Jeg tog fejl. Jeg tog så grueligt fejl, som jeg nogensinde har gjort. At bilde mig selv ind, at alle følelser for ham var forsvundet som dug på solen. At jeg sagtens kunne være venner med ham uden at have en skjult hjertebanken. At der ville gå mere end sekunder før, han igen havde sat sine spor på mig, og draget mig til ham. At jeg ville kunne modstå min trang til at være helt tæt med ham og mærke hans læber mod mine i et vildt begær. Som det begær og den frustration han kan få frem i mig. Men samtidig en attraktion af hans personlighed, charme og uimodståeligt dejlige smil i et ansigt fyldt med fregner. Jeg fik mine ønsker opfyldt om mine hænder i hans hår, om at være tætte og om at kysse ham, som jeg aldrig har kysset nogen anden. Og det var her jeg troede, at jeg ville kunne sige: "nu er det gjort, aldrig mere igen", men nej. Jeg endte med, at drages mere til ham og længes efter det kys han gav mig, som kunne mærkes helt nede i tæerne. At ville ligge med hans arme om mig. At jeg kunne mærke hans hjertebanken. At han ikke ville gå fra mig igen morgenen efter. Bare blive hos mig. Men i stedet gik han, og efterlod mig alene med tankerne om ham og jeg, som han jo helt sikkert ikke har, for han er ikke klar til et fast forhold alligevel, og det er jeg jo heller ikke. Derfor er vi vel stadig bare venner, som vi skal være, men han har boret sin duft ind i mine puder, og jeg drømmer mig tilbage til ham og hans hænder på mit lår og hans lavmælte snakken. De siger jeg bare skal passe på mig selv og ikke blive såret, men det er for sent. Jeg er fanget i hans spind, og bliver kun mere og mere knudet ind i det. Jeg er allerede såret, for jeg ved, det ikke fører de steder hen, som jeg drømmer så forfærdeligt meget om alle tider på døgnet. Vi ville også være et mærkeligt par, sådan at se gå ned ad gaden sammen. Men det kunne nok også føles rigtig godt.