ved med at komme tilbage og blive mindet om, at der er steder, hvor jeg kan koble helt fra, men ingen steder jeg har været indtilvidere, har været ligesom denne by, der kan få mig langt væk fra virkeligheden. Det er en ambivalent følelse af had og elskværdighed. Jeg savner, at kunne tage fri det sted jeg nu holder til, som jeg kan gøre her. Jeg savner at være tæt på vandets vuggen i mit indre, vindens susen i min øregang og himlens farveskift over mit eget lille væsen. Men jeg behøves ikke de gamle minder herfra, og jeg bliver ved med at komme tilbage i håbet om at opdage, at jeg ikke er den samme mere, som jeg var dengang. Men det vil jeg altid være. Jeg vil altid kende gaderne, og jeg vil altid længes efter lydene, duftene og følelserne denne by har givet mig, og altid vil give mig. Jeg ved, jeg aldrig vil flytte tilbage hertil, men jeg vil altid tage tilbage, og blive den lille pige igen, som jeg var da det var mit faste bosted.